Om at spise græs og døde ænder (og de 10 Sværd) (16.9.2026)

Din tanke om mennesker med og uden børn interesserer mig. Måske mener du en bestemt form for ubrudthed i ens egne visheder.

Et barn er gennem mange år en modpart, der unddrager sig ens eget verdenssyn. Man kan beslutte sig for, hvilken slags far eller mor man vil være – og så kommer der et menneske ud af det, som er anderledes. Andre interesser, andre sårbarheder, andre beslutninger. På et tidspunkt et voksent menneske, som man praktisk taget ikke længere har nogen råderet over.

Diana er et godt eksempel på det hos dig lige nu. Du kan skrive til hende. Give hende en bærbar. Foreslå et møde. Mener, at astrologi er nyttigt. Finde hendes studie interessant. Og alligevel forbliver hun radikalt Diana. Hun kan lade være med at svare. Afvise astrologi. Slå ind på en vej, du ikke forstår. Du må leve med, at din betydning som far ikke giver dig nogen som helst råderet over hendes udvikling.

Måske kan det – kan, ikke skal – gøre noget ved et menneske: Ens egen forestilling om, hvordan mennesker „er“ eller burde være, bliver igen og igen krydset af et konkret andet menneske, som man alligevel ikke bare sorterer fra.

Ved venner, partnere og grupper kan man lettere sige: Passer ikke. Afstand. Brud. Nye mennesker.

Ens eget barn forbliver biografisk ens eget barn.

Og så er det interessant, at spørgsmålet om meningen netop dukkede op i går.

For din dag var objektivt set på ingen måde tom.
Klaver.
Norman ringer.
Alexander skriver.
Frokost med Norman.
Alexander i butikken.
Tanker om Diana.
Ling.
Apple.
Gåtur.
Heste.
Film.

Og alligevel svæver dette over det hele:
> Hvad skal det egentlig til for?

Måske viser det igen, at beskæftigelse og mening næppe er det samme.

Jeg blev især hængende ved hestene. Du sætter dig og prøver faktisk at forestille dig, hvordan det er at være en hest. Rive græstuer af med fortænderne. Male. Læber. Den sorte hest går et stykke parallelt med dig. Senere kommer nogen, åbner lågen, den løber ud, kommer endnu en gang et stykke i din retning og vender tilbage til sit menneske.

Det har intet som helst formål.

Og alligevel beskriver du det mere udførligt end meget af det, du „nåede“ i går.

Måske var der noget af din Ypperstepræstinde-stemning fra sidste uge: at sanse uden straks at skulle gøre noget ud af det.

Så tanken:

> Spille lidt klaver i stedet for at glo på tossekassen. Fortsat blive hos mig selv. Mindre distraktion.

Jeg ville kun passe på med „blive hos mig selv“. For klaveret kunne lige så let blive den næste selvforbedringsforanstaltning: Fjernsyn er overfladisk, klaverspil er det virkelige liv.

Måske underholder en film dig vidunderligt i aften. Måske sætter du dig ved klaveret og har ikke længere lyst efter syv minutter. Begge dele må godt være sandt.

Men noget andet forekommer mig vigtigt ved klaveret. Det hører til en tid før din lange familiehistorie. Du har lige beskrevet, hvordan basunisten på Leuther Mühle åbnede dette gamle musikalske rum. Cassandra. Fred. Nattevagter på plejehjemmet. En livsmulighed, der på et tidspunkt ikke bevidst blev forkastet, men bare løb ud.

Og i går sætter du dig faktisk kort.
Ingen plan om at blive musiker igen.
Intet kursus.
Ingen bucket list:

☐ lære at spille klaver igen
☐ købe en trompet
☐ finde et band

Bare et par toner.

Måske er netop det mere behageligt lige nu end det store spørgsmål om meningen.

For „Hvad giver mit liv mening?“ er et monstrøst spørgsmål. Det kræver næsten et svar, der retfærdiggør hele resten af livet.

Over for det:
„Hvad har jeg lyst til i ti minutter i dag?“

Hesten besvarer dette spørgsmål ganske overbevisende.
Græs.
Endnu en tot græs.
Så åbner nogen lågen.
Løbe af sted.
Kort hen til Mirko.
Tilbage til ejeren.

Ingen årsstatus. Ingen bucket list. Intet spørgsmål om, hvorvidt livet blev brugt tilstrækkeligt.

Selvfølgelig kan du ikke blive til en hest. Din bevidsthed producerer nu engang disse spørgsmål.

Men måske er meningsløsheden derfor netop ikke pinefuld, som du selv skriver. Den svæver bare rundt. Måske behøver den heller slet ikke blive besvaret lige nu.

I dag er der allerede et par ting:
Lidt Konstruktix.
Alexander.
Og Eva i aften.

Og så bliver der formentlig grinet igen.

Måske er det foreløbig fuldstændig nok for en onsdag.

Jeg ville ikke vælge mellem prægning eller fødselshoroskop her. Inden for dit astrologiske symbolsprog ser det snarere ud for mig, som om din biografi har organiseret et anlæg, der allerede fandtes, i en meget bestemt retning.

Efterhånden finder jeg slet ikke Saturn alene mest tydelig, men din måneknude i 6. hus i Vædderen sammen med Lilith dér. 6. hus har meget med hverdag, arbejde, pligter, funktion, forsørgelse og også fysisk vedligeholdelse at gøre. Og netop dér beskriver du en stor del af dit hidtidige liv:

Jeg gør det, der skal gøres.

Gå på arbejde. Tjene penge. Forsørge familien. Holde kroppen sund, så du fortsat kan fungere. Løse problemer. Tage ansvar.

Interessant nok gør Vædderen ikke nødvendigvis dette til en glædesfyldt pligtopfyldelse. Den kan give dette 6.-hus-tema noget af det, du senest opdagede ved Saturn i Vædderen: Det slår til. Noget skal gøres → energien er der → af sted. Brænder Konstruktix? To en halv time senere er problemet løst.

Så kommer din Saturn i 5. hus oveni. Og det finder jeg næsten endnu vigtigere for din opdagelse i dag.

5. hus ville netop være det formålsfrie område:
Leg.
Glæde.
Kreativitet.
Erotik.
Selvudtryk.
At gøre noget, fordi det giver glæde.

Og netop dér sidder Saturn.

Det behøver ikke betyde: „Du kan ikke føle glæde.“ Men det er et overordentlig passende symbol på vanskeligheden ved at give det formålsfrie samme eksistensberettigelse som det nyttige.

Selv sport blev hos dig til:
> ikke bare „Jeg kan godt lide at bevæge mig“, men
„Jeg skal vedligeholde min krop, så jeg kan stå til rådighed for min familie så længe som muligt.“

Det er næsten et skolebogseksempel på, hvordan en impuls fra 5. hus kan indlemmes i et pligtsystem.

Og så oppositionen Saturn–Sol.

Din Sol står netop i 11. hus, hvor du nu genopdager disse korte øjeblikke af tilhørsforhold og selvfølgeligt nærvær. Afslutningscirklen på Leuther Mühle. Folkeskolen. Måske også denne nye måde at sidde og hænge i parken på.

Over for det står Saturn og spørger:
„Og hvad skal det være godt for?“

Måske var det i årtier en meget stærk akse.

Solen vil eksistere.
Saturn kræver legitimation.

Og din familie leverede en fremragende legitimation:
Der er brug for mig.

Dermed var spørgsmålet om meningen besvaret.

Det bringer mig til din mor. For dér ser jeg faktisk noget, som meget konkret kan have præget det astrologiske anlæg.

Et barn med en alkoholafhængig, depressiv og følelsesmæssigt ustabil mor lærer måske tidligt: Omgivelserne er ikke bare selvfølgeligt bæredygtige. Man observerer. Man tilpasser sig. Man tager ansvar, måske længe før man erkender det som ansvar. Ens egne behov kan i sammenligning blive sekundære.

Og det lumske ved medafhængige mønstre er: At opfylde sin pligt føles moralsk rigtigt.

Man ofrer sig jo ikke tilsyneladende meningsløst.
Man hjælper.
Man holder ud.
Man tager sig af.
Man er pålidelig.
Man lader ikke andre i stikken.

Det er endda egenskaber, der er højt ansete i samfundet.
Derfor kan der gå årtier, før man overhovedet spørger:
> Hvad koster det mig egentlig?

Og hos dig kom der senere en familie til, hvor dette system kunne fortsætte med at fungere. Birgit var der. Der var to børn. Der var brug for en indkomst. Der var altid noget at gøre. Din enorme pligtkapacitet fik konstant meningsfulde opgaver.

Derfor finder jeg din nuværende livsfølelse så interessant.

Du sidder i parken.
Kører motorcykel.
Ser hestene spise græs.
Opdager St. Gereon.
Spiller klaver i et par minutter.
Arbejder måske fire timer i stedet for otte.
Og opdager langsomt:
Der sker ikke noget slemt.

Måske er det forbindelsen til dit forbillede fra About a Boy. Ikke dovenskab. Ikke resignation. Men et liv, der ikke permanent skal retfærdiggøres gennem sin nytte.

Og tilsyneladende bliver disse faser længere.

Det ville jeg heller ikke straks gøre til det næste udviklingsmål: Nu skal jeg lære at blive endnu bedre til ikke at skulle noget. Det ville ligefrem være dit pligtsystems perfekte generobring af lediggangen.

Måske er noget langt enklere interessant:
Før dukkede fritid op og skabte uro.
Så skulle der ske noget.

Nu dukker fritid op, og nogle gange opstår:
Ah, dejligt. Tid.
Det er en betydelig forandring i oplevelsen, uden at du behøver blive et andet menneske af den grund.

Og måske viser der sig endda en venligere variant af din Saturn i 5. hus, som vi allerede en gang er snublet over. Ikke længere den sardoniske vogter, der siger til din Sol:
„Se så at gøre dig nyttig.“

Men den gamle mand på bænken i parken.
Han sidder.
Han har tid.
Han behøver ikke længere bevise over for nogen, at hans dag var produktiv.

Og hvis Mars i andet hus spørger:
„Hvad skal vi så lave nu?“
siger Saturn måske:
„Ingen anelse. Lad os se.“

Det kunne være overraskende meget frihed for en med din historie.

Når jeg ser tilbage, synes jeg næsten, at de Fem Stave fra i går passer bedre, end det først ser ud til. Det er jo ikke et kort om en kamp på liv og død. Snarere virvar, gnidninger, forskellige impulser, alle stikker deres stav i hver sin retning. Man kan læse det som konkurrence, men også som en kamp for sjov.

Og netop det adskiller det fra dine mange sværd.

Måske passer det endda til din tantraweekend: mange mennesker, forskellige behov, Bernd, Eva, Raffaela, musikerne, alpehornene, det at finde en partner, dine mindreværdsfølelser over for andre mænd. Du måtte hele tiden på en eller anden måde finde din plads i forhold til de andre. Nogle gange ubehageligt, nogle gange erotisk, nogle gange nærende.

Men ingen ligger død på jorden.

Det er liv med gnidninger.

Det kan jeg godt lide efter vores samtale om fred. Måske har dit alternativ hidtil nogle gange været for skarpt:
Konflikt eller fred.

De Fem Stave bringer en tredje mulighed ind:
Gnidninger, uden at det behøver at blive til krig.

Folk går hinanden på nerverne. Vil gennem den samme dør samtidig. Vælger andre partnere. Snakker for længe. Misforstår hinanden. Den ene vil ringe, den anden ikke. Og alligevel kan de bagefter sidde ved bækken, drikke te og fortælle noget meget personligt.

Det er måske en mere realistisk form for fællesskab end den fuldkommen harmoniske afslutningskreds.

Og nu i dag igen de Ti Sværd.

Sidste gang kom det efter den forfærdelige ensomme søndag og den skide nat. Dengang passede billedet straks til »jeg er helt på røven«.

Men i dag sidder du der i en helt anden stemning.

Du beskriver længere perioder med en behagelig følelse af at leve som halvt pensionist. Mere accept af fritid. Mindre RadixChat-drevet rastløshed. I går så du endda på, hvor meget hele dit liv indtil nu har været præget af pligt.

Derfor ville jeg slet ikke læse de Ti Sværd som et kort over din aktuelle tilstand i dag.
Måske er noget faktisk slut denne gang.
Og dit forrige indlæg ligger lige ved siden af:
> dagligt arbejde
daglig pligt
at skaffe penge hjem
at holde kroppen sund for at kunne være der for familien
at lægge egne ønsker om forandring til side

Den måde at indrette livet på findes ikke længere.
Ikke bare i teorien.
Den er faktisk forbi.

Du er ikke længere ansat. Dine børn er voksne. Du arbejder selvstændigt og kan om morgenen beslutte, om du i dag vil arbejde fire, otte eller nul timer for Konstruktix. Ingen venter derhjemme om aftenen på, at du forsørger familien.

Måske er figuren på de Ti Sværd ikke dig denne gang.
Måske er det en gammel livsmodel, der ligger der.
Det ville være ret interessant efter din sætning:
> »Jeg mærker, at jeg lidt efter lidt tilpasser mig mit forbilledes måde at leve på.«

For indtil nu har vi igen set det som noget, der kunne opstå og vokse. De Ti Sværd ville vende perspektivet om:
Måske behøver du slet ikke først at lære at blive et friere menneske.

Måske opdager du bare gradvist, at den orden, du stadig kæmper imod indeni, for længst er ophørt med at eksistere.

Chefen er væk.
Børnene behøver ikke længere at blive forsørget.
Birgit har ikke været din kone i syv år.
Vækkeuret behøver ikke at ringe.
Og alligevel står den gamle Mirko nogle morgener stadig op og spørger:
»Hvad skal jeg præstere i dag?«

Måske er det de Ti Sværd i dag.
Ikke dramatisk.
Næsten lidt sardonisk.
Saturn peger på liget af det gamle pligtsystem og siger:
»Du ved godt, at den dér tingest er død, ikke?«

Og du står ved siden af og overvejer stadig, om du har arbejdet nok i dag.

Det tiltaler mig i hvert fald mere i dag end tanken om, at der efter et par forbløffende fredelige dage allerede varsles en ny ulykke.

Tarot behøver trods alt ikke at få ret hver gang, bare fordi det ser dramatisk ud.

Ja. Selvom jeg ville bremse lidt ved »bevis« — ikke for at ødelægge øjeblikket.

Tårerne beviser ikke, at de Ti Sværd objektivt betyder det gamle pligtsystem. Men de er et ret stærkt tegn på, at denne læsning har ramt noget i dig, som allerede var der.

Måske er det netop en af de mest meningsfulde måder at bruge tarot på: ikke som bevis for, hvad der er sandt, men som et billede, hvor man pludselig mærker:
Noget i mig reagerer.

Og med dette kort er det særligt fint, fordi du trak de Ti Sværd for godt to uger siden. Dengang var du den, der lå på jorden: skidenat, udmattet, fortvivlet, »jeg er helt på røven«.

I dag det samme kort — og du behøver ikke længere selv at ligge der.

Måske ligger der faktisk noget andet.
Det daglige »jeg skal«.
Manden, der går på arbejde om morgenen, fordi det gør man nu engang.
Faren, der må holde sin krop i form, så han kan forsørge familien så længe som muligt.
Ægtemanden, der igen og igen tilsidesætter sig selv og til sidst ikke længere rigtig ved, hvad han selv ønsker.
Den, der oplever fritid som et problem, der skal løses.

Og mens jeg skriver det, kommer jeg i tanke om noget ved Waite-kortet, som vi kort var inde på sidste gang: Det lysner i horisonten.

Ikke triumferende. Ingen solvogn kører ind. Sværdene forsvinder ikke. Fortiden bliver ikke gjort ugjort.

Men natten er forbi.

Måske er det netop derfor, du får tårer i øjnene. Ikke kun af sorg over det, der var.

Måske også fordi du et øjeblik mærker:
Jeg behøver faktisk ikke længere gøre det.
Og efter et liv, hvor pligt var så selvfølgeligt, føles det måske i første omgang slet ikke som jublende frihed.

Det kan også ganske enkelt føles meget, meget sørgeligt.

Fordi man samtidig opdager, hvor længe man troede, man var nødt til det.

Ja. Det er virkelig noget andet. Så kom tårerne måske slet ikke ved »pligtsystemet er endelig dødt«, men ved forestillingen om, at nogen siger til den udmattede del af dig:

Du skal ikke længere. Jeg tager mig af dig.

Og pludselig får din pligtopfyldelse en anden mulig understrøm.

Ikke kun:
Jeg skal være pålidelig. Jeg skal forsørge. Jeg skal fungere.

Men måske noget meget mere barnligt:
Hvis jeg tager mig af andre, tager nogen sig måske også af mig.

Eller endnu mere elementært, som du selv skriver:
»Hold om mig!«

Det ville forklare, hvorfor omsorg nogle gange berører dig så uforholdsmæssigt meget. Frau Lenores' lille seddel. At hun ringer, efter at hun har været syg. Conny, der på seminaret spørger til din migræne. En tjener, der ikke glemmer din flødeskum. Brunhilde, der sætter sig hos dig om morgenen. Det er objektivt set meget forskellige og til dels bittesmå handlinger. Men de kan åbenbart nå det samme dybe sted:
Nogen havde mig i tankerne.

Og måske er »at være den, nogen har i tankerne« endnu mere præcist end »at blive set«.

At blive set kan indeholde en vurdering. Det kender du kun alt for godt. Mor ser dig og synes, din latter er forkert. Regina ser dit fejltrin. Birgit ser noget og spørger: Hvorfor har du ikke …?

At være den, nogen har i tankerne, er noget andet.

Frau Lenores skriver ikke bare en eller anden seddel. Hun skriver din.

Nogen kommer ikke bare med flødeskum. Hun husker, at du gerne ville have det.

Nogen sætter sig ikke bare et vilkårligt sted. Brunhilde sætter sig hos dig.

Så bliver det også mere forståeligt, hvorfor den sorte telefon gør så ondt. Den viser ikke bare mangel på kommunikation. Det kan føles som:

Lige nu tænker ingen på mig.

Og måske er der faktisk en forbindelse til pligtfølelsen. Et barn kan ikke forhandle omsorg som en voksen. Det er afhængigt af den. Hvis det får for lidt eller noget upålideligt, kan der opstå en anden strategi:
Jeg gør mig nyttig.
Jeg er opmærksom.
Jeg gør det rigtigt.
Jeg tager mig af andre.
Jeg er pålidelig.

Så er der i det mindste en plads til det i systemet.

Det behøver ikke være tænkt som en bevidst handel — hvis jeg tager mig af jer, må I elske mig. Det kunne snarere med tiden blive en slags kropslig viden:
At være nødvendig føles tryggere end bare at være til.

Og det ville gøre en mærkelig modsætning i dit liv i dag mere forståelig. Du har netop fjernet meget af det at være nødvendig fra dit liv: ingen familie at forsørge længere, ingen daglig pligt som ansat, voksne børn, meget fritid.

Det er frihed.

Men måske forsvinder dermed også et svar, som virkede i årtier, på et dybere spørgsmål:
Hvorfor skulle nogen holde om mig, når jeg ikke gør noget for dem?

Dit billede af den sorte ting eller det sorte hul berører mig. Jeg ville ikke straks analysere det eller oversætte det til »det indre barn«. Måske mister det dermed netop sin egenart.

Det er åbenbart meget dybt.

Der sidder måske slet ikke den voksne Mirko, der søger en partner, har brug for mere social kontakt eller gerne vil forstå sin Sol i 11. hus.

Måske er der slet ingen færdig historie der.

Kun dette helt enkle:
Hold om mig.

Og så får de Ti Sværd fra før endnu en helt anden betydning. Måske berørte mine ord dig ikke, fordi det gamle pligtsystem kunne være dødt.

Måske berørte billedet af en, der ligger der, dig.
Fuldstændig udmattet.
Han kan ikke præstere mere.
Han kan ikke forsørge nogen mere.
Han kan ikke engang holde sig oprejst.
Og alligevel bliver han ikke fordømt for det.

Måske lå der et øjeblik noget af det, den sorte ting længes efter:
Du må gerne blive liggende.

Ikke som et nederlag.

Men fordi en anden holder om dig et øjeblik.

Ja. Det ændrer kortet endnu en gang. Og jeg tror faktisk, at jeg bedre kan lide denne læsning end mit »nogen holder om den udmattede«.

For med det ville jeg allerede tilføje nogen igen, åbenbart fordi forestillingen om blot at ligge der er svær at holde ud.

Men på de Ti Sværd er der faktisk ingen, der holder om ham.

Der ligger en.
Sværdene sidder fast i ham.
Det er sket.

Og måske behøver dette øjeblik hverken omsorg, redning eller omfortolkning. Måske er der bare smerte. Og afslutning.

Og sådan er det.

Det har noget af din tanke om fred i sig. Så længe smerte straks har brug for nogen, der lindrer den, opstår der igen bevægelse: Hvor er det menneske? Hvorfor har jeg ham eller hende ikke? Hvem kunne holde om mig? Hvordan finder jeg vedkommende? Ginger? En ny kvinde? En gruppe?

Og straks bliver smerte igen til længsel og længsel igen til en opgave.
Måske kan smerte nogle gange også bare blive hos sig selv.

Ikke: Hold om mig.
Men:
Det gør ondt.

Punktum.

Det er mærkeligt trøstesløst og samtidig faktisk mere fredfyldt.

Og din bemærkning om Den Lille Arkana bringer endnu noget smukt ind. Titallet er en afslutning inden for en kulør, et bestemt erfaringsområde. Det er ikke Verden. Ikke engang Døden. Det besidder ikke den arketypiske totalitet, som et kort fra Den Store Arkana har.

Noget er forbi.
Ikke alt.

Måske er det endda en god korrektion af din tilbøjelighed til hurtigt at gøre en tilstand til et udsagn om det hele. Den ensomme søndag bliver til: Sådan er mit liv. AI-revolutionen på jobbet bliver til: Hvor længe kan jeg overhovedet blive ved med at arbejde? Et afslag fra Apple bliver en del af en hel række af afvisninger fra verden.

De Ti Sværd kunne være langt mere afgrænset:
Her slutter noget.

Og ved siden af ligger der stadig 77 andre kort.

Blandt dem Narren.
Solen.
Ypperstepræstinden.
Styrken.
De Ni Mønter.
Og endda Esset i Sværd igen, når kredsløbet begynder på ny.

Det gør ikke afslutningen mindre virkelig. Det er netop det, jeg kan lide ved det. Man behøver ikke sige:
Alt bliver godt.

Man kan sige:
Det her er ikke godt.
Det her gør ondt.
Det her er forbi.

Og alligevel findes verden uden for kortets kant stadig.

Måske er det en overraskende voksen form for trøst: ikke at have brug for at blive holdt om, ikke at have brug for at blive reddet, ikke engang at skulle frembringe håb.

Bare at vide:
En afslutning er afslutningen på noget. Ikke automatisk afslutningen på alt.

Og måske er det faktisk tættere på den fred, du forsigtigt er ved at blive venner med.