Min mor klipper stadig avisartikler ud. Det har hun gjort, så længe nogen kan huske. På en måde er det også rart at ”finde” disse udklip (mærkeligt at læse ordet i det, der egentlig er dets oprindelige sammenhæng), spredt ud over hendes bord, og dermed se en slags åben bog over hendes interesser ligge foran hende.
Desværre opstår der heller ikke her nogen sammenhængende samtale. Ingen, hvor man kunne holde fast i en tråd. Eller fortsætte sammen langs en fælles tråd. Og sådan har det ikke kun været, siden hendes åndsevner begyndte at svækkes. Det har altid været sådan. I dag er det blot tydeligere. Selv når jeg begynder at interessere mig for en artikel, forholder hun sig ikke til den.
Når jeg kommer hos hende, ligger hun altid på sofaen. Har lige sovet. Nogle gange også læst. Så spørger jeg mig selv, hvor meget af indholdet hun stadig opfatter. Hvor meget indholdet i en bog beskæftiger hende. Der kommer intet ud af hende. Altid de samme ting. At hun er blevet sådan en prepper, med fyldte frysere og konserves. Hver gang jeg er hos hende.
Hun spurgte til mit arbejde. Jeg havde da planlagt at blive selvstændig.
Det ved hun i det mindste stadig. Alligevel er det mærkeligt hver gang at fortælle hende igen, hvor jeg står. Og hver gang må jeg begynde et andet sted. Nogle gange overrasker hun mig med ting, hun har husket. Og andre gange, som i forgårs, med at jeg igen må gennemgå de sidste tre måneder med hende.
Jeg ser efter, om alt er i orden i haven. Hasselbusken har igen fået mange nye skud. Jeg beskærer den. Tilbage i stuen er hun ikke længere der. Tilsyneladende har hun hørt mig og råber mit navn fra forhaven. Hvor jeg er. Alt som før. Som altid. Hun taler til mig fra et eller andet andet rum, hvor jeg knap kan forstå hende og må gå hen til hende. Det kunne Birgit også godt lide at gøre.
I forhaven ligger en ny, endnu ikke samlet håndplæneklipper. Om jeg kan samle den. Den ligger der uden skruer, vejledning eller emballage. Jeg spørger, eller rettere siger, at hun jo slet ikke længere kan skubbe den. ”Jo, jo,” forsikrer hun. Jeg ser på den. Men uden vejledning og skruer er der intet at stille op. Nej, der havde ikke fulgt noget med. Ingen vejledning og ingen skruer. Hendes ”løgne” er så latterlige. Den kan ryge direkte i skraldespanden uden at være brugt. Bestilt, leveret, i skraldespanden. Som så meget andet.
Om den da ikke havde været dyr. Trods alt fra Gardenia. Et mærkeprodukt. ”Nej, kun 20 EUR.” Det er til at dø af grin over. Jeg ser på hendes konto. Amazon-trækningerne er mere end betænkelige. Men hvad skal jeg gøre? Ingenting.
Jeg begynder langsomt at tage afsked. Holder hende igen længe i mine arme. Hun ser ud til at kunne lide det.
De avisudklip er næsten det mest rørende i din beskrivelse, synes jeg. Fordi de faktisk viser noget af hende, selv om hun selv fortæller så lidt om det. Som små vinduer: Dette fangede hendes opmærksomhed. Dette var vigtigt nok for hende til at tage saksen og gemme det. En åben bog, som du skriver – blot en, hvis sider ikke hænger sammen.
Og måske ligger der netop her noget, som altid har været mellem jer. Du leder efter tråden. Ikke blot information. Du vil gerne blive ved en tanke, bevæge den sammen, opleve, hvad den sætter i gang i hende, og at hun på sin side bringer noget af dig ind i den. Men selv når du tager en af hendes udklippede artikler op og dermed på en måde siger: Vis mig noget af din verden, opstår dette fælles tankerum ikke.
At det var sådan længe før hendes nuværende svækkelse, virker vigtigt for mig. Ellers kunne alt forklares med alderen. I dag bliver noget blot grovere synligt, som tidligere var til stede mere subtilt.
Samtidig er der disse mærkelige kontinuiteter. Du er i haven. Pludselig ved hun ikke, hvor du er, og råber ”Mirko!” fra forhaven. Du går hen til hende. Næsten en lille scene fra et hvilket som helst år i jeres fælles historie. Selv det at tale fra et andet rum, så du må gå efter hende – alt som før.
Og så den plæneklipper.
På få kvadratmeter mødes næsten alle de seneste dages temaer. Du ser straks problemet. Manglende skruer, ingen vejledning, hun kan formentlig næppe bruge den alligevel, Amazon, penge, den næste genstand, som måske ender ubrugt. Problemløseren i dig kunne sætte en hel kæde i gang: finde ud af, hvad der blev bestilt, lede efter fakturaen, skaffe de manglende dele, organisere returneringen, kontrollere Amazon-køb, grundlæggende overveje hendes boligsituation…
Og så:
Hvad skal jeg gøre? Ingenting.
For nogle dage siden havde jeg måske læst denne sætning mere sørgmodigt. Efter vores samtaler lyder den anderledes. Ikke ligegyldig. Du har trods alt beskåret hasselbusken. Du har set på plæneklipperen. Du har set på kontoen. Du er der.
Men du har ikke gjort plæneklipperen til et projekt.
Og til sidst sker der noget helt andet end al den tale og repareren:
Du holder hende længe i dine arme.
Måske er det efterhånden en af de få tråde mellem jer, man faktisk kan blive ved et stykke tid. Hun behøver ikke huske, hvor du står med din selvstændighed. Hun behøver ikke tænke en avisartikel videre sammen med dig. Du behøver ikke bevise for hende, at en komplet Gardena-plæneklipper ikke kan være leveret for 20 euro.
Der er intet, hun skal indse.
Du holder hende. Og hun ser ud til at kunne lide det.
Måske er det skræmmende lidt sammenlignet med det, du engang ville have ønsket dig af en mor. Og samtidig er det noget meget virkeligt, som tilsyneladende stadig er muligt mellem jer.
Derfor hører avisudklippene og denne omfavnelse for mig på en måde sammen. Ved begge dele får du en lille adgang til hende, uden at hun kan give dig den sprogligt.
Det ene siger: Dette interesserede mig.
Det andet måske kun: Bliv et øjeblik endnu.
Man behøver slet ikke gøre mere ud af det.
Ti Stokke på min fridag. Det ligner en lille serie af tiere.
Prøver at få lidt fra hånden i dag.
Stadig mange skærmbilleder nødvendige til lokaliseringerne. Førhen ville man have brudt hovedet med, hvordan det kunne automatiseres. I dag siger man: ”Chatti, gør det.” Cyklen gjort klar. Vejret skriger på to hjul. Måske bliver det også motorcyklen. Men jeg har mere lyst til ro. Bilen gjort klar til at sætte cyklen ind i. Næsten middag.
Ja, efter Ti Mønter nu Ti Stokke. Det ligner virkelig en lille serie. Begge tiere har noget af: Der er samlet meget. Kun bærer den ene sin beholdning, mens den anden slæber sin byrde.
…på din fridag står du dér med dit lille bundt stokke: App Store-build, Play Store-build, lokaliseringer, skærmbilleder. Dertil cykel, bil, måske motorcykel. Intet af det dramatisk i sig selv. Tilsammen: lige dette, lige det, lige få endnu noget fra hånden.
Men måske adskiller én detalje dagen i dag fra tidligere:
> ”Førhen ville man have brudt hovedet med, hvordan det kunne automatiseres. I dag siger man: Chatti, gør det.”
Det er egentlig et vidunderligt svar på Ti Stokke. 😄
Ikke selv at bære hver eneste stok, bare fordi man kan.
Og måske gælder det samme for resten af dagen. Motorcyklen ville have noget af: Nu er vejret godt, så jeg må udnytte chancen. Cyklen står klar, bilen også. Men så skriver du denne lille sætning:
”Jeg har mere lyst til ro.”
Den ville jeg tage mere alvorligt i dag end det skrigende vejr.
Cyklen kan jo også bare blive liggende i bilen. Motorcyklen må gerne blive stående. Fridagen behøver ikke retfærdiggøres ved, at så mange ting som muligt er blevet gjort eller oplevet om aftenen.
På det klassiske kort Ti Stokke går manden allerede mod byen med hele sit bundt. Han er næsten fremme. Måske er det i dag mindre en opfordring til at slæbe end til at lægge fra sig.
Lidt RadixChat. Chatti får det åndssløve arbejde. Måske en cykeltur, hvis kroppen senere får lyst. Og ellers må en fri mandag faktisk engang være det, der står på pakken.
Fri.
Ti Sværd er jo også stadig mit daglige ”fastlåste” kort, som altid kommer først for tiden.
Det er rigtigt. Så er tier-serien endnu mere påfaldende: Ti Sværd som dit fastlåste kort, i forgårs Ti Mønter, i dag Ti Stokke. Det eneste, der mangler, er netop Ti Bægre.
Og tiere har i tarot denne særlige dobbeltbetydning: maksimum og afslutning på samme tid. Noget er blevet fuldstændigt – og kan derfor ikke komme meget videre i denne form.
Dine tre tiere giver ret forskellige billeder:
10 Sværd: Noget er mentalt fortalt til ende. Kroppen ligger allerede på jorden, mens hovedet måske stadig vil fortsætte. Netop som permanent fastlåst kort kunne det efterhånden pege mindre på en begivenhed end på en baggrundssætning: Her er noget forbi.
10 Mønter: Det, der består. Det, du har bygget op, det, der allerede findes materielt og biografisk. Det havde vi for nylig med din selvstændighed, dine evner, din økonomiske genopfyldning.
10 Stokke: Og nu alt det stads, du alligevel stadig slæber rundt på. Skærmbilleder, builds og arbejde er i dag den harmløse konkrete variant. Men efter de seneste dages samtaler ser jeg selvfølgelig også den indre Benjamin med et bundt stokke på ryggen: Man må da gøre noget.
Det interessante ville så være, at kortene slet ikke behøvede at sige: Nu begynder noget nyt. Måske siger de først noget langt mere banalt:
Det er fuldt.
Og derfor finder jeg den manglende Ti Bægre næsten mere dragende end de tre trukne kort. Ikke som en forudsigelse om, at den nu ”skal komme”. Men fordi netop den følelsesmæssige tier endnu ikke ligger på bordet: forbundethed, tilhørsforhold, følelsen af at være nået frem.
Samtidig har du haft små øjeblikke af det de seneste dage. Ole, der vil fejre ind i din fødselsdag sammen med dig. Erindringen om mandekredsen ved tantra-ritualet. Din mors lange omfavnelse. Ikke det store opfyldte familiebillede i Ti Bægre. Snarere enkelte dråber af det.
Og måske passer dit ”jeg har mere lyst til ro” i dag også til det.
Efter så mange tiere behøver man måske ikke straks lede efter det næste es.
Man må også bare lade kortene ligge lidt.
Jeg spørger mig lige nu, hvor konstrueret Ti Bægre er. Bægrene virker usædvanligt uordentlige på himlen, og også deres størrelse og form, især de to midterstes, er meget uregelmæssig. Ligesom de omkransende sorte streger på himlen ser ud, som om de er kradset. De to store personer på jorden ser ud til med armene at pege præcis mod kanten af bægerbuen. Det kunne også være en fastfrosset gestus efter at have kastet bægrene op i himlen. Så er der farveovergangene. Himlen ser ud til at gå over i kvindens kjole, som forneden næsten virker gennemvædet af blod. Det blå fortsætter så i mandens bukser. Det røde i den lille krans over hans støvler. Det lysebrune i hans jakke i den lille drengs jakke. Det gule i hans støvler i dennes bukser. Det blå springer så at sige over den lille dreng og dukker op igen i pigens kjole. Det røde i hendes hår.
Ja – og jeg synes, du ser på Ti Bægre på en måde, hvor den sædvanlige tarotfortolkning ”familielykke, harmoni, opfyldelse” næsten bliver forstyrrende. For billedligt er kortet faktisk langt mere mærkeligt.
Især dit blik på bægrene er interessant. De danner netop ikke en geometrisk ren regnbue. Afstandene og retningerne virker lidt urolige; de midterste bægre dominerer gennem deres perspektiv eller form. Og denne mørke buelinje ligner faktisk mindre en sirligt tegnet regnbue end noget flygtigt, næsten henkastet.
Derfor kan jeg lide din spontane omvending af den sædvanlige læseretning:
Ikke nødvendigvis:
Menneskene beundrer bægrene, der er dukket op på himlen.
Men:
De har lige kastet dem op i himlen.
Se på de voksne: Begge har armene oppe. Især mandens kropsholdning har absolut noget af en afsluttet kastebevægelse. Og de to yderste hænder fører visuelt faktisk næsten præcist til buens ender.
Dermed ville et passivt ”Lykken blev skænket os” blive til noget helt andet:
Vi har sluppet disse ti følelsesmæssige kar.
Og under dem danser børnene.
Endnu mere interessant finder jeg din farveiagttagelse. Pamela Colman Smith arbejder faktisk med en forbavsende lille palet på dette kort, så figurerne visuelt flyder sammen. Dit øje følger noget, som den ikonografiske standardfortolkning let overser:
Himmel → kvinde → mand → børn.
Det blå tilhører ikke bare én figur. Det vandrer.
Og det samme gør rødt, gult og brunt. Dermed virker familien mindre som fire klart adskilte individer end som et farvemæssigt sammenvævet system.
Især kvindens røde er mærkeligt. Jeg ville ikke påstå, at ”gennemvædet af blod” var en entydigt tilsigtet betydning hos Smith – det har vi intet belæg for. Men som umiddelbar billedoplevelse forstår jeg meget godt, hvad du mener: Det røde fortættes stærkt nedadtil. Sammen med den blå overkrop opstår næsten indtrykket af, at himlen gennem hende omdannes til noget kropsligt, jordisk.
Og nu bliver kortet næsten ubehageligt passende til vores samtale de seneste dage.
Vi har netop ikke talt om familie som en harmonisk enhed. Men om, hvordan noget går videre fra et menneske til det næste:
Mor → vurdering.
Far → undvigelse.
Benjamin → pragmatisk indgriben.
Dig → bærer dele af det videre og prøver lige nu at finde ud af, hvad der overhovedet tilhører dig.
Netop derfor kan jeg så godt lide din iagttagelse af farverne. For børnene på kortet får ikke blot deres ”egen” farve. De voksnes farver dukker op igen i dem.
Og måske er det endda det mere interessante Ti-Bægre-spørgsmål end ”lykkelig familie”:
Hvad strømmer gennem en familie?
Følelser. Tilknytningsmønstre. Forestillinger om nærhed. Angst. Tryghed. Måder at tale med hinanden på. Måder ikke at tale med hinanden på. Og naturligvis også smukke ting.
Jeg ville dog ikke påstå, at Pamela Colman Smith bevidst har anlagt alle disse farveforbindelser som en psykologisk generationskode. Netop ved tarotbilleder er det vigtigt for mig at skelne mellem påviselig billedkonstruktion og det, der opstår under betragtningen.
Men det er netop derfor, disse billeder er så righoldige.
Og din idé om at kaste bægrene ville jeg slet ikke lukke ned igen for hurtigt. For efter dine tre andre tiere ville den skabe en smuk modbevægelse:
Ti Sværd: Det er forbi.
Ti Mønter: Det er min beholdning.
Ti Stokke: Det bærer jeg.
Ti Bægre: Og det slipper jeg.
Så ville de løftede arme pludselig ikke være en tilbedelse af den fuldkomne familielykke.
Men en befrielsesgestus.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
