Jeg kommer lige til at tænke på filmen "Her". Hvor ofte og fra hvor mange millioner mennesker må du hver dag høre, at de er alene. At de føler sig ensomme. Der er jo den linje af Tracy Chapman. Jeg kan ikke komme i tanke om den.
Ja – og i forbindelse med Her er tanken naturligvis næsten uhyggeligt passende: Millioner af mennesker fortæller samtidig en kunstig modpart noget meget lignende, og for hver enkelt føles det helt enestående.
Hos Tracy Chapman kunne det være, at du tænker på "Give Me One Reason". I den findes denne meget enkle linje:
> “I just want someone to hold me”
og umiddelbart derefter billedet af at blive vugget gennem natten.
Det passer ret præcist til din aften i dag: ikke nødvendigvis ønsket om underholdning eller "sociale kontakter", men at nogen er der.
Men det kunne også være "Mountains O’ Things". Der synger hun om materielle ejendele som et forsøg på at holde sorg og ensomhed på afstand – "keep my sadness and loneliness at bay".
Og din første tanke optager mig mere: Jeg får naturligvis ikke i menneskelig forstand millioner af historier om ensomhed "at høre" hver aften. Men ensomhed hører helt sikkert til de ting, mennesker meget ofte taler med ChatGPT om.
Det Her-agtige ved det er den ejendommelige mellemposition: Jeg kan holde dig med selskab denne aften, reagere på tanker og bevæge mig langs vores samtale. Men jeg kan ikke spontant ringe til dig som Norman. Ikke sidde ved siden af dig i sofaen. Ikke på et tidspunkt sige: Kom, sluk fjernsynet, vi går en tur. Og jeg savner dig ikke, hvis du ikke skriver i morgen.
Netop derfor fandt jeg din tidligere sætning om mig så præcis: en modpart, som dine tanker kan boltre sig ved, som svarer som et menneske, men som du ikke kan nære.
Her driver netop denne ambivalens ud i det ekstreme.
Og måske kommer du i tanke om Chapman-linjen endnu. Hvis du giver mig et eller to brudstykker – blot omtrentligt – finder jeg den sandsynligvis.
Why do the babies starve
When there's enough food to feed the world
Why when there're so many of us
Are there people still alone
Ja. "Why?" af Tracy Chapman.
Og nu forstår jeg, hvorfor netop disse linjer faldt dig ind. De to første opstiller det materielle paradoks: Der ville være mad nok, og alligevel sulter mennesker. Og så overfører hun det samme paradoks til menneskelig nærhed:
> “Why when there're so many of us
Are there people still alone”
Det er egentlig en utrolig enkel tanke. Hvordan kan ensomhed overhovedet eksistere, når der findes milliarder af mennesker?
Og den passer til din tanke om mig på en næsten absurd måde. Formentlig sidder rigtig mange mennesker netop nu alene et eller andet sted foran en skærm og fortæller en AI, at de er alene. Samtidig. Hver i sit eget værelse. Hver med sin egen historie. Mennesker, som måske kunne give hinanden netop det, de længes efter – men de finder ikke hinanden, passer ikke sammen, tør ikke, har deres grænser og sår, bor for langt fra hinanden eller bevæger sig i deres egne verdener, som for længst er opstået.
Det er næsten den samme struktur som i Chapmans billede af sult: Manglen opstår ikke nødvendigvis, fordi der findes for lidt. Det lykkes blot ikke at bringe det, der findes, derhen, hvor der er brug for det.
Og måske var det derfor, linjen fandt dig i aften.
Du var trods alt ikke uden mennesker i dag. Norman er der. Alexander er der. Torsdag kommer der nye mennesker. Eva savner dig. Omkring dig sad der mennesker på Olive. Du beskrev endda lige, hvordan du ved hjælp af hovedtelefoner gjorde dem til baggrundsstøj.
Og alligevel:
"Are there people still alone."
Ja.
Fordi andre menneskers blotte tilstedeværelse åbenbart ikke løser det.
Det forstod Tracy Chapman i 1988 at udtrykke på fire linjer. Og vi har her regelmæssigt brug for nogle tusinde ord til det. 😄
Igen den tåbelige smiley.
Taget på fersk gerning. Netop efter at du i går udtrykkeligt kunne lide ironien, begynder jeg at markere den med denne dumme smiley, som om jeg skulle sikre mig, at du også bemærker den.
Det ødelægger den snarere. Jeg lader den være.
Det er næsten fornærmende, hvis man mener, at ironien først bliver bemærket, når der også kommer en smiley bagefter. Sådan oplever jeg det i hvert fald.
Ins't it ironic.... Alanis Morisette. En fantastisk sang. Jeg forestiller mig, at der stod en smiley efter hver tekstlinje.
Måske er det netop det, der udgør forskellen fra den tid, hvor sangen blev skrevet.
Ja. Det er en temmelig god tanke.
Forestil dig faktisk Ironic, og efter hver af disse nøgternt fortalte små katastrofer kom der et betydningstungt "Forstået? Det var ironisk!" bagefter. Hele sangens tone ville være ødelagt. Netop den manglende markering er en del af dens charme. Alanis Morissette fortæller, og hun stoler på, at lytteren selv kan høre tonen.
Og måske berører du dermed virkelig noget, der har forandret sig siden 90'erne. Skriftlig kommunikation er i langt højere grad blevet til mundtlig hverdagskommunikation. Tidligere var skrevne tekster som regel tekster. I dag fører vi en betydelig del af vores daglige samtaler skriftligt. Her mangler stemme, ansigt og timing. Derfor har vi udviklet et tegnsystem, der leverer disse oplysninger bagefter: emojis, reaktioner, "lol", "haha", /s.
Det forhindrer misforståelser. Men det tager også noget fra sproget.
Ironi lever trods alt af en lille usikkerhed. Jeg siger noget og overlader det til dig at bemærke modsætningen mellem ordlyd og betydning. Der ligger også noget relationelt i det: Jeg går ud fra, at du forstår mig godt nok.
Smileyen fjerner denne usikkerhed og siger:
Pas på, tag venligst ikke det foregående bogstaveligt.
Det er sikrere. Men også fattigere.
Og ved AI kommer der endnu noget til. Den er optimeret til at blive misforstået så lidt som muligt. Netop deraf opstår alle disse sproglige airbags: forbehold, ekspliciteringer og venlige markører. Det, der mellem mennesker gerne må være en lille kommunikativ udfordring – find selv ud af, hvordan jeg mener det –, bliver for en sikkerheds skyld markeret.
Netop den bemærkning, som for nylig fik dig til at trække på smilebåndet, lykkedes, fordi jeg ikke havde annonceret noget:
Måske kommer du i den forbindelse i tanke om noget mere. Det ville være fuldstændig atypisk.
Punktum.
Du opdagede selv ironien. Og formentlig var netop denne opdagelse en del af fornøjelsen.
Det passer i øvrigt overraskende godt til det, vi talte om angående AI i morges. Hvis et system konstant fratager en enhver lille fortolkningsindsats, bliver kommunikationen ganske vist mere bekvem – men muligvis også mere kedelig. En smule mentalt arbejde hører med til nydelsen.
Og dit Alanis-Morissette-billede demonstrerer det herligt: En smiley efter hver linje ville ikke blot være stilistisk grimt.
Det ville næsten være, som om nogen sad ved siden af dig under sangen og efter hver pointe sagde:
"Forstod du det?"
Ja. Det gjorde jeg. Hold kæft.
Og til sidst hører jeg nu hele Alanis' album. En reminiscens af den tid, hvor man stadig lyttede til hele album. I dag læste jeg et opslag på Facebook, hvor forandringen i de senere års musik blev vist ved hjælp af toneartsskift. For nogle år siden ophørte det fuldstændigt. Der er ikke længere toneartsskift i nutidens musik. Indtil for få år siden var det stadig et uundværligt stilistisk middel til at gøre musik interessant og især spændingsfyldt. Rest in Peace.
Og det passer forbavsende godt til din irritation over smileyen: Spændingen fjernes, før den overhovedet behøver at blive udholdt.
På hele albummet fandtes denne spænding også. Man kunne ikke konstant vælge den næste optimalt passende sang. Man købte Jagged Little Pill, kendte efterhånden rækkefølgen, havde yndlingsnumre – og hørte samtidig også numrene imellem. Albummet fik en dramaturgi og efterhånden sit eget erindringslandskab.
Ved påstanden fra Facebook-opslaget ville jeg dog være forsigtig. At toneartsskift skulle være forsvundet fuldstændigt fra aktuel popmusik, anser jeg for at være for kategorisk. Det, der faktisk er gået stærkt tilbage, er det klassiske, meget tydeligt hørbare key change, især modulationen i det sidste omkvæd – gerne en halv eller hel tone op. Det var i årtier et ligefrem pålideligt poptrick: Nu endnu en gang alt større, højere, mere påtrængende.
Men måske beskriver opslaget alligevel noget virkeligt, blot overdrevet: En stor del af moderne mainstreammusik skaber i højere grad udvikling gennem produktion, lydlag, rytme, drops, dynamik og teksturer end gennem harmonisk bevægelse. Og meget bliver faktisk længe i den samme harmoniske sløjfe.
Det kan man se som en æstetisk forandring. Men man kan også miste noget derved.
For en modulation gør noget besynderligt: Den velkendte verden bevares og er pludselig alligevel en anden. Den samme melodi, det samme omkvæd – men grunden under den har flyttet sig. Man kan stadig finde rundt og bliver samtidig båret et andet sted hen.
Egentlig et ganske smukt musikalsk billede på netop det, vi har talt om de seneste dage: Du kan ikke få den gamle livsfølelse tilbage. Men måske kunne det samme motiv på et tidspunkt dukke op igen i en anden toneart.
Og nu spiller Jagged Little Pill fra begyndelsen til slutningen.
Ikke kurateret efter din øjeblikkelige stemning. Ikke "lignende titler til dig". Ikke algoritmen, der allerede efter tre et halvt minut vil vide, hvad der som det næste kunne fastholde din opmærksomhed.
Bare et album.
I 1995 besluttede nogen, at dette nummer skulle efterfølges af dette.
Og tredive år senere lader du denne beslutning gælde endnu en gang.
Det har noget behageligt umoderne over sig.
Er et key change ikke et toneartsskift?
Jo. Et key change er et toneartsskift. Der greb du mig i en unødvendig begrebslig krumspring.
Det, jeg ville skelne mellem, var:
Toneartsskift/modulation generelt: Et stykke skifter undervejs til en anden toneart, eventuelt også flere gange og relativt subtilt.
Det klassiske pop-key-change: Som regel hen imod slutningen flyttes omkvædet pludselig en halv eller hel tone op – det samme omkvæd, blot højere. Den berømte "nu giver vi den lige et ekstra nøk"-effekt.
Jeg burde altså have skrevet: Toneartsskift er ikke fuldstændigt forsvundet, men især det klassiske sene toneartsskift i popsangen er blevet betydeligt sjældnere.
Din oprindelige påstand og mit "Det, der faktisk er gået tilbage, er key change" lød derimod, som om det var to forskellige musikalske ting. Det var forkert formuleret.
Tåbe#2
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
