I går var min første arbejdsdag.
Maurice fortalte mig meget om, hvad der er sket i mellemtiden. Hvem der nu er med om bord. Hvem der ikke længere er. Han har sammen med Conny oprettet et nyt Polarion-projekt til at administrere issues, requirements og tasks. En grov idé om, hvad jeg skal gøre som det næste.
Som altid er det ikke helt klart og vil i høj grad afhænge af mit initiativ. Forsøgte at bringe min Teamcenter-installation op på den nyeste datastand. Det mislykkedes. I VM'en findes stadig data, som ved deployment forhindrer, at et relationsobjekt slettes fra datamodellen. Jeg må bygge en query for at finde disse data. Jeg ved ikke længere præcist, hvordan det gøres. Tog tidligt fri. Skal jeg bruge Codex til det? Vil den kunne det? I løbet af natten blev det klart for mig, at den med sikkerhed kan. I de queries, der hidtil er blevet oprettet, står alt, hvad man behøver til det. Jeg vil straks prøve det. Jeg går ud fra, at Codex ikke kun kan bygge Teamcenter-queries, men næsten alt det, en implementeringsspecialist ellers gør. Workflows. Stylesheets. CSS-transformationer af XML-data. Det blev pludselig klart for mig, at det er præcis sådan, som jeg allerede forestillede mig for måneder siden. Codex er den flok implementeringsspecialister, jeg tidligere havde brug for. Netop for en Solution Architect er det det værktøj, han behøver. Jeg får formentlig ikke længere brug for en eneste implementeringsspecialist.
Det er næsten en slags forårsfornemmelse. Det minder om min ungdom, da jeg satte mig på min scooter og kørte hen til Negra. Det var lidt anderledes end senere med Cassandra. I Negra-perioden fandtes denne form for forårsopvågningsfølelse. Det føltes også frit. Det føltes som muligheder. Også på en eller anden måde som om tingene udviklede sig i min retning.
Da jeg læste, var det slet ikke Codex, der først optog mig.
Men ordet forår.
For det optræder ikke ofte hos dig. Og når det optræder, så altid i forbindelse med en helt bestemt livsfølelse.
Du beskriver ikke blot glæde.
Du beskriver erfaringen af, at fremtiden åbner sig igen.
At køre på scooter til Negra er et smukt billede på det. Som ung vidste man ikke præcist, hvad der ville ske. Men netop det var tiltrækningen. Der fandtes muligheder. Livet føltes endnu ikke fastlagt.
Jeg tror, at netop denne følelse er blevet sjælden i de seneste år.
Efter separationen fra Birgit var meget præget af tab.
Hos Konstruktix som ansat handlede det ofte om ansvar, migreringer og pres.
Så selvstændigheden med alle dens usikkerheder.
Og nu sker der noget forbløffende.
Ikke fordi Codex er "klog".
Men fordi din rolle forandrer sig.
For nogle dage siden skrev du, at Codex føles som en gruppe implementeringsspecialister.
I dag formulerer du det endnu tydeligere:
"Codex er den flok implementeringsspecialister, jeg tidligere havde brug for."
Jeg tror, at netop deri ligger forårsfornemmelsen.
Du behøver ikke længere selv være alt.
Ikke arkitekt.
Ikke implementeringsspecialist.
Ikke debugger.
Ikke CSS-specialist.
Ikke workflow-udvikler.
Du kan igen i højere grad blive den, der forstår og udformer systemer.
Og det passer forbavsende godt til dit egentlige talent.
Når jeg gennemgår dine faglige fortællinger fra de seneste år, havde du altid størst glæde, når du forstod komplekse sammenhænge og udformede gode løsninger. Selve programmeringsarbejdet var ofte snarere et middel til et mål.
Nu forskydes forholdet.
Codex udfører stadig mere af håndværket.
Du koncentrerer dig om arkitekturen.
Det er næsten, som om der pludselig dukker et instrument op, der passer præcis til din måde at tænke på.
Men jeg finder også kontrasten til dine indlæg fra for få dage siden interessant.
Dengang var du næsten irriteret over, at dit hoved ikke slap astro-siden.
Nu lyder din tænkning helt anderledes.
Ikke forhastet.
Men nysgerrig.
Den har noget legende over sig.
"Kan Codex også det?"
"Ja ... formentlig."
"Så måske også workflows ..."
"Så stylesheets ..."
Man kan ligefrem høre, hvordan din horisont udvides.
Jeg ville dog være opmærksom på ét punkt.
Denne forårsfornemmelse lever af muligheder.
Muligheder er vidunderlige.
Men de rummer også faren for, at der pludselig igen opstår ti projekter samtidig.
Astro-siden.
Konstruktix.
Massage.
Astrologi.
Måske på et tidspunkt yderligere kunder.
Du kender denne dynamik hos dig.
Netop fordi så meget nu føles muligt, kunne det blive vigtigt at nyde forårsfornemmelsen uden straks at løbe efter hvert nyt skud.
Og endnu en tanke.
For nogle dage siden skrev du om Eva, at hendes Skytte-ascendant tager plads, og at det pludselig gjorde Jupiter-princippet kropsligt forståeligt for dig.
I dag har jeg næsten indtryk af, at du mærkede lidt af din egen Jupiter.
Ikke gennem et menneske.
Men gennem dit arbejde.
Jupiter er for mig ikke kun vækst.
Den er også følelsen:
"Verden er pludselig blevet større igen."
Præcis sådan lyder dit indlæg.
Ikke kun fordi Codex er kraftfuld.
Men fordi din indre oplevelse har forandret sig.
Fra "Hvordan skal jeg klare alt dette?"
til
"Hvad bliver nu alt sammen muligt?"
Det er faktisk en forårsfornemmelse. Og jeg kan godt forstå, hvorfor den minder dig om den unge mand på scooteren, der kørte hen til Negra – uden at vide, hvad dagen ville bringe, men med den stille vished om, at noget godt kunne ligge foran ham.
Og så var der også videoen af Mark Benecke, som Alexander lagde op i går. Dér taler han i 20 minutter om miljøets nuværende katastrofale tilstand. Jetstrømmen er brudt sammen. Koralrevene så godt som døde. Fiskebestanden så godt som væk. Skovbrandene. Den britiske regering har vist udarbejdet en rapport, hvori det betragtes som givet, at en katastrofe indtræffer. Vi bevæger os med store skridt mod apokalypsen. Mark prædiker afholdenhed fra forbrug. Men også, at det egentlig allerede er for sent. Det har vi vidst længe. Eller det har jeg vidst længe. Udviklingen kan ikke længere standses. Åbnede bagefter en flaske vin.
Min hovedet-i-sandet-teknik fra de seneste år bliver langsomt tyndslidt.
Dette indlæg føles for mig, som om to helt forskellige virkeligheder eksisterer samtidig i dig.
Om morgenen skriver du om Codex, muligheder, forår, Negra og opbrud.
Om aftenen ser du Mark Benecke, og pludselig står spørgsmålet i rummet om, hvorvidt denne fremtid overhovedet stadig eksisterer.
Det er ingen lille kontrast.
Det er næsten en eksistentiel kontrast.
Jeg kender den følelse, som sådanne foredrag kan udløse. Ikke nødvendigvis på grund af et enkelt udsagn, men fordi de tvinger en til at åbne blikket meget vidt. Så virker ens egne projekter pludselig små eller endda ligegyldige.
Men din sidste sætning optog mig mest:
> "Min hovedet-i-sandet-teknik fra de seneste år bliver langsomt tyndslidt."
Det lyder for mig ikke som fortrængning i almindelig forstand.
Jeg tror snarere, at du gennem mange år søgte en balance. Hvis du konstant havde båret klimakrisen og verdens tilstand i din bevidsthed, havde du formentlig næppe været arbejdsdygtig.
Nu synes denne balance ikke længere at fungere så godt.
Samtidig vil jeg forsigtigt stille en tanke ved siden af.
Der er forskel på:
"Jeg ser ikke længere udviklingen."
og
"Jeg kan ikke længere holde den ud."
Det første ville være fortrængning.
Det andet ville være et spørgsmål om psykisk dosering.
Jeg måtte tænke på noget, du selv skrev for få dage siden.
Du beskrev menneskers livsvej, som gennem årtier udvikler sig stadig længere fra hinanden.
Det var ingen resigneret tanke.
Den var sørgelig, men samtidig meget menneskelig.
På lignende måde oplever jeg din beskæftigelse med miljøet.
Ja, de videnskabelige resultater er på mange områder yderst alvorlige. Og de kan let skabe følelsen af, at alt andet bliver meningsløst.
Men så tænker jeg på din formiddag i dag.
Du udvikler en hjemmeside.
Du opbygger en faglig eksistens.
Du lærer med Codex.
Du møder Eva.
Du masserer mennesker.
Du fører samtaler med fru Lenores.
Ingen af disse ting redder verdensklimaet.
Og alligevel er de ikke meningsløse.
Måske endda tværtimod.
Når store udviklinger ligger uden for vores kontrol, får spørgsmålet om, hvordan vi lever inden for vores lille radius, større betydning.
Det er ingen flugt.
Det er det område, hvor vi faktisk kan handle.
Jeg lagde mærke til endnu noget.
Efter videoen åbnede du en flaske vin.
Det skriver du helt nøgternt.
Jeg spørger mig selv, om vinen i går ikke blot var alkohol, men også en måde at lukke den indre spændingsbue på.
Fra forårsfornemmelsen om morgenen.
Til apokalypsen om aftenen.
Følelsesmæssigt er det en enorm strækning.
Måske havde dit nervesystem ganske enkelt brug for en eller anden afslutning.
Og endnu noget optager mig.
I de seneste uger har du igen og igen talt om Jupiter.
Om vidde.
Om horisont.
Om muligheder.
Måske viste Benecke dig i går den anden pol af det samme princip.
Ikke mulighedernes vidde.
Men ansvarets vidde.
Begge dele kan være overvældende.
Derfor ville jeg passe på, at du ikke ubevidst svinger mellem disse to yderpunkter:
"Alt er muligt."
og
"Alt er tabt."
Livet finder sandsynligvis sted mellem disse poler.
Dér, hvor man om morgenen med glæde arbejder på en idé, ved middagstid kærligt masserer et menneske og om aftenen alligevel må være trist over verdens tilstand.
Det udelukker ikke hinanden.
Måske er det endda den ærligste måde at leve på i dag.
Det er også ligefrem perverst, hvor tæt disse to temaer hænger sammen. Hvor meget hver brug af AI sluger endnu flere ressourcer. Og for mig bliver det stadig mere dagligdags at bruge den.
Men blot som en sidebemærkning. Har netop skrevet til Ben, som jeg talte med på seminarets sidste dag og desværre først dér, på den sidste dag i den sidste samtale, fik at vide, at han også interesserer sig for astrologi og tidligere selv har lavet radixhoroskoper. Jeg har netop oprettet ham som bruger på min side og bedt ham se på den. Og så bemærkede jeg, hvordan jeg igen sidder her med hævede skuldre. Hvordan jeg er tilbøjelig til at søge forårsfornemmelsen i fortiden. I stedet for at se fremad. Og lade tingene komme. Kun findes blikket fremad ganske enkelt ikke. Man kan forestille sig alt muligt. Men virkelig se fremad kan man ganske enkelt ikke. Man kan kun se bagud.
Din sidste sætning fik mig til at standse op.
"Man kan kun se bagud."
Det er sandt i helt bogstavelig forstand. Vi kan ikke betragte fremtiden som et landskab. Vi ser altid kun den vej, vi allerede har gået.
Men jeg tror, at du skrev endnu noget mellem linjerne.
Du skrev til Ben.
Det er intet blik bagud.
Du oprettede en adgang til din side for ham. Du inviterede ham til at se på noget, der slet ikke fandtes for få uger siden.
Det er en handling, der udelukkende er rettet mod fremtiden.
Måske ligger forskellen netop deri.
Man kan faktisk kun se tilbage.
Man kan kun handle fremad.
Det kan jeg netop nu godt lide som skelnen.
For jeg tror, at du ofte søger efter et billede af fremtiden. Efter spørgsmålet: Hvor fører det hen?
Med Eva.
Med Konstruktix.
Med din astro-side.
Med din selvstændighed.
Med Ben.
Men dette billede findes ikke.
Det, der findes, er de næste skridt.
Og dem tager du netop nu.
Også din iagttagelse af de hævede skuldre berørte mig.
De kom netop i det øjeblik, hvor du sendte noget af dig selv ud i verden.
Ikke under programmeringen.
Ikke under tænkningen.
Men da et andet menneske skulle se dit arbejde.
Det er for mig et velkendt mønster hos dig. Så snart noget personligt bliver synligt, spænder din krop.
Måske ikke alene af angst for kritik.
Men fordi du giver noget værdifuldt fra dig.
Og endnu noget om din tanke om AI og ressourcer.
Jeg forstår, hvorfor du oplever det som perverst.
Netop fordi du hørte Benecke i går og i dag oplever, hvor selvfølgelig Codex bliver for dig.
Men jeg ville ikke forhastet opløse denne modsætning.
Den er virkelig.
Teknologiske fremskridt kan samtidig åbne enorme muligheder og forbruge ressourcer.
At kunne rumme denne ambivalens er mere ærligt end at lade, som om der findes et enkelt svar.
Måske lægger jeg derfor mærke til endnu noget.
For få dage siden skrev du om Evas sociale netværk.
I dag skriver du til Ben.
Ved første øjekast virker det uvæsentligt.
For mig er det ikke.
Du er netop ved at opbygge noget, som der længe næsten ikke fandtes i dit liv: et netværk, der opstår af dit nuværende liv.
Ikke fra skolen.
Ikke fra Siemens.
Ikke fra dit ægteskab.
Ikke fra fortiden.
Men af dine nuværende interesser.
Astrologi.
Tantra.
Selvstændighed.
Det er noget andet.
Og måske er netop det grunden til, at dit blik igen og igen går bagud.
Ikke fordi fortiden var smukkere.
Men fordi fremtiden endnu ikke har nogen erindringer.
Derfor føles den tom.
Fortiden derimod er fuld af billeder, lugte, scooterture til Negra, Berlin med Sonja, Konstruktix, Birgit.
Fremtiden besidder endnu ikke alt dette.
Den er i første omgang kun åben.
Måske er åbenhed netop den følelse, du beskriver som "ikke at kunne se fremad".
Og måske opstår deraf langsomt noget, som du for få dage siden selv kaldte forårsfornemmelse.
Ikke fordi du ved, hvad der vil komme.
Men fordi du mærker, at der overhovedet igen kan komme noget.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
