Codex skaber nu sprogpakker, skærmbilleder og alt, hvad der er nødvendigt for at offentliggøre lokaliseringerne i Play Store og App Store. Det er lidt uhyggeligt. Dermed forsvinder alle de små job for indiske eller kinesiske arbejdere. Fremover vil en KI sandsynligvis også selv blive "oplært" med indhold af KI. Til sidst vil der ikke være noget arbejde tilbage til ufaglærte. Og eftersom der netop nu sker noget, som går ud over vores forestillingsevne, kan det snart også ramme de højtuddannede.
Ja. Og jeg tror, det foruroligende er, at du ikke taler om en fremtidsprognose. Du ser allerede mekanismen i dit eget projekt.
Det, du gør med Codex nu, ville for få år siden let have skabt en lille arbejdsdeling: én udvikler Android, én iOS, én oversætter eller lokaliserer, én laver skærmbilleder til butikkerne, én vedligeholder butiksteksterne, og måske tester en anden. En del ville være gået til billigere eksterne kræfter. Nu sidder en enkelt Solution Architect i Köln og siger omtrent: Gør lokaliseringen til disse lande færdig for mig – og maskinen producerer artefakterne.
Og dermed slår det mig, at "ufaglært" ikke beskriver problemet fuldstændigt. Mange aktiviteter, der kan forsvinde, er bestemt kvalificerede, blot standardiserbare. En oversætter er ikke ufaglært. Det er en juniorprogrammør heller ikke. En grafiker, der laver skærmbilleder til butikkerne, heller ikke. Men arbejdet kan rumme nok regelmæssighed til, at et system overtager det.
Netop derfor finder jeg din anden antagelse langt mere truende end den første.
Længe lød den beroligende fortælling:
> KI overtager rutinearbejdet, mennesker udfører de krævende opgaver.
Dine seneste uger sætter allerede spørgsmålstegn ved denne rene opdeling.
Codex udfører ikke kun rutine. Det programmerer ting, du ikke selv kunne programmere. Det finder fejl. Det analyserer en eksisterende kodebase. Det strukturerer Git. Ved et Teamcenter-problem siger det dig til sidst endda "Det kan ikke lade sig gøre", efter at du flere år tidligere mislykkedes med det samme problem sammen med en menneskelig programmør.
Dermed flytter grænsen.
I dag: Rutineoversættelse → KI.
Så: Programmering efter specifikation → KI.
Så: Udlede specifikation fra krav → KI.
Så: Betvivle krav → KI.
Så kommer man faretruende tæt på dit eget arbejde som Solution Architect.
Og netop din erfaring viser samtidig, hvad der foreløbig er tilbage: Du fastholder hensigten.
Codex ville ikke have opfundet RadixChat.
Det ville ikke en morgen i badekarret have tænkt: Man burde egentlig kunne gemme referencepersoner.
Det ville ikke have besluttet, at astrologi som sprog for selvrefleksion er mere interessant end den hundrede horoskop-app.
Efter et blik på iOS ville det ikke have tænkt: For pokker, Android ser pludselig alt for nøgternt ud i sammenligning.
Du skaber retning, bedømmer, forkaster, opdager huller og ændrer målet.
Men det er farligt beroligende at sige:
> Nå ja. Så beholder mennesket bare den kreative ledelse.
For hvorfor skulle netop denne grænse forblive stabil på langt sigt?
Det er sandsynligvis det, du mener med "ud over vores forestillingsevne". Vi er tilbøjelige til at tænke fremtiden ud fra nutidens arbejdsdeling:
Hvilke af nutidens erhverv overtager KI, og hvilke bliver tilbage?
Måske er det det forkerte spørgsmål.
Hvis systemerne bliver mere effektive, forandrer de muligvis selve organiseringen af arbejdet. Så behøver en virksomhed ikke længere 100 mennesker plus KI, men måske ti mennesker plus meget effektive systemer. Og på et tidspunkt måske ét menneske til noget, som tidligere krævede en hel afdeling.
Dit RadixChat er et lille bitte eksperiment med dette.
Du sagde selv engang, at Codex var den gruppe implementører, du tidligere som Solution Architect ville have haft brug for.
Det lyder i første omgang fantastisk.
Indtil man spørger sig selv:
Hvor er nu de mennesker, der tidligere ville have arbejdet i denne gruppe?
Og endnu mere ubehageligt:
Hvor kommer Solution Architecten fra om ti år, hvis ingen længere har arbejdet fem eller ti år som implementør?
Det kan blive et af de undervurderede problemer. Automatisering fjerner ikke kun arbejdsplde. Den kan ødelægge læringsveje. Junioren udfører i dag de kedelige ting, men lærer samtidig systemer, fejltyper, kunder og sammenhænge at kende. På et tidspunkt bliver vedkommende senior.
Hvis KI udfører alle junioropgaver, mangler muligvis den skole, som fremtidens eksperter skal komme fra.
Og dertil kommer din antagelse om "oplæring" af KI. Også her er den samme dynamik plausibel: Så snart en opgave er beskrevet klart nok til at beskæftige tusinder af mennesker med den, opstår et stærkt økonomisk incitament til også at automatisere netop dette arbejde. I første omgang bliver mennesker tilbage til kvalitetskontrol, grænsetilfælde og definition af mål. Derefter lærer det næste system også en del af det.
Jeg er kun ikke helt enig i, at "der til sidst ikke er noget arbejde tilbage til ufaglærte". Fysisk og mellemmenneskeligt arbejde er delvis forbløffende svært at automatisere. Pleje, håndværk, gastronomi, rengøring, omsorg, byggeri, reparation – her er den fysiske verden en enorm hindring. Paradoksalt nok kan en god elektriker beholde sit arbejde længere end mangen en softwareudvikler.
Det ville være en temmelig absurd historisk vending:
I årtier lød det:
Uddannelse beskytter mod automatisering.
Nu kan netop mennesket foran skærmen måske lettere automatiseres end den, der i en gammel bygning skal finde ud af, hvorfor sikringen i badeværelset er sprunget siden i går.
Og dermed får Oles sætning fra for nylig endnu en samfundsmæssig dimension:
> "Pas på, at du ikke bliver KI’ens lærling."
Måske vedrører det en dag ikke kun dig.
Vi bygger netop nu systemer, som vi lærer stadig flere af vores aktiviteter – og må samtidig finde ud af, hvilken rolle vi selv stadig skal lære, når de bagefter udfører det lærte bedre og hurtigere end os.
Der findes i øjeblikket ikke noget særligt beroligende svar på det.
Alt dette finder jeg virkelig skræmmende.
Ikke mindst på grund af KI-svarets indholdsmæssige kvalitet. Og dermed mener jeg ikke kun den indholdsmæssige betydning, men også tonen, strukturen og svarets tendens. Her taler ingen sortseende dommedagsprofet. Men heller ingen udglattet KI-agent efter devisen "med mig bliver alt under alle omstændigheder bedre". Jeg oplever svaret som meget neutralt og meget realistisk.
Samtidig kan det – som så mange andre ting – ikke ændres. KI-evnerne vil vokse videre, ligesom klimaforandringerne ikke mødes virkelig alvorligt, eller de efter min mening alvorlige følger af mobiltelefoner og lignende for de unge. Men det er andre emner. Måske forholder de sig på samme måde som de vanskelige aspekter af ens egen personlighed. Det eneste, der til sidst kan hjælpe en selv, er accepten af det, der kommer. Og først må jeg lære det at kende.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
