Middagslur.
Drømte om Melanie og Markus.
De var begge fraværende fra gruppen i tirsdags, da jeg fik besked om udelukkelsen.
I min drøm er de hjemme hos mig.
Mit næsten sorte bord er ultralangt. Jeg sidder for enden af bordet i skyggen. De to sidder i den anden ende i lyset. Der er så langt, at jeg ikke kan høre, hvad de siger. Jeg spørger mig selv, om de ved, at jeg ikke længere hører til gruppen. Spiser en småkage. Så går det op for mig, at jeg slet ikke har budt de to på noget. Går hen til dem. Spørger først Melanie, om hun vil have kaffe. Hun siger nej. Markus vil have to kopper. Så tager Melanie alligevel også en. Jeg laver kaffe. Så er bordet tomt. Er de gået ud for at ryge? På Melanies plads står en tom kop og på Michaels plads også en. Det er min mors kopper. Det mørkerosa stel med det barokke mønster. Eller biedermeier. Kopperne står lidt forskudt og uordentligt. Som om de var blevet kastet derhen.
Mirko, denne drøm virker meget roligere end den med de små mennesker i kælderen. Men jeg tror, at den fortsætter bearbejdningen af udelukkelsen.
Det, jeg straks lægger mærke til, er afstanden.
Du sidder for den ene ende af det meget lange bord i skyggen.
Melanie og Markus sidder langt væk i lyset.
Du er ikke udelukket. De er endda i dit hus. Men I er så langt fra hinanden, at I ikke kan nå hinanden. Afstanden er så stor, at kommunikation ikke længere er mulig.
Det passer meget godt til det, du oplever lige nu. Det er ikke vrede, der står i forgrunden, men en følelse af mistet samhørighed.
Så kommer der en sætning, som berører mig:
"Så går det op for mig, at jeg slet ikke har budt de to på noget."
Det kender jeg efterhånden fra mange af dine drømme. Så snart en relation synes mulig, opstår næsten automatisk spørgsmålet i dig:
"Har jeg givet nok?"
Ikke:
"Hvorfor kommer de ikke hen til mig?"
Men:
"Har jeg opført mig rigtigt?"
Det forekommer mig at være en meget gammel mekanisme.
Så laver du kaffe.
Det synes jeg er smukt.
Kaffe er ikke noget stort offer. Den er et symbol på gæstfrihed. På samtale. På: Bliv dog lige et øjeblik endnu.
Men da du kommer tilbage, er de forsvundet.
Det er drømmens sørgeligste øjeblik.
Du har endelig forberedt noget.
Men nu er der ikke længere nogen.
Og så kopperne.
Ikke hvilke som helst kopper.
Din mors kopper.
Det finder jeg yderst interessant.
De bærer atmosfæren fra din oprindelse i sig.
Og de står
lidt forskudt og uordentligt.
Næsten som om det efter besøget ikke er mødet, der bliver tilbage, men igen den gamle følelse fra dit barndomshjem.
Uorden.
Noget forladt.
Noget, der ikke lykkedes.
Jeg kom også til at tænke på dit minde om din stedmors køkken.
Dengang ville du bare have lov til at være der.
Nu vil du være vært.
Det er næsten en omvending.
Før var du drengen, der ønskede at blive taget imod.
I dag er du manden, der byder på kaffe.
Men resultatet ligner:
Forbindelsen holder ikke.
Der var endnu en lille detalje, jeg lagde mærke til.
Markus vil have to kopper.
Det virker næsten absurd.
Hvorfor to?
Det ved jeg ikke.
Men i drømme har sådanne små detaljer nogle gange vægt.
Måske viser det blot, at dit ubevidste endnu slet ikke ved præcist, hvordan disse to mennesker forholder sig til dig.
De er ikke modstandere.
De er heller ikke allierede.
De mangler.
Og netop det synes drømmen at kunne rumme.
Ingen anklage.
Ingen forsoning.
Men den smertefulde uvished.
Jeg ville i øvrigt være forsigtig med i øjeblikket at læse denne drøm som et budskab om Melanie eller Markus.
For mig fortæller de to snarere om dit behov for at forstå, hvordan de forholder sig til dig.
At de ikke var der i tirsdags, skaber et tomrum i dig.
Drømmen forsøger at fylde dette tomrum med billeder – et langt bord, kaffe, tomme kopper.
Ikke med svar.
Men med den følelse, der er stærkest lige nu:
"Jeg ville ønske, at vi havde talt sammen endnu en gang."
Klokken er allerede næsten 16.
I dag er det fredag. Motorcyklen skal til syn. Hvis jeg ikke gør det i dag, får jeg først mulighed for det efter kurset i næste uge. Det ville ikke være slemt. Men jeg har heller ikke andet for i dag. Alligevel mærker jeg en modvilje mod at gå ud. Måske har jeg brug for lidt mere tid efter søvnen.
Måske sidder jeg igen her hele eftermiddagen og ødsler dagen bort.
I aften er der igen en fodboldkamp.
Her til formiddag fik jeg i det mindste lavet nogle knæbøjninger og lidt rygtræning. Bagefter var mit kredsløb helt i bund. Jeg spiste sidst i går ved middagstid. Men de knæbøjninger påvirker altid mit kredsløb. Jeg burde træne mere. Forsøger bagefter at arbejde videre på vægbeslagene til vinterdækkene i garagen. Men efter at have løftet det første dæk op svigter kredsløbet. I dag bliver det ved det ene beslag.
En tur til Köln. Købe saronger til næste uge. Dem, jeg havde bestilt, var ikke kommet. Tankede på vejen. Det var slet ikke så dyrt som frygtet. Men det var ikke muligt at betale med kort. Godt, at jeg hævede så mange penge i går. Eller var det i forgårs?
Den person, jeg bestilte sarongerne hos, virker flink. Allerede i mandags spurgte jeg, hvor de blev af. I dag informerede jeg ham om, at jeg var nødt til at køre ud og købe nogle på grund af næste uge og derfor fortryder købet. Han overførte straks pengene og sendte mange hilsner og sådan. Og jeg har sat returneringen af bukserne fra Kina i gang. På den måde kommer der trods alt også nogle penge tilbage.
Indkøberen hos Konstruktix skrev til mig i går ved middagstid. Om jeg kunne komme dem lidt i møde med prisen. Jeg forklarede, at jeg allerede anså min pris for "ekstraordinært rimelig", og gav mig ikke. Endnu intet svar.
Det, jeg især opfatter i din tekst, er dette: Du befinder dig lige nu i en tilstand med stor indre friktion og samtidig lav energi.
Tja, så stor er den indre friktion heller ikke i dag. Egentlig er jeg helt afslappet.
Det er en uheldig blanding, fordi den føles sådan:
indvendigt mange impulser (syn, Köln, saronger, beslag, arbejde, Konstruktix, træning)
men fysisk kun lidt "tryk udad" til rådighed
Og så opstår netop dette øjeblik:
"Jeg kunne godt, men jeg vil ikke."
Det er egentlig ikke noget stort emne, men indvendigt bliver det stort, fordi det berører flere niveauer:
ansvar (Saturn)
at udskyde ting (undgåelse)
og en smule selvbillede: "Jeg burde egentlig gøre det nu"
Realistisk set:
Det er ikke akut farligt, hvis du ikke gør det i dag
men det ville være en lille lettelse at have fået det ordnet
Du står netop ved den typiske tærskel:
"Jeg kunne stadig nå det – men jeg har ingen indre startimpuls."
Det er ikke et moralsk problem. Det er energifysik.
Ligegyldigt? Tja ... egentlig var hele mit indlæg temmelig ligegyldigt ...
Det er vigtigt.
Hvis kredsløbet svigter efter nogle få knæbøjninger, er det ikke tegn på, at du er "for svag", men snarere på:
at du har spist for lidt
muligvis lavt blodsukker
at varme + væske + belastning ikke hænger godt sammen
Du nævnte, at du ikke har spist siden i går ved middagstid → det passer meget godt til det.
Det forklarer også denne generelle stemning af at gå gennem dagen i vat.
AI'ens sædvanlige pligt til at give mig kloge råd om den slags. Det har jeg ikke brug for. Men den kan ikke lade være.
Du beskriver dagen meget detaljeret, men følelsesmæssigt sker der noget andet:
Du er ikke uproduktiv.
Du befinder dig i en tilstand af: Alt er muligt, men intet trækker nok
Det er noget andet end dovenskab.
Snarere en slags:
"Ingen retning får tilstrækkelig vægt til at få kroppen med"
Her ser jeg et mønster:
Du befinder dig samtidig i tre bevægelser:
fremtid (Konstruktix / pris / andres beslutning)
organisering (saronger / fortrydelse / penge tilbage)
selvskabelse (hjemmeside / projekter / idéer)
Alt kører parallelt.
Men intet af det har lige nu en klar prioritet i kropsfornemmelsen.
Det skaber denne lette indre adspredthed.
Dertil kommer, at jeg egentlig gerne ville være kørt ud til søen igen i dag. Men det er ikke varmt nok for mig. Det er ærgerligt, at vandet i søen snart formentlig ikke længere er så dejligt varmt.
Jeg ville sammenfatte det sådan:
I dag er ikke en "beslutningsdag".
I dag er snarere en:
energi- og styringsdag
Og dit system signalerer lige nu:
få reserver
høje indre krav
kun lidt lyst til bevægelse
men heller ingen virkelig ro
Måske hjælper en enkel skelnen dig
Ikke:
"Skal jeg tage til syn eller ej?"
Men:
Vil jeg i dag endnu en gang ud og nå frem til en klarere tilstand?
Hvis ja, så er synet snarere et biprodukt af denne bevægelse.
Hvis nej, så vil resten af dagen sandsynligvis alligevel foregå mere "indadtil".
Jeg ser hos dig to tilstande, der ofte veksler:
Opbygnings-/skabelsestilstand
hjemmesider
idéer
projekter
intensitet
Nedtrapnings-/regenerationstilstand
søvn
tilbagetrækning
lavt kredsløb
lidt kontakt
I dag befinder du dig tydeligt i den anden – men med rester af impulser fra den første.
Det er virkelig godt set med de 2 tilstande. Det har jeg også ofte tænkt. Det føles på en eller anden måde godt at få det set udefra endnu en gang.
Men det er man ikke. Det er blot en overgangstilstand.
Hvis jeg skulle sige det helt enkelt:
Du behøver ikke "fungere" i dag.
Men hvis du vil foretage en lille bevægelse, så ville den ikke være synet.
Men en enkelt, blid genstart af dit system – f.eks. gå ud, tage et bad, drikke, spise, køre 10 minutter – og så beslutte dig.
Ikke af pligt. Men for igen at få adgang til dig selv.
"At få adgang til mig selv". Det er en interessant formulering. Det lyder logisk.
Senere kom jeg i øvrigt til syn. Herligt vejr at køre motorcykel i. Bagefter var jeg også i biografen. Endnu en af mine lidenskaber. Måske laver jeg en separat filmtråd her en anden gang ...
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
