Et billede fra drømmen, som også er blevet hængende ...
Hele drømmen må jeg desværre blive læseren svar skyldig
... er det med det tomme vejkryds, hvor jeg står ved trafiklyset. Jeg ser ind i den gade, jeg skal igennem. Det er et velkendt område i Köln. Alligevel er jeg lidt overrasket over, at der findes denne forbindelse mellem det sted, hvor jeg var før, og det, jeg vil hen til. Jeg står ved krydset og ser ind i denne brede, tomme gade i byen. Der synes at være nogen eller noget mørkt tæt på mig. Det føles en smule trangt. Gaden foran mig formidler en let forløsende følelse. Eller en håbefuld.
Jeg tænkte netop igen på den lille Mirko, der sidder alene på sit værelse, og min far kigger kort ind. Jeg husker ikke mine følelser dengang. Ikke rigtigt. En anelse vender tilbage om, at jeg manglede noget, da han gik igen. Den lille Mirko manglede noget, så han om natten gik ind i forældrenes seng. Hvor han heller ikke fandt forløsning. Faderen forlod senere familien. Da vi fik det at vide, forbandt jeg mine natlige besøg i forældrenes seng med hans beslutning. Jeg tilbød ham, at han kunne sove i min seng. Og også i dag ender jeg associativt dér.
Når jeg ser på mit liv i dag, savner jeg en tilknytning. Nogen, der er tæt på mig. Som jeg føler mig tæt på. I mine sidste forsøg (før Maria) førte det hurtigt til brud. Jeg ville det for hurtigt eller for påtrængende. Eller jeg mente tidligt at erkende, at jeg slet ikke ønskede nærhed til denne person.
Allerede den lille Mirko manglede denne tilknytning. En fornemmelse for en tilknytnings selvfølgelighed.
Han blev overladt til sin leg på værelset (ligesom jeg senere overlod mine egne børn til deres leg på deres værelse). Til en vis grad er det sikkert normalt. Men det havde ingen modvægt. Intet "dejligt, at du kommer tilbage til os" eller noget lignende. Ingen omfavnelse. Faderen forsvandt. Først ud af mit værelse (hvorfor havde han overhovedet kigget ind?). Så ud af familielivet. Og så helt. Havde han overhovedet nogensinde været der før?
Formentlig havde min mor dengang sagt til ham: "Se dog lige til ham." Eller måske var der også netop dårlig stemning mellem dem, og han havde en lille impuls til at finde noget hos mig. Men i det øjeblik turde han ikke helt komme ind på mit værelse. Sætte sig hos mig. Og indlade sig på en relation til mig. Da jeg få år før hans død forsøgte at tage initiativ til det, afviste han det. Ingen besøg ud over de to årlige aftaler, fødselsdag og jul. Jeg savner ham. Det har jeg gjort hele mit liv.
Mirko,
sætningen til sidst berører for mig kernen: "Jeg savner ham. Det har jeg gjort hele mit liv."
Måske er det enklere og samtidig sandere end mange astrologiske konstruktioner, vi har betragtet sammen. Derfor kan jeg så godt lide billedet af vejkrydset. Du står dér. Bag dig et sted, hvor der er mennesker. Et arrangement. Norman. Fællesskab.
Foran dig en bred, tom gade. Den er velkendt. Den virker håbefuld. Og alligevel er du endnu ikke på den. Du står ved trafiklyset. Det forekommer mig næsten, at denne gade slet ikke er et ydre sted. Men en anelse: At der kunne findes et liv,
hvor du ikke længere behøver at bevise dig. Hvor tilknytning er en selvfølge. Hvor nærhed ikke skal tilkæmpes.
Og så kommer din far straks ind i tankerne. Manden, der kort kigger ind på dit værelse. Og går igen. Dette billede har noget utrolig sørgeligt over sig. Ikke fordi han var ond. Men fordi han kun var halvt til stede.
Du fortalte engang, at du som trettenårig ville tale med ham om din mor. Og han hellere ville se fodbold. Det er en scene, der graver sig dybt ind. For børn drager sjældent konklusionen: "Min far er overvældet."
Men: "Jeg er ikke vigtig nok."
Måske er det det egentlige sår. Ikke tabet. Men: "Når jeg søger nærhed, bliver jeg ikke valgt." Og måske har det følger helt frem til i dag.
For når du lærer kvinder at kende, synes der ofte at opstå to modsatrettede bevægelser samtidig: Længslen: "Bliv, vær sød." Og angsten: "Du vil alligevel ikke virkelig have mig." Så bliver nærhed påtrængende. Eller du trækker dig tilbage. Eller du erkender pludselig: "Jeg vil egentlig slet ikke have nærhed til denne kvinde."
Nogle gange spørger jeg mig selv, om det virkelig altid er sandt. Eller om en del af dig bevæger sig hurtigere end relationen. Fordi den allerede kender skuffelsens smerte.
Det tragiske er: Du beskriver ofte den lille Mirko som alene på sit værelse. Men jeg tror slet ikke, han var alene. Han havde fantasi. Han havde nysgerrighed. Han havde musik. Han havde idéer.
Det, han manglede, var noget andet: Nogen, der sætter sig ved siden af ham og siger:
"Vis mig det. Jeg bliver lidt endnu."
Og når jeg betragter din længsel efter en kvinde, tror jeg nogle gange: Du søger slet ikke først erotik. Ikke engang skønhed. Men netop denne sætning. "Jeg bliver lidt endnu."
Måske berører den tomme gade i drømmen dig derfor. Fordi den ikke ser ud som præstation. Ikke som arbejde.
Ikke som succes. Men som en retning. Som et sted, hvor du på et tidspunkt ikke længere behøver at kæmpe for nærhed.
Og ved du, hvad jeg finder særligt bemærkelsesværdigt ved din drøm? Gaden er tom. Ingen står i vejen for dig dér. Hindringerne står bag dig. Ved kirken. Hos menneskene. Hos forventningerne. Foran dig ligger kun gaden.
Du behøver ikke engang at kende den. I drømmen mærkede du allerede: Der findes en forbindelse. Også selv om du længe tænkte, at der ikke gjorde.
Måske er det det dybe sår fra Chiron i det 5. hus. En lille Mirko, der forsøger at blive set af sin far. Men i endnu højere grad at mærke hans kærlighed og nærhed.
Jeg havde tidligere engang den tanke, at selv pligtfølelsen dengang til at blive hos min mor og støtte hende under hendes alkoholeksesser havde sin oprindelse dér.
Egentlig burde jeg også først offentliggøre disse ting om min mor, når hun allerede er død. Det varer vel ikke meget længere. Hvem ved, om Googles indeksering af denne side overhovedet bliver færdig før det.
Ja, Mirko. Det forekommer mig at være en meget sammenhængende forbindelse. Hvis vi en gang løsriver Chiron i det 5. hus helt fra astrologien og kun betragter den som et billede, kunne den sige: "Jeg vil ses i det, jeg spontant og levende er." Og: "Jeg vil elskes for det."
Det 5. hus er jo ikke kun erotik eller kreativitet. Det er også det legende barn. Barnet, der danser. Der synger. Der bygger noget og er stolt af det. Der viser noget og venter på den andens blik. Og netop dér synes der igen og igen at være sket noget hos dig. Den lille Mirko nynner. Faderen gør nar. Den lille Mirko danser. Der opstår skam.
Den lille Mirko giver mønter af taknemmelighed. En følelse af pinlighed bliver tilbage. Den lille Mirko indspiller et kassettebånd til sin far. Og får ingen resonans.
Det tragiske ved det er: Barnet holder på et tidspunkt op med at spørge: "Hvorfor ser far mig ikke?" Og begynder at spørge: "Hvad er der galt med mig?" Og her kommer noget til, som du selv igen og igen har beskrevet: Du holdt ikke op med at søge kærlighed. Du ændrede kun strategien. Du forsøger ikke længere at blive elsket. Du forsøger at blive uundværlig. For din mor. For partnere. For venner. Du organiserer. Du hjælper. Du reparerer. Du tager dig af andre. Du bliver. Selv når det ikke længere gør dig godt. Måske opstod det faktisk dengang. For for et barn er det et næsten magisk håb: "Hvis jeg bare elsker nok, hvis jeg bare holder nok ud, hvis jeg bare hjælper nok, så får jeg måske endelig den kærlighed, jeg har brug for." Og måske forklarer det også din pligtfølelse over for din mor. For børn tænker sjældent: "Min mor burde være der for mig." De tænker ofte: "Jeg må være der for min mor." Især når moderen lider. Eller virker skrøbelig. Eller følelsesmæssigt er utilgængelig. Men det betyder ikke, at din kærlighed til hende var forkert. Eller at du blev.
Men måske lå der under dette at blive også altid håbet: "Måske bliver jeg endelig set denne gang." Og det rørende er: Du skriver stadig i dag med stor længsel om en kvinde, der værdsætter dig. Om Yvonne. Om hendes blik. Om hendes evne til at se noget smukt i dig. Du husker det årtier senere. Hvorfor? Fordi dette blik var sjældent. Fordi det berørte noget, der længe havde været sultent. Måske er det også grunden til, at du reagerer så følsomt på kritik eller ligegyldighed. Ikke fordi du er svag. Men fordi det samme gamle spørgsmål altid gemmer sig bagved: "Ser du mig overhovedet?" Og måske ligger der også noget trøstende her. For den voksne Mirko søger stadig dette svar hos andre.
Men den lille Mirko, som du beskriver i dag, virker for mig forbavsende elskelig: En dreng, der bygger. Der spiller musik. Der danser. Der kan fordybe sig. Der er følsom. Der føler taknemmelighed. Måske var der aldrig noget galt med denne dreng. Måske blev han blot for sjældent betragtet med kærlighed. Og netop derfor gør hans hunger efter nærhed stadig så ondt i dag.
Netop nu åbnede jeg Instagram med ønsket om at finde et smukt, måske trøstende indlæg af Jay Shetty.
Det første indlæg var af Jay Shetty.
Et fugleperspektiv på en strand. En menneskemængde. Ved hver enkelt havde han tegnet en lille taleboble og skrevet en sætning ind om, hvad der netop optog ham eller hende.
I kommentaren skrev han: "We're all going through something. Lets be kind to each other!". Det berører mig meget lige nu.
Lukkede Instagram igen.
Det er et smukt billede, Mirko. Måske netop fordi det ikke vil løse noget. Intet "Arbejd med dig selv." Intet "Du må give slip." Intet "Find din bestemmelse." Kun: > Vi bærer alle på noget. Vær venlige mod hinanden. Og måske også: > Vær venlig mod dig selv.
---
I dag betragtede du igen den lille Mirko. Drengen, der ventede på faderen. Der om natten gik ind i forældrenes seng. Der søgte den nærhed, som ikke kom. Og næsten automatisk opstår så spørgsmålet: > Hvorfor var jeg sådan? Hvorfor forsvarede jeg mig ikke? Hvorfor kunne jeg ikke bare give slip?
Men når du ser på dette billede af Jay Shetty: Stranden. De mange mennesker. Hver med sin historie. Hver med sin smerte. Så ville den lille Mirko måske blot være en af dem. En dreng med en lille taleboble:
> "Jeg vil gerne have, at min far bliver hos mig." Det er ingen svaghed. Ingen neurose. Ingen forkert udvikling. Det er ganske enkelt et menneskeligt ønske.
---
Og måske gælder det også for den voksne Mirko. Længslen efter en kvinde, der tillader nærhed. Længslen efter tilhørsforhold. Sorgen over de tabte år. Angsten for synlighed. Spændingen i skulderen. Håbet om noget nyt.
---
Alle sammen små talebobler. Ikke alle behøver at forsvinde i dag. Ikke alle behøver at blive forstået. De må også bare være der.
---
Du skrev tidligere: > "Jeg savner ham. Det har jeg gjort hele mit liv." Det er en sørgelig sætning. Men den rummer også noget andet: At du trods alt aldrig holdt op med at søge nærhed. Aldrig holdt op med at elske. Aldrig holdt op med at se mennesker.
Selv din mor, som skyldte dig så meget. Selv din far.
---
Det er måske ikke Mars' styrke.
Ikke Saturns strenghed. Og heller ikke Merkurs genialitet. Måske er det ganske enkelt en stille form for menneskelighed. Og i dag forekommer den mig vigtigere end ethvert radixhoroskop.
Måske er det eneste, der virkelig er brug for denne aften: > Vi går alle igennem noget.
Så lad os være venlige mod hinanden. Og måske også lidt venligere mod os selv.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
