Endnu et dybt indblik i mine indre processer. Gud ved, hvorfor jeg gør det. Måske er det det næste spørgsmål til min terapeut.
Gårsdagens session sidder stadig dybt i mig. Min vrede, da jeg i weekenden ved hotellet så, at nogen havde parkeret, så min bil ikke kunne komme ud. Selv om der stadig var masser af ledige pladser. Jeg opdagede det lørdag eftermiddag, da jeg skulle ud at gå en tur. Bilen havde sikkert holdt der siden fredag. Og den, der havde spærret mig inde, ville nok ikke blive længere end mig. Så egentlig burde det være mig ligegyldigt. Men mens jeg gik, begyndte det at ulme i mig. Da jeg kom tilbage, gik en lille gruppe ind på hotellet foran mig, og det forekom meget sandsynligt, at en af dem kendte bilens ejer. Jeg begyndte at fortælle dem om min klage, og mens jeg talte, eksploderede vreden nærmest i mig. En fra gruppen kendte faktisk ejeren og lovede at tage sig af det. Jeg lod det blive ved det og gik op på mit værelse.
Hvor kom den vrede fra?
Jeg kunne ikke få greb om den.
Frau Lenores stillede mig også det spørgsmål i går.
Det var følelsen af, at det åbenlyst var nogen fuldstændig ligegyldigt, hvad der skete med mig. Vedkommende spærrede min bil inde og var så ligeglad, at han eller hun ikke engang fandt det nødvendigt senere at se, om bilen kunne flyttes til en ledig plads. Eller endnu værre: Måske var der allerede ledige pladser, da bilen blev parkeret, men det var bare lige meget.
Følelsen af at være ligegyldig for nogen.
Følelsen af at have været ligegyldig for min mor. Eller for andre slægtninge. At være vokset op et sted, hvor det var ligegyldigt, hvad der skete med mig. Hvordan tingene var for mig. Hvordan jeg havde det. Hvad jeg ønskede, eller måske kunne have ønsket. De mange overskridelser af mine grænser, ydmygelser og nedgørelser.
Erkendelsen kom under sessionen.
Tårerne kom, da jeg var hjemme igen.
Måske er det også derfor, ensomheden somme tider er så svær at bære. Følelsen af, at der ganske enkelt ikke er nogen, jeg betyder noget for.
Det blev endnu tydeligere for mig, da jeg forestillede mig, at jeg ikke havde set ledige pladser, da jeg gik ud, fordi parkeringspladsen var fuld. Så ville jeg i det mindste have følt en stærk trang til at lade det ligge for at hjælpe. At gøre noget godt ved simpelthen at lade det passere. Jeg behøvede ikke køre nogen steder. Der behøvede ikke opstå ballade. Jeg kunne have følt mig som en redder. Ligesom før. Jeg ville slet ikke have ladet mine egne behov opstå. Jeg ville have ofret dem for at kunne føle mig som en redder, en helt. Det ville have givet mig betydning i mine egne øjne og gjort mig til redderen i mit hoved.
Den gode gamle krænker-offer-redder-trekant.
Måske er det også derfor, jeg så gerne beskæftiger mig med fødselshoroskopet. Der har alt betydning. Eller man kan give alt betydning. »Ligegyldigt« findes ikke som kategori der.
Ja. Og din sidste sætning forekommer mig næsten at være nøglen til hele tankerækken:
»'Ligegyldigt' findes ikke som kategori der.«
I et fødselshoroskop står intet bare tilfældigt omkring. Hver planet har sin plads. Hvert hus har sin spids. Aspekter forbinder tingene med hinanden. Selv en spænding er en relation. En opposition siger ikke: De to har intet med hinanden at gøre. Tværtimod siger den, at de hænger sammen.
Det er næsten det modsatte af det, du berørte hos Frau Lenores i går.
At være ligegyldig betyder at være uden forbindelse.
Måske er betydning derfor ikke kun en intellektuel fornøjelse for dig. Den kan også gøre noget følelsesmæssigt: Når noget har betydning, er det indlejret. Det hører til i en sammenhæng. Det bliver ikke bare overset.
Og sådan forstår jeg nu din vrede over bilen bedre.
Set udefra var situationen latterligt lille. Du ville slet ikke af sted. Sandsynligvis ville den anden bil være væk, før du selv skulle rejse. Der skete ingen reel skade.
Men netop derfor forklarer kendsgerningerne alene ikke styrken i din vrede.
Den afgørende tanke synes at have været:
»Han var fuldstændig ligeglad med, hvad der skete med mig.«
Ikke: Min bil er spærret inde.
Men:
»I hans verden findes muligheden for, at jeg kan få brug for at køre, slet ikke.«
Og så eksploderer noget meget gammelt.
Det ville også forklare, hvorfor situationen ville føles så anderledes, hvis parkeringspladsen havde været helt fuld. Så ville der pludselig være en grund. Den anden har brug for noget. Er i en svær situation. Du kan hjælpe.
Og straks opstår der en relation:
Han har brug for en plads.
Jeg har ikke brug for min bil lige nu.
Jeg lader ham holde der.
Jeg gør noget muligt for ham.
Så er du ikke ligegyldig.
Du har endda betydning.
Og her bliver din opdagelse om redderen meget interessant. Måske består belønningen ikke først og fremmest i at føle sig moralsk overlegen. Måske er den langt dybere belønning:
Redderen kan aldrig være betydningsløs.
Nogen har brug for ham.
Det er næsten den sikreste tænkelige forsikring mod »ligegyldighedens« sorte hul.
Så kunne der faktisk opstå noget i retning af:
Opdage et behov → sætte det til side → tage sig af den anden → være nødvendig → føle, at man betyder noget.
Og hvis redderrollen ikke er mulig, fordi den anden slet ikke er i nød, men bare handler hensynsløst, er der pludselig kun dette tilbage:
Jeg indgår ikke i hans overvejelser.
Så er der intet, du kan bruge til at give situationen betydning.
Undtagen vrede.
Og vrede skaber også en relation.
Det synes jeg er ret vigtigt lige nu. For vreden siger:
»Du kan ikke bare ignorere mig.«
Den tvinger den anden til at lægge mærke til dig.
Du går tilbage til hotellet, henvender dig til gruppen, bliver mere og mere vred, mens du taler — og pludselig reagerer nogen. Han kender føreren. Han tager sig af det.
Nu findes du i situationen.
Måske var det derfor, du ikke behøvede kontrollere noget bagefter. Du så ikke engang senere efter, om bilen faktisk var blevet flyttet.
Det praktiske problem var åbenbart ikke længere så vigtigt.
Du var blevet hørt.
Nogen havde sagt: Jeg tager mig af det.
Det var nok.
Og nu får din bemærkning om krænker-offer-redder-trekanten endnu en dimension. Rollerne kan skifte, men alle tre har noget til fælles:
De er knyttet til hinanden.
Krænkeren har brug for et offer.
Offeret har en krænker.
Redderen har nogen at redde.
Ingen af de positioner er ligegyldige.
Måske er det derfor, selv konflikt kan virke så aktiverende, som du for nylig opdagede. Det forestillede skænderi om en offentliggjort tekst. Ginger. Eva. Apple. Alpehornspillerne. Den, der spærrede din bil inde.
I en konflikt er én ting i det mindste helt klar:
Jeg findes i den andens bevidsthed.
Og så bliver fred pludselig vanskeligere igen. Hvis ingen aktivt er i relation til dig, kan fred føles faretruende meget som:
Ingen har brug for mig. Ingen kæmper imod mig. Ingen ringer. Ingen skriver. Ingen tænker på mig.
En sort telefon.
Ensomhed.
Ligegyldighed.
Måske var det derfor, Frau Lenores' lille seddel virkede så ufatteligt stærkt. Den krævede hverken en krænker, et offer eller en redder. Hun ville ikke have noget af dig. Du havde ikke gjort noget for hende. Der var ingen konflikt.
Og alligevel beviste den lille seddel:
Du var dukket op i hendes tanker.
Det ville være en helt anden form for betydning.
Det samme med den unge tjener og den alkoholfri Aperol: En tommelfinger op på afstand. Intet behov. Ingen redning. Intet drama.
Bare:
Jeg kan huske, at du bestilte den drink. Hvordan er den?
Du er i nogens tanker.
Måske er det netop derfor, de latterligt små opmærksomheder fylder så meget for dig.
Og så fødselshoroskopet.
Ja — måske er det faktisk en del af dets enorme tiltrækningskraft på dig.
Det tilbyder en verden, hvor selv det svære ikke er meningsløst.
Saturn hæmmer ikke bare: Den står et sted, hersker over noget, danner aspekter.
Chiron sårer ikke bare: Dens sår får en placering og relationer.
En opposition er ikke uforenelighed uden sammenhæng, men en akse.
Selv det, man lider under, får en plads.
Det kan være enormt trøstende for en, hvis dybere frygt måske ikke så meget lyder:
»Der er noget galt med mig.«
men:
»Hvad nu, hvis det i virkeligheden ikke interesserer nogen, hvad der sker med mig?«
Måske ligger der under dit så ofte stillede spørgsmål »Er jeg egentlig normal?« endnu et:
»Kan jeg læses?«
Kan nogen se på mig — Frau Lenores, en partner, jeg selv, fødselshoroskopet — og få øje på en sammenhæng?
Ikke sige: Nå ja, lige meget.
Men:
»Ja. Jeg kan se, hvordan det hele hænger sammen.«
Og måske er det netop derfor, din samvittighedsfulde skrivning også er del af den samme bevægelse.
Du giver dit liv betydning ved at gøre det muligt at fortælle.
Ikke nødvendigvis fordi du synes, du er særlig vigtig.
Måske netop fordi du så godt ved, hvordan det føles, når det, man oplever, tilsyneladende ikke kommer nogen ved.
Det, der igen og igen fascinerer mig, er denne tilsyneladende virkelig sande tanke om, at der bag enhver vrede ligger sorg. Men det er — i hvert fald for mig — næsten umuligt alene at finde ud af, hvilken sorg det er. Først i samtalen med Frau Lenores blev det klart for mig rent tankemæssigt. I det øjeblik mærkede jeg, at følelsen af at være »ligegyldig« var udløseren. Først senere, da jeg forlængst var hjemme, mærkede jeg faktisk sorgen over det og kunne følelsesmæssigt forbinde den med vreden.
Ja. Selvom jeg ikke helt ville gøre tanken om, at »der bag enhver vrede ligger sorg«, til en naturlov. Vrede kan også opstå direkte af en grænseoverskridelse, trussel, frustration eller uretfærdighed, uden at der nødvendigvis findes en skjult sorg nedenunder.
Men i tilfældet med din vrede ved hotellet virker netop de lag særdeles rigtige. Og tidsforløbet er interessant:
1. Situation: Min bil er spærret inde.
2. Vrede: Sikke en frækhed.
3. Samtale med Frau Lenores: Det var vedkommende ligegyldigt, hvad der skete med mig.
4. Først senere derhjemme: Det gør mig ked af det at være ligegyldig for nogen.
Det afgørende er måske, at den tankemæssige erkendelse kom før følelsen.
Du »fandt« ikke sorgen under vreden ved at mærke længe nok efter indeni. Frau Lenores hjalp dig med at skabe en sammenhæng. Først derefter kunne din krop, eller din følelsesmæssige oplevelse, tilsyneladende følge med.
Det strider lidt mod den udbredte forestilling om, at man bare skal føle dybt nok, så viser sandheden sig af sig selv. Hos dig ser forståelse nogle gange ud til at åbne en dør til følelsen.
Og måske forklarer det også, hvorfor du analyserer så meget. Analyse er så ikke nødvendigvis et værn mod følelsen. Den kan være din adgang til den.
Problemet opstår nok først, hvis analysen aldrig når dertil. Så kan man udvikle ti geniale hypoteser om sin egen vrede og alligevel ikke komme en millimeter nærmere det, der gør ondt.
Hos Frau Lenores skete der noget andet denne gang. I ledte længe nok til, at der dukkede en sætning op, som noget i dig reagerede på:
»Han var ligeglad med, hvad der skete med mig.«
I begyndelsen var det en erkendelse.
Timer senere blev det til:
»Det gør ondt, at mennesker kan være ligeglade med, hvad der sker med mig.«
Og først da kom tårerne.
Måske var samtalen med hende derfor uundværlig. Alene var du for tæt på vreden. Vreden selv giver jo allerede en fuldstændig plausibel forklaring:
Den idiot spærrede min bil inde, selvom der var ledige pladser. Selvfølgelig er jeg sur.
Sag afsluttet.
Et andet menneske kan på dette sted gøre noget, som er svært alene: Ikke lade den tilsyneladende tilstrækkelige forklaring være tilstrækkelig.
Ja, men hvorfor gør netop dét dig så vred?
Og så spørge igen.
Og på et tidspunkt skifter det hele niveau.
Det er også et godt eksempel på, hvad Frau Lenores kan, og hvad jeg kun kan i begrænset omfang. Jeg kan tilbyde dig tyve mulige sammenhænge. Netop derfor er der dog risiko for, at vi vælger den, der ser særligt elegant ud intellektuelt. Frau Lenores sidder over for dig. Hun hører din stemme, ser dit ansigt og din krop, oplever din tøven, din latter, måske et skift i dit blik. Og hun kan blive ved en sætning, selvom dine tanker allerede er videre til den næste.
Måske ligger også betydningen af hendes seddel deri: Et andet menneske holder fast i en tanke sammen med dig.
Og din forsinkede sorg overrasker mig slet ikke. Måske skulle vreden først væk. Under vreden går bevægelsen:
Udad. Du gjorde noget mod mig.
Sorgen vender retningen om:
Indad. Det gjorde ondt på mig.
Den anden position er langt mere sårbar.
Vrede gør dig stor. Den fik dig endda til at tale ind i en gruppe fremmede musikere og blive større, mens du talte.
Sorgen siger bare:
Jeg vil ikke være ligegyldig for nogen.
Der er intet at vinde, ingen at sætte på plads og intet at reparere.
Måske kom tårerne derfor først derhjemme.
Den, der havde spærret din bil inde, var for længst væk.
Og med ham muligheden for at kæmpe.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
