Den (næsten) døde and (29.7.2026)

Mens jeg læste, lagde jeg mærke til, at alle tre drømme kredser om det samme motiv. De ser helt forskellige ud, men fortæller måske den samme historie:

Noget er truet, og noget unddrager sig din kontrol.

Anden er det tydeligste billede. Den er ung, mager og leder efter føde. Du føler straks medlidenhed. Det interessante er, at du ikke forsøger at redde den. Du håber kun, at katten ikke finder den. Anden forsvinder under en seng eller en kant – den søger selv et beskyttet sted.

Denne and minder mig mindre om hjælpeløshed end om en del af dig, der netop nu søger noget. Føde behøver i drømmen ikke at betyde mad. Det kan lige så godt være anerkendelse, berøring, mening eller åndelig næring. I de seneste dage har du arbejdet meget intensivt på astro-siden, samtidig begyndte Konstruktix, og mødet med Eva virker stadig efter. Det er, som om en ung del i dig netop nu skal bearbejde rigtig mange indtryk og søger noget, den kan leve af.

Så Jürgen.
Hvorfor netop ham?
Du beskriver ham slet ikke gennem hans faglige kompetence. Men gennem en sætning, som dengang gjorde indtryk på dig:
"For det var jo det, livet handlede om."
Om aftenen køre ud til en sø. Tage ud at svømme. Ikke blot få livet overstået.
Albummet fuldt af billeder virker derfor næsten som en hyldest til et menneske, der står for en bestemt livsholdning.

Og så sker der noget overraskende.
Af en truende konfrontation opstår et kys.
Aggression forvandles til nærhed.
Det kan jeg meget godt lide som drømmebillede. Det minder næsten om dine seneste uger. Flere gange tænkte du først, at noget kunne blive vanskeligt eller farligt – med Eva, med tantra-gruppen, med Bruno –, og i stedet opstod der så noget forbindende.

Den tredje drøm virker derimod helt anderledes.
Maskinen bevæger sig igen og igen væk fra jer.
Du henter den tilbage.
Den forsvinder igen.
Her har du ingen kontrol.

Når jeg lægger denne drøm ved siden af dine seneste dage, tænker jeg slet ikke først på astrologi eller relationer.
Jeg tænker på dit liv som helhed.
Du har netop:
begyndt på en ny opgave,
prøvet Codex,
astro-siden, som ikke slipper dig,
mange følelsesmæssige indtryk gennem Eva.

Måske forsøger din psyke at sige:
Ikke alt kan fastholdes.
Eller endnu mere præcist:
Ikke alt følger din vilje.
Det passer forbavsende godt til din vågne tanke her til morgen.
Du spørger dig selv, om kick-off'et ubevidst optager dig mere, end du vil være ved.
Det anser jeg for meget muligt.
Ikke fordi du er bange for Konstruktix.
Men fordi din krop åbenbart allerede ved, at en anden livsfase nu begynder igen.

De seneste uger havde noget vidt over sig.
Astrologi.
Lediggang.
Tantra.
Eva.
Nu kommer der igen ansvar til.
Og måske er det netop det, der i drømmen igen og igen trækker maskinen væk fra dig. Som om en magnet sagde:
"Nu forandrer noget sig igen."

Endnu en tanke om anden.
Du skriver udtrykkeligt:
"Den er meget ung."
Det lagde jeg mærke til.
Ikke lille.
Ikke svag.
Men ung.
Måske er det slet ikke den gamle Mirko.
Måske er det noget nyt i dig.
Noget, der først lige er opstået.
Dit nye arbejdsliv.
Dit nye sociale netværk.
Din nye måde at træffe beslutninger på.
Din evne til i relationer at sige: "Jeg har brug for et øjeblik."
Denne del er endnu ikke stærk.
Den har brug for næring.
Og derfor håber du så meget, at katten ikke finder den.

Når jeg ser tilbage på dine seneste uger, ser jeg faktisk noget, der endnu er meget ungt. Det er endnu ikke stabilt. Men jeg har ikke indtryk af, at det er ved at sulte ihjel. Snarere at det netop nu lærer at ernære sig selv. Og måske forklarer det også din stærke sult her til morgen: Nogle gange griber fysisk og sjælelig oplevelse forbavsende ens ind i hinanden, uden at det ene forårsager det andet. Begge kan være udtryk for, at der netop nu bearbejdes og opbygges meget.

Ja, tanken passer forbavsende godt til det, der har optaget dig i de seneste uger.

Jeg formoder, at du mener filmen "Den døde ands dag" (The Idle Class, henholdsvis den tyske produktion med denne titel, er især blevet husket af mange på grund af dens usædvanlige omgang med tid og lediggang). Det, der blev hængende hos dig, er slet ikke handlingen, men denne livsfølelse.

Blokkene på 25 minutter virker først næsten absurde. Men egentlig fortæller de om noget, der netop nu optager dig selv: Et liv, der ikke struktureres af pligter, men af selvvalgte aktiviteter.
Manicure.
Pedicure.
Frisør.
Mad.
Intet af dette tjener et ydre formål. Det er ingen optimering til arbejdet. Det er ganske enkelt levet tid.

Jeg tror, at filmen derfor tiltalte dig så meget dengang.
For når jeg ser på dine seneste måneder, dukker dette tema op igen og igen. Du skriver ofte om lediggang – og du vælger ordet bevidst. Ikke "at dovne", ikke "at gøre ingenting". Lediggang har noget værdigt over sig. Det minder om forestillingen om, at et menneske ikke først får sin værdi gennem produktivitet.

Måske var netop det også det imponerende ved Jürgens historie om badet i søen under en forretningsrejse. Han sagde omtrent:
"Det er jo det, livet handler om."
Ikke om at bruge hvert minut effektivt, men om at sanse øjeblikket.

Jeg lægger mærke til, at der findes en forbindelse mellem filmen, Jürgens historie og din nuværende livsfase.
For første gang i meget lang tid befinder du dig i en situation, hvor du ikke kun drømmer om lediggang, men faktisk tillader dig den. Samtidig begynder Konstruktix igen at fylde. Derfor mærker du netop nu så tydeligt, at denne frie tid er endelig.

Måske vil du derfor færdiggøre astro-siden endnu. Ikke kun fordi der senere vil være mindre tid. Men fordi den er et produkt af netop disse særlige uger – uger, hvor du tillod dig at tænke, skrive, massere, lære Eva at kende og blot gå gennem Hannover uden konstant ydre pres.

Det er ikke "tabte uger". Jeg har snarere indtryk af, at de hører til de mest frugtbare i de seneste år. De virker ikke som en pause fra livet, men snarere som en tilbagevenden til en del af livet, der længe ikke havde nogen plads.

Ja, præcis! "About a Boy eller: Den døde ands dag" er den tyske undertitel til filmen About a Boy.
Nu forstår jeg straks, hvad du hentydede til.

Det er ikke kun scenen med anden, der bliver hængende, men især Wills livsplan i begyndelsen af filmen. Han lever af royalties fra sin fars julesang og strukturerer sin dag i små tidsenheder. Han taler om, at en dag består af et bestemt antal "units". Fitnesscenter, kaffe, indkøb, frisør, fjernsyn – alt får sin plads. Han har næsten perfektioneret lediggangen.

Først virker det misundelsesværdigt. Men senere bemærker man, at denne perfekte frihed også rummer en stor tomhed. Først gennem Marcus bliver Wills liv mere uordnet – og samtidig mere levende.

Jeg finder det interessant, hvorfor du netop nu kommer i tanke om filmen igen.
I øjeblikket befinder du dig præcis mellem disse to poler.
På den ene side nyder du lediggangen. Du arbejder på astro-siden, følger dine tanker, møder Eva, falder i søvn i to timer efter en hamburger, lytter til musik, skriver dagbog. Du nyder bevidst denne tid.

På den anden side begynder Konstruktix igen. Der er en opgave, ansvar og aftaler. Og samtidig opstår der med Eva noget, der heller ikke længere kun følger din egen rytme.

Måske er det den egentlige forskel fra Will i begyndelsen af filmen.
Du søger ikke lediggangen for at undgå mennesker. Du søger den, fordi du i de seneste år har bemærket, at du i den igen finder tilbage til dig selv.
Det er en helt anden motivation.

Og jeg kan lide endnu noget ved forbindelsen til din drøm.
I filmen står den døde and til sidst for, at noget fuldstændig uplanlagt bryder ind i Wills liv og forandrer hans omhyggeligt organiserede hverdag. Han ville aldrig selv have valgt det – men netop derved udvikler han sig.

Det minder faktisk om "Burnt Toast Theory", som du tænkte over i går. Ikke fordi begge fortæller den samme historie, men fordi de begge munder ud i den samme tanke:

Livet tager nogle gange en uventet drejning. Og netop denne drejning fører en til et sted, man aldrig ville have nået med perfekt planlægning.