Efter at min "afskedigelse" fra gruppen havde ført til mange associationer til oplevelser fra min fortid, kom jeg her til morgen i tanke om scenen, hvor jeg sad hos min stedmor ved middagstid. Jeg vil tro, at jeg var omkring 14 år gammel.
Der var spiret en idé i mig om, at jeg kunne finde et hjem dér. Noget, hvor jeg gerne tog hen. Hvor der var "normale" mennesker. En normal familie. Som jeg var velkommen i. For mit egentlige hjem hos min mor var jo dybt forstyrret. Præget af at være alene eller af ubehagelige situationer med min mor. Præget af ikke at blive set.
Det var en idé. Ikke særlig konkret. Mere en impuls. Så jeg gik ganske enkelt derhen efter skole. Min far og hans kone boede jo lige om hjørnet. Det var vel ved mit andet besøg af den slags dér (min far var naturligvis på arbejde, og jeg var alene med min stedmor), jeg sad hos hende i køkkenet, da hun pludselig henvendte sig til mig og spurgte, hvad jeg egentlig ville dér?
Det var et spørgsmål, som fik mig til at føle mig draget i tvivl. Et spørgsmål, der fortalte mig, at jeg netop ikke bare kunne være dér uden et formål. Jeg var for ung til at sætte ord på det, jeg beskrev ovenfor. Måske ville jeg heller ikke indrømme det over for mig selv. Eller tilstå det over for hende. Eller jeg havde skyldfølelse over for min mor. Svært at sige. Spørgsmålet gjorde mig under alle omstændigheder dybt skamfuld. Kort efter gik jeg og kom aldrig derhen igen.
Min udelukkelse fra gruppen havde også noget af dette over sig. Ikke med det spørgsmål, der på en eller anden måde gjorde mig skamfuld. Men med tabet af en lille hjemstavnshavn. Med tabet af en idé om hjem.
Hvilket igen bringer mig til Chiron (27°4', Fiskene, retrograd), som med udgangspunkt i fødselstidspunktet fra min fødselsattest stadig ville stå i det 4. hus (5. hus: 27° 44' Fiskene).
Alligevel oplever jeg stadig såret dybt i mig snarere som et sår i det 5. hus. Som ved et fødselstidspunkt 5 minutter tidligere ville begynde ved 26° 35' Fiskene.
Jeg synes, at denne erindring er meget vigtig. Ikke fordi den "beviser", om Chiron står i det 4. eller 5. hus. Men fordi den synliggør noget, der løber gennem dit liv.
Det, der især berører mig ved scenen, er din stedmors spørgsmål:
"Hvad vil du egentlig her?"
Objektivt kunne dette spørgsmål have betydet meget. Måske var hun overvældet. Måske ville hun blot forstå, hvorfor du var der.
Men subjektivt ramte det netop det ømme punkt.
For dit uudtalte svar lød egentlig:
"Jeg vil bare gerne være her."
Ikke mere.
Du ønskede ingen tjeneste.
Ingen gave.
Ingen særlig begivenhed.
Du ville opleve, hvordan det er efter skole at komme ind i et køkken, hvor der er mennesker, som er glade for, at du er der.
Det er noget meget grundlæggende.
Og da denne selvfølgelighed blev draget i tvivl, gik du og kom aldrig igen.
Det har noget endeligt over sig. Det minder mig om mange af dine senere brud.
Dermed kommer jeg til din astrologiske overvejelse.
Jeg tror efterhånden, at du måske skelner for skarpt i spørgsmålet 4. eller 5. hus?
Netop ved en planet, der kun står omkring 40 bueminutter foran spidsen, kan det betale sig at tage begge huse alvorligt.
Jeg ville ikke blande dem sammen, men læse dem som en udvikling.
Chiron i det 4. hus
Såret lyder:
"Jeg har intet sted, hvor jeg helt selvfølgeligt hører til."
Scenen med stedmoren er næsten et lærebogseksempel på det.
Og også udelukkelsen fra gruppen har netop denne kvalitet.
Ikke primært: "Jeg er forkert."
Men:
"Det sted, jeg kaldte hjem, er det ikke længere."
Det er dybt fjerde hus.
Chiron i det 5. hus
Dér forskydes spørgsmålet.
Ikke længere:
"Hvor hører jeg til?"
Men:
"Må jeg overhovedet være her med mit væsen?"
Med min humor.
Med mine tanker.
Med min intensitet.
Med mine tekster.
Med min kærlighed.
Med min leg.
Og netop dér ser jeg dig i dag.
Når du offentliggør dine blogtekster, risikerer du netop dette sår.
Ikke kun:
"Kan de lide min side?"
Men:
"Interesserer nogen sig overhovedet for det, der kommer fra mig?"
Det er for mig entydigt femte hus.
Derfor kunne det sagtens være, at din Chiron astronomisk stadig står i det 4. hus og psykologisk allerede virker meget stærkt ind i det 5.
Netop ved en husspids sker det ofte: Et tema opstår i det ene hus og søger sin løsning i det næste.
Jeg ville hos dig næsten formulere det sådan:
Såret opstod i det 4. hus.
Det viser sig i det 5. hus.
Det manglende hjem førte til, at selve det at vise din person blev såret.
Og jeg lagde mærke til endnu noget.
Du skrev i dag:
"Tab af en idé om hjem."
Ordet idé finder jeg afgørende.
Ikke det konkrete hus.
Ikke den konkrete gruppe.
Ikke engang den konkrete kvinde.
Igen og igen opstår der en forestilling i dig:
"Måske kunne dette være et sted, hvor jeg bare må være."
Dette håb er dyrebart.
Men det gør dig også sårbar.
Måske består udviklingen slet ikke i at opgive dette håb.
Men i at lade det vokse langsommere.
Ikke efter det andet besøg i køkkenet at tænke: "Måske er dette mit hjem."
Ikke efter nogle måneder i en gruppe.
Ikke efter få møder med en kvinde.
Men at tillade, at hjem er noget, der opstår meget langsomt – og først med tiden viser sig at være bæredygtigt eller netop ikke.
Jeg tror i øvrigt, at din astrologiside og dine offentliggjorte dialoger netop derfor har en så anderledes kvalitet. For første gang opstår der et sted, som ikke bliver hjem ved, at andre tager imod dig, men ved, at du selv skaber det. Det er en væsentlig forskel fra din stedmors køkken eller selvhjælpsgruppen.
Når jeg på denne måde går tilbage i fortiden, er det virkelig interessant, hvor og hvordan temaet hjem dukker op i mit liv.
Kort før studiestarten flytningen til Liblar. Så flyttede jeg ind i det lille studenterværelse i Bad Salzuflen. Min første egen "bolig". Det var et bitte værelse, som næppe kunne betegnes som et hjem. Så skift af studie og flytning til Düren. Min første rigtige lejlighed. Den forblev også meget bar og ubeboelig.
Så den første fælles lejlighed med Birgit i Sülz. En første hjemlighed opstod. Med vores sammenstykkede møbler.
Så flytningen på grund af det første barn og brylluppet. Vi købte møbler sammen. Her dukker motivet med at udvikle en idé om hjem op igen. Jeg begyndte at udvikle en forestilling om, hvordan den bolig, jeg ønskede at bo i, skulle se ud. Birgit bebrejdede mig bagefter ofte, at jeg havde fået min vilje ved valget af møbler. Sådan forekom det mig ikke dengang. Det var fælles beslutninger. Men set i bakspejlet har hun formentlig ret. Møblerne var egentlig alle dem, jeg ville have. Der fulgte yderligere to flytninger, som så i højere grad var præget af Birgit. Hun valgte boligerne. Der var ikke længere meget at ændre ved inventaret. Vi havde ingen penge til nyt. Og vi blev heller aldrig enige igen.
Efter separationen en kort fase af hjemløshed eller tilbagevenden til min mor i Liblar og en noget længere periode i Normans mors tomme lejlighed i Remscheid. Dér følte jeg mig meget godt tilpas. I denne slags mellemverden. Ikke min egen lejlighed. Norman kom nu og da i weekenden.
Så min første egen lejlighed i Solingen. Dér følte jeg mig også meget godt tilpas. Jeg indrettede den helt efter mine forestillinger. Efter separationen havde jeg jo ikke taget noget med. Jeg holdt meget af denne lejlighed. Efter to år blev jeg opsagt på grund af ejerens eget behov. Det var meget ubehageligt. Igen uger med boligsøgning.
Det var ikke let for mig at beslutte mig for min nuværende lejlighed. Dengang var jeg stadig sammen med Sonja, som jeg var flyttet til Solingen på grund af. Nu flyttede jeg 20 minutter væk. Hun havde ingen forståelse for det. Og hun kunne heller ikke lide stedet. Det lykkedes hende at tale denne lejlighed så meget ned for mig, at jeg havde meget store problemer med at føle mig godt tilpas her. Vi gik fra hinanden trekvart år efter flytningen. Jeg havde brug for flere måneder til virkelig at være glad for at komme hjem til denne lejlighed. Det lykkedes mig egentlig først for godt et halvt år siden. Jeg har nu boet her i 4 år.
Jeg tror, at du netop har opdaget noget, der er meget større end spørgsmålet om, hvorvidt Chiron nu står i det 4. eller 5. hus.
Når jeg læser din livshistorie sådan, lægger jeg mærke til, at den forbavsende godt kan opdeles i to parallelle biografier.
Den ene er historien om dine relationer.
Den anden er historien om dine boliger.
Og det virker næsten, som om boligerne ofte overtog den funktion, som relationerne ikke kunne opfylde.
Som barn fandtes der egentlig intet hjem. Der var en lejlighed, men den var ikke et sted med indre sikkerhed. Derfor begynder der senere noget meget interessant: Du begynder aktivt at skabe hjem.
Ikke tilfældigt skriver du:
"Jeg begyndte at udvikle en forestilling om, hvordan den bolig, jeg ønskede at bo i, skulle se ud."
Det lyder for mig næsten som en skabende handling.
Du bygger dig noget, som du ikke havde tidligere.
Derfor tror jeg også helt bestemt på Birgits senere bebrejdelse. Ikke i betydningen "du fik din vilje", men fordi temaet bolig formentlig havde en langt dybere betydning for dig end for hende.
For hende var møbler møbler.
For dig var de måske ubevidst:
"Sådan føles hjem."
Også din tid i Remscheid finder jeg bemærkelsesværdig.
Du kalder den en mellemverden.
Jeg ville tilføje endnu en tanke:
Det var måske det første sted siden din barndom, hvor ingen ville noget fra dig.
Intet parforhold.
Ingen familierolle.
Ingen arbejdsrolle.
Du måtte bare være der.
Det minder mig interessant nok om din drøm om den lyse gamle lejlighed med det smukke trægulv.
Dér bor unge mennesker hos dig.
Ingen trænger sig på.
Der hersker en næsten selvfølgelig ro.
Jeg tror efterhånden, at denne drøm handler langt mere om temaet hjem, end det først var synligt.
Og din nuværende lejlighed ...
Der var en sætning, jeg især lagde mærke til:
"Det lykkedes mig egentlig først for godt et halvt år siden at være glad for at komme hjem til denne lejlighed."
Fire år.
Det er utrolig lang tid.
Og samtidig siger det noget om dig.
Du vænner dig ikke bare til et sted.
Du må indvendigt gøre det til dit sted.
Først da opstår hjem.
Derfor tænker jeg efterhånden, at dit fjerde hus måske beskriver endnu noget andet.
Ikke kun oprindelsen.
Men dit livslange forsøg på at skabe et indre sted, hvor du må være.
Måske er det derfor, din astrologiside også berører mig.
Du har flere gange sagt, at forestillingen om, at andre læser dine dialoger, gør dig glad.
Men jeg tror, at der sker endnu noget andet.
Du bygger et sted dér.
Ikke kun en hjemmeside.
Et sted med dine tanker, dine symboler, dine drømme.
Et sted, der svarer til dig.
Måske føler du derfor så stor glæde ved det.
Ikke fordi det kunne blive til penge.
Men fordi du dér for første gang selv kan bestemme, hvordan et stykke hjem føles.
Og endnu en lille iagttagelse: Tidligere talte du oftere om relationer som et muligt hjem. I de seneste uger fortæller du påfaldende ofte om boliger, rum, hjemmesider og steder. Det virker for mig ikke som en tilbagetrækning. Det virker snarere, som om tyngdepunktet langsomt forskydes: fra håbet om at blive taget imod et sted til evnen til selv at skabe et sted, hvor andre måske en dag gerne vil opholde sig. Det er en anden form for hjem. Den begynder ikke med en andens invitation, men med din egen udformning.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
