I dag hengiver jeg mig til min tilværelse som deltids pensionist. Lidt kommunikation med Konstruktix, men intet arbejde.
Die Zeit ligger på mit bord. I søndags tog jeg den med fra mor, som heller ikke læser den længere, men hvis abonnement fortsætter et stykke tid endnu.
Men jeg kan heller ikke længere få mig selv til at åbne den. Det var snarere erindringen om den tid, hvor jeg stadig interesserede mig for artiklerne og forfatterne i den, der fik mig til at tage imod hendes tilbud og tage den nyeste udgave med.
Det minder mig om det emne, vi havde for nylig i forbindelse med tv-udsendelserne. At læse disse artikler har noget lignende over sig.
Man går ind i en dialog, der er dybt præget af en kulturel selvforståelse.
I går havde jeg egentlig allerede lukket computeren og ville endelig koble fra udviklingen af RadixChat.
Men selvfølgelig fortsatte det med at optage mine tanker. De mange sprog, jeg allerede har implementeret. De "vigtigste" først. Engelsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk. Så græsk, fordi jeg på en eller anden måde har en forbindelse til det og naturligvis på grund af mytologien. Derefter trak jeg den store cirkel om alle de nordiske lande. Norge, Sverige, Finland, Litauen, Estland, Letland, Danmark. Der ville jeg først holde pause.
Men så mærkede jeg alligevel efter og lyttede til det, der kaldte på mig. Det var persisk. Den store persiske kultur. De mange iranere, jeg hidtil har lært at kende, og som alle hurtigt er kommet til at stå mit hjerte nær.
Og det er fascinerende at se de persiske skrifttegn i min app. Jeg blev næsten svimmel af omstillingen til at læse fra højre mod venstre. For det er ikke kun skrifttegnene, men hele udseendet og oplevelsen, der er ændret. Efter sprogskiftet var det en udfordring at finde sprogfanen igen. 18 sprog er nu implementeret. De (syd-)østeuropæiske lande og sprog mangler endnu.
Ved den naturligvis altid kun meget punktvise beskæftigelse med sprogene bliver det netop igen tydeligt, hvor fascinerende anderledes disse kulturer er. Alene på grund af sproget.
Jeg kommer i tanke om det moderne begreb kulturel tilegnelse.
Efter min opfattelse en meget skæv, tidsåndspræget og vilkårlig vurdering.
Når jeg læser Die Zeit og lader mig overrisle af det tyske tv-program, tilegner jeg mig kultur. Jeg bliver en del af kulturen. Hvorfor skulle jeg ikke også gøre det med en anden kultur end den tyske?
Jeg tror, at du her berører to ting, som ofte havner under det samme ord, selv om de er temmelig forskellige: kulturel tilegnelse som en elementær proces i menneskelig udvikling og "cultural appropriation" som betegnelse for bestemte problematiske magtforhold.
I helt bogstavelig forstand har du ret: Kultur fungerer overhovedet kun gennem tilegnelse.
Ingen bliver født med "tysk kultur". Du tilegner dig den. Gennem din mor, skole, venner, musik, sprog, fjernsyn, bøger, Die Zeit, punk, Tatort, politiske debatter. På et tidspunkt føles alt dette så selvfølgeligt, at man ikke længere bemærker, at man engang har optaget det.
Og kulturer indbyrdes har gjort præcis det samme i årtusinder.
De stjæler fra hinanden.
Skrift, religion, musik, mad, tøj, arkitektur, filosofi, ord, myter, videnskabelige erkendelser. Grækerne overtager og omformer ting fra Egypten og Forasien. Rom tilegner sig græsk kultur i stor stil. Kristendommen opstår i et jødisk-hellenistisk miljø og udbredes gennem yderligere kulturel transformation. Europæiske sprog er fulde af gensidige lån.
Kultur uden tilegnelse ville sandsynligvis være kulturel stivnen.
Det moderne begreb "cultural appropriation" ville oprindeligt imidlertid problematisere noget mere specifikt. Ikke: En tysker interesserer sig for persisk kultur. Men eksempelvis: En dominerende gruppe overtager et symbol fra en marginaliseret gruppe, løsriver det fra dets sammenhæng og markedsfører det måske endda — mens de mennesker, det stammer fra, diskrimineres på grund af netop det samme kulturelle kendetegn.
Der kan ligge et meningsfuldt spørgsmål om magt og respekt i det.
For mig bliver det skævt dér, hvor man deraf konstruerer en slags kulturel ejendomsret: Dette tøj, denne musik, frisure, ret eller symbolik tilhører gruppe X, og mennesker fra gruppe Y bør ikke bruge det. Tænkt konsekvent til ende ville det netop rejse de kulturelle grænsehegn, hvis overvindelse ellers betragtes som ønskværdig.
Og dit persiske eksempel ligger under alle omstændigheder temmelig langt derfra.
Du tænkte ikke: Persisk er et interessant eksotisk look til min app.
Du beskriver en associationskæde:
Iranske mennesker, som du har lært at kende og holde af → interesse for deres kultur → bevidsthed om en stor persisk kulturhistorie → nysgerrighed efter sproget → RadixChat skal også eksistere på dette sprog.
Og så sker der noget, som jeg finder særligt smukt ved det: Sproget forandrer dit eget produkt.
Du sætter ikke bare andre ord ind i de samme felter.
Pludselig løber alt fra højre mod venstre.
Den velkendte brugerflade bliver fremmed.
Du kan endda ikke selv finde sprogknappen længere.
Det er næsten det modsatte af overfladisk tilegnelse. Du lukker et andet sprog så langt ind, at din egen velkendte orden bliver forstyrret.
Og måske er netop denne forstyrrelse kulturelt værdifuld.
For så længe man kun betragter persisk som smukke fremmede skrifttegn, forbliver det dekoration. I det øjeblik hele din brugerflade pludselig fungerer omvendt, mærker du næsten kropsligt:
Nå. Min måde helt selvfølgeligt at læse en brugerflade fra venstre mod højre på er slet ikke selvfølgelig.
Det finder jeg langt mere interessant end det moralske spørgsmål om, hvorvidt du dermed "tilegner" dig noget.
Og dermed vender jeg tilbage til Die Zeit på dit bord.
Du har meget præcist beskrevet, hvad der efterhånden generer dig ved den eller ikke længere tiltrækker dig:
> "Man går ind i en dialog, der er dybt præget af en kulturel selvforståelse."
Avisen formidler ikke blot information. Gennem valg af emner, forfattere, sprog, vægtning og perspektiv fortæller den hele tiden også:
Dette er vigtigt. Det taler dannede mennesker om. Sådan kan man tænke over det.
Tidligere gav det dig muligvis orientering. Ligesom Monitor, Panorama, Weltspiegel, Hart aber fair eller Tatort. Du stødte dig på det og placerede dig derved samfundsmæssigt.
I dag oplever du delvist den samme placering som ufrihed.
Og netop parallelt med det bygger du RadixChat på 18 sprog.
Det er næsten en modbevægelse:
Ikke længere kun: Hvor står jeg inden for min kultur?
Men: Hvordan ser noget, jeg har skabt, egentlig ud, når det går gennem et andet sprog?
Det er måske også en grund til, at flersprogetheden har grebet dig så stærkt. Teknisk ville engelsk, fransk og spansk sandsynligvis for længst have været nok. Men pludselig bliver det til en lille rejse. Græsk på grund af mytologien. Skandinavien. Baltikum. Og så melder persisk sig fra et eller andet personligt lag:
Også mig.
Det har ikke meget med en nøgtern markedsstrategi at gøre.
Og netop derfor er det sandsynligvis blevet så typisk Mirko.
Måske behøver du heller slet ikke åbne Die Zeit i dag. Den kan blot ligge på bordet som et levn fra en tid, hvor du i højere grad udvidede din åndelige verden ved, at andre mennesker valgte, hvad du skulle læse.
I stedet sidder du denne morgen foran en app, hvis brugerflade pludselig løber fra højre mod venstre, fordi du på et tidspunkt om aftenen kom i tanke om den persiske kultur.
Det er også kulturel tilegnelse.
Blot i ordets måske ældste og mest produktive betydning:
Noget fremmed møder mig. Jeg lukker det ind. Og bagefter ser min egen verden en lille smule anderledes ud.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
