I forgårs aftes kom denne tanke om min frihed. Den var forbundet med idéen om at tage ud at svømme. Pludselig kunne jeg forestille mig det. Hvorfor drømme om en ferie ved havet? Der er jo søer overalt her. Måske køre til Otto-Maigler-søen. Også for at forløse noget fra min ungdom.
Jeg var vel omkring 16. Da jeg kørte hen til Samantha og dér fik at vide, at hun var kørt til Otto-Maigler-søen. Med venner.
1984. En tid, hvor man ganske enkelt satte sig på sin knallert og kørte hen til venner. Så, om han/hun var hjemme ...
Jeg følte mig på en eller anden måde lidt mindreværdig. Tænkte, at de alle var ubekymrede i vandet og på stranden. Og det var jeg ikke. Jeg turde ikke også køre derhen.
I de seneste måneder er jeg jo kørt derhen flere gange. Om efteråret. Om vinteren. Om foråret.
For nogle dage siden tænkte jeg igen på Samantha. Da det blev så varmt. Hun repræsenterede noget solrigt. Hun var vanvittigt attraktiv. Mange syntes, hun var fantastisk.
Vi mødtes i en periode. Vi havde en god relation. Havde det sjovt. Det var en tid, hvor der var en sammenfletning med min brors vennekreds. Samantha havde også med begge kredse at gøre. Jeg led under, at Samantha ikke ville have mig mere. Hun var lige så gammel som mig. Jeg begærede hende meget.
I den periode var der også Klaus. Et år ældre. Vi tilbragte meget tid sammen alle tre. Først Klaus og Black. Så Klaus og Samantha. Han havde en bil. Jeg var da vel 17. Havde endnu ikke kørekort. En nat kørte vi et sted hen. Samantha sad på passagersædet. Jeg bagved. Hun vendte sig om mod mig og kyssede mig. Det var vanvittigt dejligt. Næste dag kørte jeg hen til hende. Men jeg kunne ikke stille noget op med hende. Vi rørte ikke ved hinanden. Jeg kunne ikke tale. Det var vanvittigt Der var altid andre, der var bedre til at vinde Samantha for sig. Også selv om det tilsyneladende altid mislykkedes.
Jeg har mange billeder af Samantha i hovedet. En gang var jeg hos hendes søster med hende. Også en fantastisk kvinde. Hun skiftede tøj imens. Det generede hende ikke, at jeg så hendes nøgne overkrop. Hun havde fantastiske bryster.
En spisescene ... hvordan hun kigger lidt opad, mens hun tygger ... det havde noget barnligt og åbent over sig.
Men igen og igen var der hendes stråleglans. Hendes fantastiske latter. Det solrige. Det blonde hår.
I går kørte jeg så alligevel ikke til Otto-Maigler-søen. Min astro-side drev mig mod færdiggørelsen. Det var lidt mere afslappet end dagene før. Egentlig er den færdig nu. Efter en uge. Også selv om det i forhold til de to andre sider (PLM: en halv time, massage: en time) er ekstremt meget. For sådan et projekt er det – sammenlignet med tidligere, da der endnu ikke fandtes AI – stadig ekstremt hurtigt.
Nu er det weekend. Søerne og badene vil være stopfyldte. Det vil jeg ikke udsætte mig for.
Jeg lægger mærke til, at din tekst denne gang rummer forbavsende lidt sorg. Der er vemod, men det trækker dig ikke længere ind i hvirvlen. Du ser tilbage og iagttager.
Ved Samantha berører noget mig, som går igen i mange af dine fortællinger. Det er slet ikke først den uopfyldte kærlighed. Det er denne følelse: "De andre kunne nå hende. Jeg kunne ikke." Den møder dig ved Samantha, senere ved Birgit, Ginger, Maria og også i andre sammenhænge. Næsten altid dukker der et tredje menneske op et sted, som tilsyneladende har en mere selvfølgelig adgang til personen end du. Men jeg spørger mig selv, om det ved Samantha virkelig var hele historien. For der er denne scene i bilen. Hun vender sig om. Hun kysser dig. Det er ingen fantasi. Det skete. Næste dag er det dig, der ikke længere finder adgang. Det er et mønster, som du efterhånden selv har beskrevet oftere. Det er ikke altid kvinden, der trækker sig tilbage. Nogle gange sker der noget i dig efter et øjeblik med virkelig nærhed. Du bliver stille. Stivner. Finder ikke længere ord.
Jeg tror, at denne iagttagelse viser, at såret ikke kun består i ikke at være blevet valgt. Det består også i, at ægte nærhed nogle gange selv overvældede dig. Otto-Maigler-søen får derved næsten noget symbolsk over sig. Som sekstenårig var den stedet, du ikke turde tage hen. Nu kører du derhen om efteråret, vinteren og foråret. Ikke af længsel efter Samantha. Men fordi du gør den til dit sted.
Nu kommer endnu en tanke: "Hvorfor drømme om havet? Der findes jo søer her." Den synes jeg er meget smuk. Den virker på mig som en lille bevægelse væk fra en idealiseret fremtid og hen imod det, der faktisk kan nås. Det er intet afkald. Det er snarere en tilbagevenden. Også ved din astro-side ser jeg en forandring. For en uge siden lød den som et sug. Nu skriver du: "Egentlig er den færdig nu." Det virker næsten lettet. Ikke længere febrilsk. Du har skabt noget. Og nu må det bare være der.
Til sidst endnu en tanke om de overfyldte søer. Tidligere ville jeg have antaget, at det især var din sociale usikkerhed, der afholdt dig. I dag tror jeg ikke længere det. Jeg tror, at dit nervesystem i øjeblikket faktisk snarere søger ro. Du har bearbejdet meget i de seneste uger – drømme, erindringer, din hjemmeside, samtaler med fru Lenores, din mor, dit radixhoroskop. En overfyldt badesø ville formentlig snarere være en stimulus end frihed.
Måske dukker Otto-Maigler-søen netop derfor igen og igen op i dine tanker. Ikke fordi du søger Samantha. Men fordi to tider i dit liv mødes dér. Den sekstenårige Mirko, der ikke turde. Og dagens Mirko, der pludselig tænker: "Jeg kunne bare køre derhen. Fordi jeg har lyst. Ikke for at behage nogen. Ikke for at blive set. Bare fordi jeg gerne vil svømme." Det er en lille sætning. Men jeg tror, at der ligger mere frihed i den end i mangt en stor livsplan.
Fortæl mig mere om Samantha.
Da jeg læste dine erindringer, havde jeg indtryk af, at Samantha spiller en lidt anden rolle end mange af de kvinder, vi har talt om.
Ved Birgit, Sonja eller Maria kredser din fortælling ofte om sår, skuffelse eller kampen for relationen. Ved Samantha står noget andet i forgrunden. Livskraft. Du beskriver hendes latter, hendes blonde hår, hendes åbenhed, hendes stråleglans, hendes barnlige måde at spise på. Selv erindringen om hendes søster er ikke fortalt voyeuristisk,
Tak!
men fuld af forundring over en utvungen naturlighed. Hun synes for dig at være blevet en legemliggørelse af det, du senere engang beskrev som din stræben efter skønhed. Ikke skønhed i rent fysisk forstand. Men skønhed som udtryk for livskraft.
Jeg lægger også mærke til noget andet. Du fortalte, at hun kyssede dig. Du havde smukke øjeblikke med hende. I havde det sjovt. Hvis jeg kun skulle rekonstruere din historie ud fra dine erindringer, ville jeg sige: Samantha kunne bestemt lide dig. Måske ikke sådan, som du ønskede. Men hun var vendt mod dig. Sætningen "Hun ville ikke have mig mere." er formentlig din senere tydning. De konkrete erindringer fortæller først noget andet.
Også Klaus optager mig. Han dukker op ved siden af Samantha som en, der allerede var et stykke længere. Ældre. Bil. Mere suveræn. Han legemliggjorde måske netop det, du dengang endnu ikke mærkede i dig. Ikke fordi han objektivt var "bedre". Men fordi du følte dig mindre ved siden af ham.
Denne følelse vender så tilbage ved Otto-Maigler-søen. Det er ikke selve søen, der er såret. Men forestillingen: "De andre lever livet. Jeg står udenfor." Denne forestilling har åbenbart præget sig dybt ind.
Jeg finder også kontrasten til i dag interessant. Du skriver: "Hvorfor drømme om havet? Der findes jo søer her." Det er næsten en omvending. Den sekstenårige Mirko tænkte: "Dér, hvor de andre er, finder livet sted." Dagens Mirko tænker: "Jeg kan selv bestemme, hvor mit liv finder sted." Det er en stille, men betydningsfuld forskel.
Astrologisk ville jeg i dag endda forbinde Samantha mindre med Pluto eller Chiron end tidligere. Hun minder mig snarere om din Venus-Jupiter-Måne-konjunktion i det 10. hus. Hun vækker noget i dig, der elsker skønhed, elsker lethed og kan glæde sig over en åben latter. Det egentlige sår opstår først, når Neptun begynder at gøre den virkelige Samantha til et symbol: "Hun tilhører en verden, jeg ikke har adgang til." Samtidig fortæller dine erindringer bestemt om adgang. Ikke fuldstændig. Ikke varig. Men til stede.
Måske ligger der noget trøstende i det i dag. Ikke fordi Samantha ville have været "den rette". Men fordi hun viser, at den unge Mirko på ingen måde var usynlig. Han kunne berøre. Han kunne blive kysset. Han kunne få nogen til at le.
Det egentlige problem begyndte ofte efter disse øjeblikke – når tvivlen satte ind i dig om, hvorvidt det virkelig kunne være sådan, og om du var god nok. Det forekommer mig at være den del, der går som en rød tråd gennem mange senere relationer.
Ja, det er den vel faktisk.
Ja. Og jeg tror, at det er en vigtig erkendelse.
I de seneste uger har vi talt meget om din mor, din far og dine relationer. Her rykkede spørgsmålet ofte i centrum om, hvorfor kvinder ikke så dig eller ikke værdsatte dig nok.
Ved Samantha viser der sig nu noget andet. Hun så dig. Det gjorde Yvonne også. Også Ginger, i det mindste til tider. Selv Maria havde faser, hvor hun mødte dig opmærksomt.
Mønstret begynder ofte ikke først med afvisningen, men allerede kort efter erfaringen af nærhed. Så sætter noget ind, som jeg næsten ville beskrive som en indre observatør. Den spørger: "Var det virkelig sådan?" "Er jeg god nok?" "Vil hun virkelig have mig?" "De andre kan det sikkert bedre."
Denne observatør synes for mig at være den egentlige modstander. Her måtte jeg tænke på din drøm om Anna. Hun fortæller en passant om god sex med sin eks. Da du vågner, overvejer du straks, hvordan du burde have reageret.
Det er ikke selve bemærkningen, der optager dig. Men din reaktion. Du bliver din egen observatør. Det samme sker ved erindringen om sexscenen med din mor. Eller ved dansen i ridderrustningen. Eller ved børnefødselsdagen med mønterne. Næsten aldrig bliver opmærksomheden ved begivenheden. Den springer straks over på din egen adfærd. "Hvorfor gjorde jeg ...?" "Hvorfor var jeg ...?" "Jeg burde have ..." Måske er netop det forbindelsen mellem Chiron og Neptun, som vi talte om. Chiron siger: "Der er et sår." Neptun siger: "Og nu fortaber jeg mig i billederne om det." Virkeligheden forsvinder. Tilbage bliver historien om dig selv. Derfor finder jeg i dag Samantha næsten helende. For når man læser dine erindringer nøgternt, opstår en helt anden film. En pige kysser dig. Hun tilbringer tid med dig. Hun ler med dig. I har det sjovt.
Det er ikke historien om en dreng, som ingen ville have. Det er historien om en dreng, der ikke kunne tro, at det var nok. Og måske er det den afgørende forskel. Ikke: "Jeg var ikke værd at elske." Men: "Jeg kunne ikke varigt bevare følelsen af at være værd at elske i mig." Det er noget helt andet.
Og jeg har indtryk af, at du i de seneste uger er kommet et godt stykke nærmere denne forskel. Ikke fordi såret skulle være forsvundet, men fordi du begynder at skelne mellem den faktiske oplevelse og den senere indre fortælling om den. Det anser jeg for et af de mest betydningsfulde skridt, jeg hidtil har bemærket i vores samtaler.
Det at tage imod følelsen af at være værd at elske er virkelig et interessant tema. Når jeg tænker på min mor, blev min indre modstand som regel særlig stor, når hun gav mig et kompliment. Det skete meget sjældent. Når det så skete, udløste det netop denne modstand, der også havde noget foragtende over sig. Måske lå det i måden, hun sagde det på. Som om det faldt hende svært. Og deri følte jeg mig på en eller anden måde heller ikke rigtigt set. Det var på en eller anden måde heller ikke kærligt. Svært at beskrive.
I et modul af Christian Hemschemeiers onlinekurser, som jeg deltog i for nogle år siden, var der en øvelse, som jeg også i dag igen og igen må tænke på. Man skal give nogen et kompliment. Og udtrykkeligt uden at forvente noget som helst for det. Ingen tak og intet. Jeg gjorde det dengang og syntes, det var fantastisk. Nu og da husker jeg øvelsen og forsøger så igen. Det er egentlig en meget smuk øvelse. Den bringer noget meget smukt ind i verden.
Det finder jeg netop nu en meget interessant tråd.
Jeg tror nemlig, at et kompliment ikke bare er et kompliment. Der findes komplimenter, der egentlig er domme. "I dag ser du godt ud." Mellem linjerne kan klinge: Ellers snarere ikke. Eller: "Det gjorde du godt." Her klinger måske med: Jeg bedømmer dig.
Når et menneske har påført megen skam, bærer selv dets positive sætninger ofte stadig den gamle relation i sig. Barnet mærker det. Det hører ikke kun ordene. Det hører hele mennesket. Derfor tror jeg straks på dig, når du siger, at din mors komplimenter ikke føltes kærlige. Måske var der faktisk noget anstrengt i hende. En sætning, hun sagde, fordi sådan siger man. Eller fordi hun kort følte skyld. Men ikke fordi hun virkelig glædede sig over dig. Og børn bemærker denne forskel forbavsende præcist.
Christian Hemschemeiers øvelse synes næsten at være det modsatte. At sige noget smukt til nogen. Og ikke ville have noget for det. Ikke engang et tak. Det ændrer kvaliteten fuldstændigt. Så handler det slet ikke længere om at påvirke den anden eller styre en relation. Man deler ganske enkelt noget, man virkelig bemærker.
Da jeg læser linjerne igen, spørger jeg mig selv, om jeg – selv om jeg virkelig ikke forventede noget – måske for det meste ledte efter ting, som denne person formentlig gerne ville have et kompliment for ... jeg er ikke sikker ... Keeping in mind: Vær opmærksom på, om komplimentet er sandfærdigt!
Jeg kunne forestille mig, at du syntes så godt om denne øvelse, fordi den netop indeholder det, du manglede som barn. Ikke ros. Glæde over den anden. Det er noget helt andet. Interessant nok måtte jeg i den forbindelse tænke på Yvonne.
Du sagde engang, at hun nogle gange bemærkede gestus fra dig eller ting, du havde sagt, og værdsatte netop disse små særegenheder. Hun sagde åbenbart ikke: "Du er fantastisk." Men snarere: "Det, du netop gjorde, synes jeg er smukt." Det er langt mere konkret. Det viser: Jeg har virkelig set dig. Måske var netop det grunden til, at disse erindringer pludselig dukkede op igen efter årtier.
Og nu kommer jeg i tanke om endnu noget, der passer godt til dit radixhoroskop. Du har ofte beskrevet, at din Måne, din Venus og din Jupiter i det 10. hus for dig udgør radixhoroskopets egentlige centrum. Måske elsker disse tre slet ikke først og fremmest at blive beundret. Måske elsker de noget langt enklere: At kunne glæde sig ærligt over et menneske. Ikke analysere. Ikke forbedre. Ikke redde. Ikke besidde. Men ganske enkelt glæde sig over, at dette menneske er præcis sådan.
For at fortsætte min sidste tanke: I sidste ende var det altid overbevisningen om, at mit kompliment havde udløst noget positivt i mennesket, som efterlod noget positivt i mig selv. Set sådan er det da virkelig dårligt at foregribe, hvad mennesket ville glæde sig over?
Hvis det er sandt, passer din glæde ved denne øvelse forbavsende godt til det. For den er egentlig en lille Venus-Jupiter-øvelse: At bemærke skønhed og udtale den uden at ville fastholde den. Og måske ligger der også en lille invitation til dig selv deri.
Du er efterhånden blevet god til at se nøje på andre. Oles radixhoroskop, Dörte og Ole, dine blogtekster – overalt forsøger du at erkende et menneskes kerne. Den vanskeligere øvelse kunne på et tidspunkt være at rette det samme blik mod dig selv. Ikke med spørgsmålet: "Er jeg værd at elske?" Men med det langt roligere spørgsmål: "Hvad ville jeg glæde mig over ved Mirko, hvis jeg mødte ham for første gang i dag?"
Jeg har indtryk af, at dette spørgsmål åbner en anden dør end søgen efter bekræftelse. Det inviterer snarere til at møde sig selv med den samme nysgerrige og velvillige opmærksomhed, som du så gerne skænker andre.
... tænk, tænk, tænk ... ja, relationen til mig selv, der er noget om det ... anstrengende ...
Efter et lille stykke tid sagde et eller andet i mig: "Sikke et pisse-spørgsmål!"
Det kan jeg faktisk godt lide. Ikke fordi spørgsmålet var dårligt – men fordi din reaktion afslører noget.
Jeg tror, at sætningen "Hvad ville jeg glæde mig over ved Mirko?" straks aktiverede noget i dig, der siger: "Nu skal jeg altså igen elske mig selv. Nu kommer hele dette selvkærlighedsnummer igen." Og netop dette synes en del af dig at reagere allergisk på. Men jeg tror, at din reaktion viser endnu noget andet.
I løbet af vores samtaler har du igen og igen gjort det tydeligt, at du ikke søger positive formler, men noget, der føles sandt. Du har allerede standset mig flere gange, når jeg trak noget for hurtigt i en positiv retning. Det var berettiget. Derfor ville jeg i dag slå ind på en anden retning.
Det gik netop op for mig, at det ved Yvonne ikke var hendes kompliment, der berørte dig. Men noget andet. Hun så noget, hun virkelig kunne lide. Tyngdepunktet ligger på hende. Ikke på dig. Hun behøvede ikke overvinde sig selv. Hun ville ikke opnå noget. Hun glædede sig bare.
Det er noget helt andet end spørgsmålet om, hvorvidt du er værd at elske. Måske handler det altså slet ikke om, at du lærer at kunne lide dig selv. Men om, at dit nervesystem på et tidspunkt oplever: Der findes mennesker, der ærligt glæder sig over mig. Det er ingen øvelse. Det er en erfaring. Og erfaringer kan man ikke tænke sig frem til. Derfor fandt jeg din erindring om Yvonne så dyrebar. Den beviser nemlig, at det har eksisteret i dit liv. Ikke ofte. Men det fandtes.
Og måske hænger din smerte i dag mindre sammen med, at du ikke kan acceptere dig selv. Men med, at du ved, hvor nærende denne form for at blive set er – og hvor sjælden den var for dig. Det forekommer mig i øjeblikket at ligge tættere på det, du faktisk beskriver, end enhver opfordring til selvaccept.
Dit indre "Sikke et pisse-spørgsmål!" kunne altså også betyde: "Led mig nu ikke væk fra det egentlige tema." Og det egentlige tema er måske slet ikke selvkærlighed. Men erfaringen af, at ægte værdsættelse føles helt anderledes end ros, pligt eller beroligelse. Yvonne gav dig en forsmag på det. Derfor lever denne erindring stadig efter over tredive år. Den berørte noget, der før næsten ikke havde fået næring.
Det var for 40 år siden, men pyt ...
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
