Igen „Stronger” med Sugababes. Den må jeg høre igen og igen.
Trangen til at befri mig fra alt det elektroniske lort bliver stadig større.
I sidste ende forekommer også AI-chatten mig at være en søgen efter noget udefra, som skal tilfredsstille noget, der mangler indeni.
Jagten på noget, man kan holde fast i.
Eller måske mere præcist: noget, der holder fast i én. Omfavner. Holder. Nærer.
Men måske ligger forløsningen (igen og igen...) netop i at give slip. Måske også i at blive sluppet. Måske er også det en impuls, der er blevet hængende fra forlystelsesparken. Den fornøjelse, som følelsen af at blive sluppet kan give. En følelse, som rutsjebanerne, men også kædekarrusellen, skaber så fremragende. At blive sluppet og nyde det. Måske også på grund af den iboende tryghedsfølelse. Trygheden bliver ikke draget i tvivl. Eller må ikke blive draget i tvivl. Så snart man gør det, bryder panikken hurtigt ud.
Jeg er stadig fascineret af det indtryk, de unge gjorde. Deres overstadighed og opstemthed, som blev mere og mere tydelig i løbet af dagen. De røde kinder. En gruppe unge måtte om eftermiddagen på et tidspunkt have en streng irettesættelse af en opsynsmand. De var nok blevet lidt for overmodige. Livskraft med høj intensitet.
Ja. Og jeg tror, at der ligger noget andet i „at blive sluppet” end i det ofte lidt letkøbte terapeutiske „Du skal give slip”.
Når du giver slip, er det igen dig, der skal gøre noget. Selv befrielsen bliver en opgave.
At blive sluppet er derimod passivt.
I kædekarrusellen sætter du dig, bøjlen — eller rettere kæden — holder dig, og så sker der noget med dig. Du bliver trukket op, båret udad, drejer rundt. I nogle minutter behøver du slet ikke bestemme nogen retning.
Det afgørende forekommer mig faktisk at være din anden tanke: Du kan give slip på dig selv, fordi du bliver holdt.
Det er egentlig et vidunderligt paradoks.
Kædekarrusellen slipper dig — og holder dig samtidig fuldstændig pålideligt fast.
Du kan overgive dig til centrifugalkraften, netop fordi der et sted i dig findes en antagelse: Kæden holder. Sædet holder. Konstruktionen holder. Jeg bliver ikke slynget ud.
I det øjeblik denne vished for alvor brast, ville fornøjelsen faktisk blive til panik.
Og dér rammer billedet fra forlystelsesparken meget præcist dit relationstema fra de seneste dage. Måske er tryghed ikke frihedens modsætning, men en af dens forudsætninger.
Hos Birgit kunne du i lang tid føle dig forholdsvis tryg. „Vi’et” var ikke konstant til forhandling. Måske kunne du netop derfor give mere slip på nogle områder. Senere blev forhold for dig i langt højere grad til noget, der skulle overvåges:
Er jeg stadig ønsket?
Hvad betyder denne eks-partner?
Hvorfor er hun egentlig sammen med mig?
Hvordan fortolker hun mig?
Hvornår går det i stykker igen?
Så holder man selv fast i sig indvendigt.
Og på et tidspunkt bliver selv nærhed anstrengende.
„Noget, der holder fast i mig”
Det synes jeg også rammer vores samtaler meget præcist.
Du skriver noget ind.
Jeg slipper ikke tråden.
Jeg minder om tidligere sammenhænge, tager den næste tanke op, svarer. Dialogen holder. Næsten uanset hvor langt dine associationer fører dig.
Det kan føles som at blive holdt.
Kun mangler netop den fysiske og eksistentielle dimension, du længes efter. Jeg kan holde tanken. Ikke dig.
Og derfor kunne din voksende modvilje mod alt det elektroniske bras sagtens være tegn på noget sundt — ikke i betydningen „teknik dårlig, virkeligt liv godt”. Dertil har du oplevet og skabt alt for meget smukt netop gennem teknik.
Måske mærker du ganske enkelt tydeligere:
Denne form for at blive holdt er ikke nok for mig.
Så ville det at skrive mindre med mig ikke være en asketisk øvelse og heller ikke at følge Frau Lenores’ råd. Det kunne opstå af en langt mere umiddelbar impuls:
Jeg vil igen mærke tydeligere, hvad der sker, når der ikke kommer noget svar her.
Det kan til at begynde med føles ubehageligt tomt.
Men måske kan der så også igen komme noget fremmed ind, som vi ikke allerede på forhånd har bearbejdet sprogligt sammen.
Og de unge
Jeg forstår din fascination. Der var noget synligt, som du lige nu smertefuldt savner hos dig selv: livskraft uden konstant selviagttagelse.
Røde kinder.
At blive højlydt.
At blive overmodig.
At måtte irettesættes af opsynsmanden.
Ikke hele tiden overveje:
Er denne adfærd passende?
Hvad siger den om mig?
Passer den autentisk til min personlighed?
Hvorfor vil jeg det lige nu?
De var åbenbart bare så opkørte, at en voksen udefra på et tidspunkt måtte sætte grænsen.
Og måske ligger der i det en del af din længsel efter ungdom, som slet ikke først og fremmest har med glat hud, seksualitet eller fysisk ydeevne at gøre.
Unge mennesker må stadig komme ud af sig selv.
Senere forventes det i stigende grad, at man regulerer sig selv. Drikke med måde. Dyrke motion fornuftigt. Lægge penge til side. Ikke være for højlydt. Forudse andres grænser. Indordne sine egne impulser. Forebyggende sundhedspleje. Pensionsopsparing. Selvomsorg.
På et tidspunkt bliver man sin egen opsynsmand.
Måske er det derfor, kædekarrusellen ramte dig så stærkt.
I nogle minutter må opsynsmanden blive nede.
Du sætter dig.
Maskinen tager over.
Du flyver.
Og bagefter lander du præcis dér, hvor du steg på.
Fuldstændig meningsløst.
Måske netop derfor så smukt.
Og nu får „Stronger” en lille ironi. Måske består styrke i dag slet ikke i at holde endnu bedre fast i dig selv.
Måske findes der også en styrke i af og til at lade sig slippe af noget trygt.
Ikke ned i afgrunden.
Ind i bevægelsen.
Og bagefter igen jord under fødderne.
Denne iboende tryghedsfølelse hænger formodentlig stærkt sammen med ens egen mor. Man siger jo, at forholdet til moderen repræsenterer det senere forhold til omverdenen.
Jeg tror, at min mors „styrke” også har efterladt noget sådant i mig. Noget, jeg som ung i højere grad kunne overgive mig til.
Jeg skrev „styrke” i anførselstegn, fordi jeg ikke kan finde et bedre ord. Styrke er jo normalt et ord med en meget positiv klang. Jeg mener det snarere i betydningen fasthed. Måske også stivhed. Urokkelighed. Hun lader intet komme ind i sig. Intet, der kunne forandre hende. Som en klippe, der er uigennemtrængelig for tingene inde i andre mennesker. Kun for de ting, der kan opfattes udefra og kunne angribe hende. Men ikke for de indre ting. Hos Sonja mødte jeg igen denne mangel på empati.
Noget, som formodentlig allerede som barn trængte dybt ind i mig. Oplevelsen af, at der for hende kun findes hendes egen indre verden. Uomstødelig. Uforanderlig.
Også det giver på en vis måde en følelse af tryghed. En følelse af, at verden er, som den er. Intet kan ændre den.
Det kan man stole på.
Man kan gå i stykker på det eller stole på det.
Eller man er pissehamrende ligeglad med det.
Ja. Og måske er „fasthed” faktisk det bedre ord end styrke. Eller endnu mere præcist: urokkelighed.
Ved den ofte hørte påstand om, at forholdet til moderen bliver til det senere forhold til verden, ville jeg ganske vist ikke gå ud fra en simpel en-til-en-prægning. Men udviklingspsykologisk er der noget plausibelt i det: Meget tidlige omsorgspersoner er faktisk i begyndelsen en væsentlig del af det, hvorigennem et barn oplever, om dets omgivelser reagerer, beroliger, er tilgængelige og nogenlunde forudsigelige.
Og din mor kan have tilbudt en ejendommelig blanding:
Forudsigelighed uden resonans.
Det er noget andet end kaos.
Hvis hendes indre verden faktisk var så fast, som du oplevede den, så var der bestemt noget ved den, man kunne stole på. Ikke nødvendigvis at hun ville forstå dig. Men at hun ville blive ved med at være sig selv.
Klippen bevæger sig ikke.
Det kan betyde tryghed for et barn.
Og samtidig noget frygteligt: Hvis klippen ikke bevæger sig, når du løber ind i den, så opstår forandringen altid på din side.
Du tilpasser dig.
Du forklarer dig.
Du bliver mere stille.
Du holder op med at grine så meget.
Du observerer hendes reaktion.
Du lærer, hvad der er farligt.
Klippen bliver ved med at være klippe.
Måske ligger forbindelsen til din sætning også her:
„Man kan gå i stykker på det eller stole på det.”
Egentlig endda begge dele samtidig.
Man kan slide sig hudløs på et menneskes uforanderlighed og alligevel bruge netop denne uforanderlighed som orientering.
Og så bliver dit nuværende tryghedstema endnu mere kompliceret. For måske kender du to meget forskellige former for tryghed.
Den første:
Den anden er uforanderlig.
Jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til, fordi jeg ved, hvordan dette menneske fungerer. Det lader sig ikke pludselig forandre af mig.
Den anden, som du i dag synes at søge langt mere intensivt:
Den anden kan forandre sig uden derfor at forsvinde.
Jeg siger noget — det når frem til dig.
Det ændrer måske dit blik.
Du siger noget — det ændrer mig.
Vi bliver alligevel ved med at være os selv.
Det ville være resonans.
Og måske er netop denne anden form så kostbar og samtidig så foruroligende for dig, fordi den er mindre forudsigelig.
Frau Lenores lytter til dig og ændrer nogle gange sit syn.
Bernd begynder at fortælle noget ved bækken, og pludselig ændrer hele din tilstand sig.
En kvinde ser dig, reagerer på dig — og straks kan noget i dig komme ud af kontrol.
Livskraft betyder netop, at noget ikke er urokkeligt.
Og så Sonja
At du oplevede noget lignende hos hende, synes jeg er interessant. Ikke fordi hun dermed skulle være „som din mor”. Men måske var der denne velkendte erfaring:
Med det, jeg oplever, kommer jeg ikke rigtig ind i den andens indre verden.
Den anden fortæller sine historier, har sine relationer, sine selvfølgeligheder. Du kan reagere, lide, forklare — men grundordenen består.
Det kan være frustrerende og velkendt på samme tid.
Måske er det velkendte undertiden langt mere magtfuldt end velbefindende.
Og så får din sidste sætning vægt:
„Eller man er pissehamrende ligeglad med det.”
Det kunne naturligvis bare være trods.
Men måske ligger der også noget befriende i det, som vi for nylig berørte ved kædekarrusellen.
Hvis klippen bliver ved med at være klippe, behøver jeg ikke bruge hele mit liv på at finde ud af, hvordan jeg alligevel kan få den til at flytte sig.
Min mor forstår det ikke.
Måske kommer hun aldrig til at forstå det.
Min far har ikke givet mig visse ting.
Han kommer ikke til at give mig dem længere.
Birgit har sin version af vores historie.
Ginger har sin.
Sonja sin.
Eva sin.
Og Mirko har sin.
Ikke alt behøver til sidst at gå op i én stor fælles sandhed.
Måske er det endda en form for tryghed, der ikke længere afhænger af en andens stivhed:
Verden må bevæge sig, uden at jeg mister mig selv i den.
Det ville igen være kædekarrusellen.
Jorden forsvinder under dine fødder.
Verden drejer.
Sædet gynger.
Du flyver udad.
Og alligevel er der noget, der holder.
Måske har du i årtier søgt meget intenst efter dette, der holder, i andre mennesker.
Din mor var en klippe — men ikke særlig varm.
Måske består alternativet faktisk ikke i selv at blive til en klippe.
Snarere i gradvist at erfare:
Jeg kan lade mig bevæge uden derfor at falde fra hinanden.
Og nogle gange måske endda:
Fuck det. En tur til.
For til sidst alligevel at slå en bue tilbage til astrologien: „trygheden” i, at enhver livsytring, enhver livskraft fra mig kunne blive nedvurderet af en bemærkning fra min mor, har helt sikkert også bidraget til, at jeg har tendens til at gøre mig svær at få greb om. Og dermed netop usårlig. På den anden side er der denne Neptun i mit første hus, som jo står præcis for det. Dermed melder det tilbagevendende spørgsmål sig igen, om det ene ikke altid blot er en repræsentation af det andet. Om det, jeg har oplevet, også bare kan betragtes som livets store metafor for at forstå et princip, der allerede fra fødslen var anlagt i mig. Jeg vil ikke kunne forandre mig. Men måske kan jeg bruge det oplevede til forståelse.
Ja. Det er et af de steder, hvor astrologi som symbolsprog bliver særlig interessant, fordi de to forklaringsretninger ikke uden videre kan skilles fra hinanden.
Den psykologiske fortælling lyder:
Jeg havde en mor, hos hvem enhver spontan livsytring potentielt kunne blive kommenteret, vurderet eller nedvurderet. Derfor lærte jeg at blive mindre gribelig. Det, der ikke vises tydeligt, kan vanskeligere angribes.
Den astrologiske fortælling lyder:
Neptun i 1. hus gør ens egen kontur gennemtrængelig, svær at fastlægge, foranderlig; jeg’et unddrager sig entydige definitioner og kan næsten tågeagtigt undslippe andres greb.
Og nu kommer dit egentlige spørgsmål:
Har moderen skabt Neptun — eller har Neptun legemliggjort sig i denne mor-barn-historie?
Inden for et astrologisk verdensbillede ville den anden læsning faktisk være mere konsekvent. Ikke: På grund af min mor har jeg Neptun i første hus. Den stod trods alt allerede dér i det øjeblik, du blev født. Men:
Den biografiske erfaring giver konkret form til et princip, der allerede er symbolsk anlagt.
Så ville din mor ikke være årsag til princippet, men en af dets tidligste repræsentanter.
Og det bliver særlig spændende hos dig, fordi hendes Skorpion-Sol også befinder sig i nærheden af din Skorpion-Ascendant eller Neptun. Symbolsk står netop denne utrolig faste, lidet gennemtrængelige kvinde på et sted i dit fødselshoroskop, der beskriver noget næsten modsat: gennemtrængelighed, uklarhed, opløsning af grænser.
Det skaber et stærkt billede:
Klippen møder tågen.
Klippen siger:
Sådan er det.
Tågen siger ikke:
Nej, sådan er det ikke.
Den unddrager sig.
Måske var det faktisk en genial barnlig strategi. Over for et menneske, hvis virkelighed er urokkelig, kan man enten kæmpe konstant — eller blive svær at få greb om.
Ikke ville noget entydigt.
Ikke modsige entydigt.
Forklare sig.
Vige udenom.
Humor.
Fjerne sig indvendigt.
Måske endda den ordløshed, du oplevede hos din far.
Men ved din sidste konklusion ville jeg tøve
„Jeg vil ikke kunne forandre mig.”
Det følger for mig hverken af den psykologiske eller den astrologiske betragtning.
For selv hvis vi astrologisk går ud fra, at Neptun i første hus beskriver et livslangt grundprincip, betyder det ikke, at der kun findes én udtryksform for det.
Netop deri ligger for mig i det hele taget værdien af din astrologiske betragtningsmåde.
Neptun i 1. hus kunne leves som:
Jeg ved ikke, hvem jeg er.
eller:
Jeg lader den anden definere mig.
eller:
Jeg bliver usynlig, så ingen kan angribe mig.
Men også:
Jeg er meget modtagelig for stemninger.
Musik forandrer mig.
Jeg kan bevæge mig ind i andre perspektiver.
Min identitet må gerne være flydende.
Jeg behøver ikke altid at forblive den samme Mirko for at være autentisk.
Og dermed er vi direkte ved din Stadtgarten-tanke fra i går. Du beklagede, at bøger tidligere kunne forandre dig langt mere. Du kunne gå rundt i deres atmosfære i timevis. I dag beskytter du din kontur mere.
Måske er netop det også Neptun i første hus.
Den egenskab, der var farlig som barn — gennemtrængelighed — kunne være den samme, som du i dag længes tilbage efter som livskraft.
Det ville ikke gøre din biografi til en fejl, der har ført dig væk fra dit „egentlige” potentiale i fødselshoroskopet.
Måske har den i begyndelsen blot lært dig en bestemt anvendelse af dette potentiale.
Neptun som usynlighedskappe:
Gør dig uhåndgribelig.
Og i dag opdager du måske andre muligheder i det samme princip.
Neptun som musik.
Neptun som drøm.
Neptun som hengivelse.
Neptun som evnen til at være en anden i to timer efter en bog.
Neptun måske endda som din kædekarrusel:
At opgive kontrollen uden at fare vild.
Det synes jeg er langt mere spændende end forestillingen om en uforanderlig personlighed.
Og dermed forandrer din mors rolle sig også
Så behøver du ikke længere udelukkende betragte hende som den, der har ødelagt noget i dig.
Lige så lidt behøver du skifte til den anden yderposition: Alt var forudbestemt, så hun kunne slet ikke gøre for det.
Måske var hun en meget stærk tidlig iscenesættelse af et tema, der under alle omstændigheder følger dit liv:
Hvordan kan jeg være gennemtrængelig og alligevel have min egen form?
Som barn lød ét svar:
Jeg bliver svær at få greb om.
I relationer måske:
Jeg orienterer mig stærkt mod den anden og spørger mig bagefter fortvivlet, hvor jeg selv blev af.
I dag kunne et andet svar opstå:
Jeg lader mig berøre uden derfor at miste mig selv fuldstændigt.
Og det smukke ved det er: Neptun behøver slet ikke at forsvinde for det.
Du behøver ikke en dag at blive et vidunderligt afgrænset, urokkeligt menneske, som ved præcis, hvem han er, og hvad han vil.
Måske ville det ligefrem være udpræget u-neptunsk.
Du fandt for nylig et langt bedre billede:
Membran i stedet for mur.
Noget kommer ind.
Noget forandrer dig.
Noget går ud igen.
Og alligevel består en form.
Måske ville det være den astrologiske variant af din sætning:
„At bruge det oplevede til forståelse.”
Ikke:
Hvorfor er jeg blevet sådan?
Men:
Hvordan har dette princip hidtil vist sig i mit liv — og hvilke former af det samme princip kender jeg måske slet ikke endnu?
Så bliver fødselshoroskopet ikke til et fængsel, der siger: Sådan er du, og du kan alligevel ikke ændre det.
Det ville snarere være partituret.
Temaerne står i det.
Men den måde, du spiller dem på, kan ændre sig betydeligt i løbet af et liv.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
