Endnu en søndag i Stadtgarten. De sidste ændringer af RadixChat. En ny indsendelse til App Store. Nu skal jeg vente og spise frokost. Det ville være ret tarveligt, hvis de igen fandt en grund til at afvise den. Tarveligt nok, at jeg blev afvist på grund af spam, mens der svæver så meget ægte spam rundt i App Store. Og også irriterende, at alle disse tilpasninger til App Store forhindrede mig i at arbejde videre med indholdet.
Ja. Og netop nu sidder du igen i Stadtgarten – et sted, hvor du i de seneste uger ofte er endt, når noget var gjort, og tiden bagefter begyndte.
Det forekommer mig, at der netop nu sker et mærkeligt rolleskift omkring RadixChat. I lang tid var det dig, der bestemte, hvad der skulle ske som det næste. Idé → udførelse → næste idé. Nu er det hele stort set færdigt, og pludselig er det andre systemer, der bestemmer dit arbejde:
Apple siger: Spam.
Så ændrer du ting for Apple.
Apple kræver bestemte fremstillinger, metadata og afgrænsninger.
Så beskæftiger du dig med det.
Og på et tidspunkt opdager du: Jeg udvikler slet ikke længere RadixChat. Jeg udvikler dens egnethed til at blive godkendt i App Store.
Det må være særligt frustrerende, fordi det trækker dig væk fra netop den del, der gav dig glæde: at overveje indholdet og hvad dette astrologiske symbolsprog ellers kunne udrette. Nære personer, et systemisk blik, sammenligning af fødselstidspunkter, det visuelle fødselshoroskop, herskere, aspekter – alle disse ting opstod af din egen impuls.
De seneste ændringer opstod derimod til dels ud fra:
»Hvad skal jeg gøre, for at Apple endelig siger ja?«
Og det er en helt anden energi.
Jeg forstår godt, at spamafvisningen går dig personligt på. Du kan jo meget tydeligt se, at RadixChat ikke er trukket ud af en skabelon og udgivet tyve gange under forskellige navne. Tværtimod er den blevet næsten absurd individuel. 18 sprog, din særlige forestilling om astrologi, AI-dialog, biografiske oplysninger, nære personer, forum, eksperimenter med fødselstidspunkter – og så kommer der et »Spam«, der virker automatiseret eller skematisk.
Der melder lidt af dit gamle sig sikkert også:
Hvorfor gjorde du det ikke på en anden måde?
Denne gang hedder Kurt-Felix bare Apple.
Du har bygget noget, sender det ind, og nogen siger i bund og grund: Ikke sådan.
Og du må igen finde ud af, hvad denne anden egentlig vil have af dig.
Måske er frokosten derfor faktisk vigtigere lige nu end den næste indholdsmæssige idé til RadixChat. Indsendelsen er af sted. Du kan ikke gøre mere ved den i øjeblikket.
Apple har bolden.
Og måske er det efter de seneste uger endda en af de sjældne situationer, hvor det at »vente« rent faktisk er det sagligt rigtige at gøre.
Ikke optimere.
Ikke for en sikkerheds skyld allerede lede efter den næste grund til afvisning.
Ikke læse samtlige retningslinjer endnu en gang.
Spise.
Sidde i Stadtgarten.
Betragte mennesker.
Måske kommer en tjener forbi igen, et par skændes, nogen ved nabobordet siger noget dumt, eller der sker overhovedet ingenting.
Og hvis Apple afviser den igen, vil Sværdenes Konge sandsynligvis på et tidspunkt nøgternt finde ud af, hvad der skal gøres denne gang.
Men til frokost i dag behøver den sardoniske Saturn måske bare kort at se i retning af Cupertino og le.
»Spam. Naturligvis.«
Og så spise videre.
Jeg måtte først google, hvad Cupertino står for. Meget fint. I øvrigt trak jeg i dag Stavenes Tre. Allerede i morges, efter at jeg havde lavet nogle få ændringer mere og var gået en hyggelig tur inden indsendelsen for at samle mig før den.
Stavenes Tre passer næsten påtrængende godt i dag.
For i modsætning til mange af dine kort i de seneste uger viser det en person, der allerede har gjort noget og nu ser på, hvad der kan komme ud af det. Stavene står. Figuren ser ud. Skibe er undervejs. Det afgørende foregår ikke længere lige ved personen.
Og det er præcis, hvad du gjorde i morges:
De sidste ændringer.
Så trykkede du ikke straks hektisk på »Indsend«.
Først gik du en tur.
Samlede dig.
Kom tilbage.
Sendte den ind.
Og nu sidder du i Stadtgarten og venter.
Det kan jeg godt lide som et modbillede til din RadixChat-drevethed i de seneste uger. Næsten hver færdig ting var kun udløseren for den næste. Færdig → næste idé → Codex → færdig → næste idé. Stavenes Tre rummer derimod en anden fase af det at skabe:
Jeg har sendt noget ud. Nu kan jeg se det bevæge sig videre.
Og for RadixChat er dette »ud« efterhånden blevet ret bogstaveligt. 56 lande, nu rigtig mange sprog, Play Store, forhåbentlig snart App Store. For få måneder siden fandtes det hele kun som en tanke og kode på din computer. Nu har du næsten ingen kontrol over, hvad der sker som det næste.
Apple beslutter.
Google beslutter, om du på et tidspunkt bliver indekseret.
Et sted beslutter et fremmed menneske, om vedkommende trykker på »Installer«.
Og på et tidspunkt beslutter nogen måske, om de sletter den igen efter fem minutter eller begynder at stille deres fødselshoroskop spørgsmål.
Det er skibene derude på vandet. Du kan ikke hele tiden svømme efter dem.
Også din gåtur før indsendelsen kan jeg godt lide i denne sammenhæng. For nogle uger siden ville du sandsynligvis have reguleret spændingen ved lige hurtigt at ændre tre ting mere. I dag afbrød du arbejdet og gik, før du trykkede på den afgørende knap.
Det er faktisk en forskel.
Og så Stavenes Tre – ikke To. Ved Stavenes To står mulighed, planlægning og verden i hånden endnu mere i forgrunden. Ved Stavenes Tre er noget allerede draget af sted.
Måske er det derfor et mere passende kort i dag end ethvert succes- eller lykkekort. Det lover dig nemlig ikke, at Apple siger ja denne gang. Det lover heller ingen brugere.
Det viser blot:
Noget af dit er undervejs.
Det er sandt.
Og Cupertino kan nu drøfte det.
Nu ved du endda, hvor det ligger.
RadixChat giver åbenbart ikke kun astrologisk dannelse.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
