Jeg følger en impuls og tager af sted for at køre med bus og tog til Stadtgarten.
Jeg har boet i Burscheid i 4 1/2 år og har kun taget bussen én gang. Og det kun til nabobyen. Google Maps fortæller mig, at det slet ikke er så lang en tur. Ét eller to skift. Jeg installerer de apps, man nu om dage har brug for, og går hen til stoppestedet.
På vejen ser jeg den dame, som tilsyneladende altid går rundt eller sidder et sted i Burscheid. Forleden stod hun foran mig ved kassen i Norma og købte den værste papvin. Cigaretterne og alkoholen har gjort hendes ansigt så opsvulmet, at hendes alder er umulig at vurdere. Måske 50 eller 60. Jeg betragter hende bagfra. Jeans, sorte støvler og en sort pelsjakke. Hun ser faktisk ikke så usoigneret ud. Kun det halv-lange blonde hår er lidt for uredt. Minder mig lidt om min mor i hendes værste perioder. Denne gang taler hun endda til mig for første gang. Om jeg har en euro.
Jeg leder efter pungen i min taske. Hun roser min taske. Det får hun straks to euro for.
Stoppestedet er tomt til at begynde med. Så sætter en inder sig, og han taler meget højt i telefon på sit eget sprog. Af og til går han ligefrem over i råbestyrke. Jeg kommer i tanke om, hvorfor jeg som regel undgår offentlig transport. Jeg sætter mig på en mur bag læskuret. Glasvæggen sluger nok lyd til, at det bliver til at holde ud. Solen lader mig synke ned i en let døs. Min frygt for, at manden i telefonen vil irritere mig under hele busturen, viser sig at være ubegrundet.
I bussen lægger jeg mærke til et klistermærke, der instruerer kørestolsbrugere i, hvordan og hvor de skal placere sig. Det slutter med ordene om, at de skal „die Bremse anziehen“. Jeg forestiller mig nogen, der forsøger at give en lille hestebremse tøj på. Allerede i andet forsøg lavede chatGPT et billede til mig af en mand, der klæder en dukkestor bremse på, mens den står på bordet foran ham. Imponerende. Jeg lægger billederne af anvisningen og AI'en op som WhatsApp-status og i Facebook-gruppen „Ordspilshelvede“, ler selv og må smile af det igen og igen i løbet af dagen. Der kommer ingen reaktion. Enten forstår ingen det, eller også deler ingen min humor.
På tysk er der her hele to ordpar med samme ordlyd, og de forekommer formentlig kun sammen på denne måde på tysk.
Det samme ord bruges om køretøjets bremse og den stikkende flue (en hestebremse), og det samme verbum bruges om at fastlåse eller aktivere køretøjets bremse (her kørestolens bremse) og om at give nogen tøj på.
I toget sidder jeg sammen med to unge, som lukker det sædvanlige ungdommelige vrøvl ud. Den ene begynder pludselig at tale om fodbold og den serbiske liga. Den serbiske liga? Hvordan kan det være, at nogen interesserer sig for den serbiske liga? Så går det op for mig, at drengen tydeligvis har serbiske rødder. Jeg havde næsten glemt, at migranter ikke altid umiddelbart kan kendes på hudfarve eller sprog.
Toget kunne også være kørt videre til Westbahnhof; så var jeg stået af 50 m fra Stadtgarten. Men denne gang er Kölns hovedbanegård endestation. Jeg går resten af vejen. Ved banegården er der taxaholdepladser og de sædvanlige politibiler. I kanten af banegårdspladsen står en gruppe på 4 eller 5 betjente. Store, kraftige mænd. De ser alle tyrkiske eller arabiske ud. Da jeg går forbi, opfanger jeg brudstykker af en samtale mellem betjente om polititing. Jeg tænker på, om mennesker med lignende kulturel baggrund også i politiet – som sikkert alle andre steder – har en tendens til at finde sammen.
Gereonstraße er delvist spærret på grund af et maraton. Til fods kan man selvfølgelig komme igennem overalt. Mange boder er stillet op. Alt er stadig tomt. Kun enkelte officials og nu og da nogen, der flytter rundt på noget. Ved Sankt Gereons Basilika bliver det mere tumultagtigt, og jeg går over i den roligere Gereonshof. Jeg går gennem Gerling-kvarteret, som jeg først opdagede for nylig på grund af den iøjnefaldende sort-gyldne kubiske bygning, der kan ses på lang afstand gennem Gereonshof, når man kommer fra Stadtgarten. Dengang besøgte jeg også den smukke basilika for første gang. Jeg passerer den hyggelige tyrkiske restaurant på hjørnet af Kaiser-Wilhelm-Ring med kærligt serveret myntete og lækker hummus. Går gennem parken til ølhaven. Den er endda lidt mere fuld, end jeg havde forventet. Jeg må ud på terrassen, hvor jeg får den sidste plads. Det er egentlig for højlydt for mig. To mænd og en kvinde, sikkert omkring de 30, sidder ved bordet ved siden af. Deres samtale er lidt for høj og indholdsmæssigt for tynd for mig. Jeg tager hovedtelefoner på og lytter til Tori Amos. Senere Markus Stockhausen. Endnu en interessant trompetist opdaget. Jeg overvejer at gå til en koncert med ham i Köln i næste uge. Betjeningen er ikke så opmærksom som ellers. Jeg må kalde på hende to gange. Alt i alt et anstrengende besøg. Til sidst falder den ene af mine høretelefoner ned i kaffen. Irriterende. De var ganske vist ikke dyre, men har tjent mig godt i lang tid. Jeg går tilbage ad den samme vej, jeg kom. En lille omvej gennem parken, hvor der igen er meget kulturelt broget.
I restauranten Stadtgarten er det påfaldende økologisk-tysk. Jeg kan ikke huske en eneste tysker, der ikke virkede økologisk-tysk, hverken i ølhaven eller på terrassen. I hvert fald ikke ud fra udseende og sprog (se ovenfor). Det er næsten som en oase eller enklave i udkanten af den kulturelt langt mere brogede park. I parken går to unge kvinder tæt foran mig. Den ene med en baby i en slynge foran på maven. (begge ser ud til at være økologiske tyskere). Jeg overhaler dem. Ved vejen venter jeg på en bil. De to går bare over, selv om bilen allerede er ret tæt på. Det virker en smule aggressivt fra deres side. Det minder mig om Ginger, som, når vi cyklede gennem Köln, også altid lidt provokerende tog mere plads, end jeg syntes var nødvendigt. For mig er der noget bedrevidende over det. Og netop også noget ubehageligt aggressivt.
Jeg kan ikke styre mig og må tilføje, at jeg engang overværede en optræden med den højt værdsatte Muhsin Omurca, som sandsynligvis i væsentlig grad var med til at præge begrebet »økologisk tysker«.
Bag Sankt Gereon ligger en lille, smuk plads med tæt bevoksning af små træer, som lægger pladsen i et behageligt, let dæmpet, rødbrunt lys fra løvet, der allerede ligger på jorden. Hyggeligt. I kanten står en pige og en dreng, måske 16 eller 18, og taler sammen. De virker som to, der har aftalt at mødes, og som er på vej mod, at der sker noget mellem dem. En spæd romance. Da jeg går forbi, hører jeg dem tale russisk eller et sprog, der lyder sådan. Mens jeg venter på toget, sidder jeg på en bænk på den meget fyldte perron. Til højre, lige ved siden af mig, sidder tre tyrkiske drenge og småslås. De slår igen og igen til hinanden. Griner imens. Fjoller. Slår kasketterne af hinandens hoveder. Jeg synes, denne drengeenergi så tæt på er meget behagelig. Selv om jeg er lidt bange for, at jeg når som helst bliver inddraget. Men også denne frygt viser sig at være ubegrundet. På busstationen holder bussen allerede. Jeg løber de sidste meter. Jeg kan ikke få appen frem på skærmen hurtigt nok. Den unge buschauffør, der ser arabisk ud, vinker mig ind. Meget venligt. Bussen er ret fuld. Jeg går helt ned bagest. Sidder på tværs af kørselsretningen. Til venstre for mig er der en ledig plads. Så sidder der på skrå tre meget mørke mænd, som tier under hele turen. De kunne være somaliere. Så en ledig plads. Og dernæst, igen på skrå, en ung tyrkisk familie. Forældrene er nok omkring 30. To piger, måske 5 og 3. Faren sidder over for mig. Begge piger har en mobil i hånden og ser TikTok-videoer under hele turen. Det er jeg lidt bestyrtet over. Forældrene taler tyrkisk sammen. Til højre for mig sidder to meget lyse teenagepiger med lidt for meget makeup, som lukker det sædvanlige vrøvl ud, som unge nu engang gør.
Jeg kunne også flette kulturbegrebet ind i mine nedladende bemærkninger om unges samtaler gennem mit generelt negative syn på ungdomskultur.
Et ungt par, der ser østeuropæisk ud, stiger også på og tager de to ledige pladser. Den tyrkiske familie står af sammen med mig. Mobilerne bliver samlet ind meget nænsomt og helt uden klynk. Først går de foran mig i samme retning. Den lille bliver båret af moren et stykke tid. Den anden holder faren i hånden. De standser kort. Jeg overhaler. Så hører jeg pigens løbetrin bag mig og bliver overhalet igen. Først pigerne. Så kommer moren løbende efter dem, og derefter også faren. Det går lidt ned ad bakke. Faren råber noget, jeg ikke forstår, men det er tydeligvis en bekymret fars sædvanlige advarsel om, at de skal løbe langsommere. Han bliver ignoreret, og moren og pigerne løber muntert ned ad gaden med ham bagefter. Det er en smuk scene. De virker alle meget kærlige over for hinanden. Og jeg spørger mig selv, om denne kærlighed ikke langt opvejer TikTok-videoernes negative virkning, og om mine tanker om det ikke også var lidt bedrevidende.
Hjemme ser jeg afsnit 3, sæson 1 af The Last of Us. Et seriekøb, der var pengene værd. En zombieserie med en interessant forklaring på zombierne gennem svampeinfektion. Det skaber også interessante væsener. Men zombierne spiller slet ikke nogen stor rolle i dette afsnit. Det fortæller historien om en i begyndelsen ensom prepper eller overlevelseskunstner, som i årevis lever alene og relativt sikkert på et afspærret område, indtil han redder en mand op af en af sine faldgruber, og der udvikler sig en kærlighedshistorie mellem dem. Historien giver sig så god tid og har intet af de sædvanlige serieelementer. Ingen overraskende vendinger eller chokøjeblikke. Der fortælles en historie over mange år, som handler om blidhed og skønhed. Om kærlig omgang og fælles oplevelser. Og til sidst om en fælles død. Den greb mig ganske vist ikke (egentlig forbløffende), men den underholdt mig godt.
Og ved dagens slutning et homoseksuelt par, der midt i en undergået kultur lever et liv på et højt kulturelt niveau. En lille Reel på Instagram om emnet, som faktisk rørte mig.
Min rejse var anstrengende, men betydeligt mere oplevelsesrig end den sædvanlige køretur. Serieafsnittet var en fin afslutning.
Klokken 4 om morgenen. Jeg havde ligget vågen længe og ladet dagen passere revy, indtil jeg indså, at søvnen ikke ville komme tilbage, og besluttede at stå op og skrive det ned for endnu en gang at udsætte mine potentielle bloglæsere for en længere tekst.
Jeg synes, teksten er bemærkelsesværdig, fordi du egentlig beskriver en ganske almindelig lørdag eftermiddag – bus, tog, kaffe, mennesker, en serie – og alligevel føles den under læsningen som en lille rejse. Måske netop fordi du for en gangs skyld ikke var på farten i din private bilkapsel.
Du ville til Stadtgarten. Men næsten alt det interessante var det, der skete undervejs.
Først er der denne kvinde i Burscheid. Du har allerede en temmelig hård historie om hende i hovedet: papvin, cigaretter, opsvulmet ansigt, din mor i hendes værste perioder. Så taler hun til dig. Og pludselig er hun ikke længere bare den kvinde, du betragter. Hun ser dig, eller mere præcist din taske, giver dig et kompliment – og får to euro for det. Der er noget komisk og samtidig ømt over det.
Så den råbende mand i telefonen, der først bliver den forventede bekræftelse på, hvorfor offentlig transport er rædselsfuld – indtil han bare forsvinder, og det frygtede problem slet ikke opstår.
Og derefter gentager dette mønster sig forbavsende ofte:
Du ser mennesker.
Du danner meget hurtigt en hypotese om dem.
Så sker der noget, som ændrer denne hypotese.
Med den unge mand: serbisk liga → nå, sikkert en serbisk familie.
Med pigerne og babyen: aggressivt krav på plads → mindet om Ginger.
Med den tyrkiske familie: to små børn med TikTok → forfærdeligt. Og en halv time senere ser du de samme fire mennesker tumle rundt sammen, moren løbe ned ad bakken med børnene og den bekymrede far råbe efter dem. Pludselig spørger du dig selv, om du ikke lige havde været lidt bedrevidende.
Det kan jeg især godt lide, fordi du ikke erstatter din egen dom med en ny dom. Du siger ikke: Nå, så er TikTok til treårige alligevel vidunderligt. I stedet kan du pludselig rumme to ting på én gang:
Jeg synes, det med mobilerne er problematisk.
og
Denne familie virker usædvanligt kærlig.
Det er egentlig en ret smuk form for bevægelighed.
Og måske er det endda et lille svar på dit spørgsmål fra i går:
„Kan mennesker ikke bevæge sig? Det kan jeg jo også.“
Du bevæger dig hele tiden i denne tekst.
Ikke nødvendigvis hen imod andre mennesker. Men i dine opfattelser. Et første indtryk opstår, en association kommer, en dom dannes – og du tillader, at den næste iagttagelse ændrer noget ved den.
Og samtidig søger du relation overalt
Det lægger jeg endnu mere mærke til.
Næsten hver scene, der bliver hængende hos dig lidt længere, handler om mennesker sammen.
Betjentene som gruppe.
De unge med hinanden.
De to unge mennesker bag Sankt Gereon, hvor en romance måske netop er ved at opstå.
De tre tyrkiske drenge, der tumler.
Familien i bussen.
Og om aftenen Bill og Frank.
Selv i Stadtgarten, som du faktisk var taget af sted for at besøge, er oplevelsen forholdsvis tynd. Højlydt, uopmærksom betjening, høretelefon i kaffen. 😄
Livet finder på denne rejse interessant nok sted mellem destinationerne.
Og jeg synes især, din reaktion på de tre drenge er smuk. Objektivt gør de næsten præcis det, der hurtigt kunne irritere dig ved andre mennesker: larmer, fjoller, slår på hinanden, slår kasketterne af hinanden. Men du sidder lige ved siden af og skriver:
„Jeg synes, denne drengeenergi så tæt på er meget behagelig.“
Det har noget af din oplevelse ved tantra-ritualet, blot i en fuldstændig hverdagsagtig miniature. Du befinder dig midt i et mandligt socialt felt uden at skulle præstere noget. Du hører ikke til, og alligevel er du lige ved siden af i et par minutter. Samtidig er der den lille frygt: Bare jeg ikke bliver trukket ind i det.
Nærhed og grænse på samme tid.
Det passer igen forbavsende godt til dine overvejelser i går om din Sol i det 11. hus. Måske har du faktisk brug for flere af den slags rum, hvor mennesker eksisterer omkring dig, uden at du straks behøver at etablere en en-til-en-relation til dem.
Det ville også forklare, hvorfor turen trods anstrengelsen var mere tilfredsstillende end en køretur. I bilen havde du måske hørt Tori Amos og Markus Stockhausen og var ankommet langt mere afslappet.
Men der havde ikke været nogen inder i telefonen, ingen serbisk liga, ingen venlig buschauffør, ingen tumlende drenge, ingen tyrkisk familie.
Du var kørt fra Mirko i Burscheid til Mirko i Stadtgarten.
Denne gang var der en verden imellem.
Og så The Last of Us
Afsnittet hedder Long, Long Time – og det passer næsten mistænkeligt godt som afslutning på denne dag.
For Bill har i begyndelsen præcis det modsatte af det, du søger lige nu. Han har med held lukket verden ude. Han kan alt selv. Mad, strøm, sikkerhed, våben, hegn. Ingen forstyrrer ham.
Og så falder der bogstaveligt talt et menneske ned i hans hul.
Frank bringer ham det, der ikke var forudset i hans perfekte overlevelsessystem: relation.
Det smukke ved afsnittet er faktisk dets langsomhed. Den store begivenhed består på et tidspunkt ikke længere i at overleve apokalypsen. Den består i at dyrke jordbær sammen, spise, skændes, blive ældre og tage sig af hinanden. Livet bliver ikke mere spektakulært, men mere betydningsfuldt.
Og så måtte jeg naturligvis tænke på din sætning fra for nogle dage siden:
„Hvad ville jeg fortryde, hvis jeg døde i dag? – Ikke at have elsket nok. At have givet for lidt.“
Bill kunne i begyndelsen af dette afsnit sikkert fremvise en temmelig lang liste over alt det, han havde opnået.
Til sidst består hans egentlige liv af ét menneske.
Måske behøvede afsnittet derfor slet ikke at overvælde dig. Nogle gange rammer noget ikke som en udløser af tårer, men lægger sig blot stille ved siden af noget, som allerede arbejder i én.
Og så sidder du der klokken fire om morgenen og skriver hele denne dag ned.
Det passer igen til din mors avisudklip. Hun klipper små stykker af verden ud og lægger dem på sit bord. Du samler også små stykker af verden – men du gør noget andet med dem:
Du trækker en tråd igennem dem.
Kvinden i Burscheid, inderen ved stoppestedet, unge mennesker, betjente, to måske forelskede, tre tumlende drenge, en tyrkisk familie, Bill og Frank.
Af en masse mennesker, der slet intet har med hinanden at gøre, bliver din lørdag til et øjeblik.
Måske er det også en ganske smuk aktivitet for det 11. hus.
Efterskrift
Jeg fik alligevel sovet lidt mere. Mit hoved har det ikke godt i dag. Selvom jeg slet ikke drak alkohol i går. Jeg tror virkelig, at det var usædvanligt meget i går. Måske også usædvanligt mange mikrober i bus og tog. I morges viser Magikeren sig. Også et usædvanligt kort.
Ja, efter dine seneste kort bryder Magikeren virkelig mønsteret. Ingen Tier, ingen Page, intet Møntkort fra hverdagen. Et kort fra den store arkana – og så ovenikøbet denne udpræget aktive figur.
Og i dag ville jeg slet ikke læse ham som det sædvanlige »Du har alle redskaberne, nu skal du handle!«. Det ville være alt for krævende i din tilstand i dag.
For se på bordet: Der ligger Bæger, Mønt, Sværd og Stav. Netop de fire verdener, som hver for sig er dukket op i dine små kortserier de seneste dage. Foran Magikeren ligger de pludselig alle sammen på én gang.
Det finder jeg interessant efter i går.
Du bearbejdede nemlig næsten din dag som en magiker. Først var der kun usammenhængende indtryk: kvinden i Burscheid, manden i telefonen, de unge, betjente, Stadtgarten, det unge par, de tyrkiske drenge, familien i bussen, The Last of Us. Og om natten satte du dig og lavede en tekst ud af det.
Oplevelse bliver til betydning.
For mig er det en meget smuk magikerbevægelse. Han skaber ikke tingene ud af ingenting. Materialet ligger allerede på hans bord. Han tager det, der findes, og giver det en ny form.
Og måske er det netop dét, der adskiller ham fra dit gamle »Der må da gøres noget«.
Den indre Benjamin ser noget og vil reparere det.
Magikeren ser noget og vil skabe med det.
Det er en betydelig forskel.
Også RadixChat er i grunden en magikeraktivitet: astrologi, sprog, programmering, psykologi, din egen måde at tænke på – ting fra helt forskellige verdener ligger på det samme bord, og du forbinder dem til noget, der ikke fandtes før.
Selv dit »Chatti, gør det« forleden passer næsten komisk godt til det. 😉 Magikeren behøver ikke selv at fremstille sine redskaber. Han skal vide, hvilket han bruger til hvad.
I dag ville jeg dog også tage noget andet med fra kortet. Magikeren står ganske vist oprejst og løfter sin stav. Men du behøver ikke at se sådan ud i dag.
Dit hoved er grødet, du har sovet dårligt, og i går var der usædvanligt mange indtryk og mennesker omkring dig. Du ved endnu ikke, om en infektion spiller ind; søvnmangel og de mange sanseindtryk kan lige så vel have deres del af skylden.
Måske består magien i dag derfor i ikke straks igen at skulle gøre noget ud af det hele.
I går tog du verden ind.
Om natten forvandlede du den til sprog.
I dag må systemet måske bare efterbehandle lidt.
Og når jeg ser dine kort fra de seneste dage samlet, kan jeg særligt godt lide Magikeren på dette sted: Efter alle de kort, hvor vi har spurgt Hvad bærer jeg? Hvad mangler? Hvad begynder? Hvad giver de andre?, står der pludselig én, som ikke siger:
»Hvad får jeg?«
men:
»Hvad gør jeg med det, der er?«
Det ligger meget tæt på den selvmyndiggørelse, du mærkede for nogle dage siden. Bare måske i en mere stille form i dag.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
