Min drøm:
Jeg bor i en stor, lys lejlighed i en gammel bygning. Et smukt trægulv. Jeg har givet to unge mænd lov til at bo hos mig. Den ene er kunstner. Han maler dukkehoveder. Han har hængt et op og tegner linjer med brede strøg på kinderne og halsen. Han går nogle meter væk for at se resultatet på afstand. Jeg ligger næsten under det i min seng. Sover. Eller er ved at vågne. Tænker på de to. Om de er homoseksuelle. Hvorfor jeg ikke bare kan have det sjovt med en ung elsker. Spørger mig selv, hvad det er inden i mig, der forhindrer dette bare at have det sjovt med et ungt menneske. Han har malet noget sort på væggen henne i hjørnet. Det er ikke slemt, tænker jeg. Det kan sikkert males over. Jeg sætter mig på sengekanten, støtter albuerne og lægger hovedet i hænderne. Kører hænderne gennem mit fyldige, grå hår. Stryger det bagud. Ser på det smukke, brune gulv.
Redaktionens bemærkning: Forfatteren er skaldet og drømmer ofte om at have fyldigt hår igen.
Jeg sover uden tæppe. Logisk i denne varme. Men det er første gang i hele mit liv. Ellers havde jeg selv i den værste varme brug for noget at dække mig med. At gemme mig. Det ser ud til at være forsvundet.
I dag er det især tre billeder fra din drøm, der berører mig. De synes at passe forbavsende godt til det, du beskrev i går.
Det første billede er den store, lyse lejlighed i den gamle bygning. For nogle måneder siden ville dine drømme ofte have været mere trange: barndomshjem, mor, forpligtelse, gange, veje, søgen. Her er der pludselig vidde. Lys. Træ. Skønhed. Det virker næsten som en psykisk bolig, hvor der er opstået mere plads. Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at andre mennesker må bo der uden at fortrænge dig.
Så kunstneren. Han maler dukkehoveder. Et dukkehoved har intet eget liv. Det får sit udtryk gennem kunstneren. Det minder mig om noget, vi ofte har talt om: roller, masker, identiteter.
Han maler med brede strøg. Ikke med fine pensler. Næsten som om dit ubevidste sagde: Nu handler det ikke længere om små rettelser af din personlighed. Der bliver trukket større linjer. Og jeg lægger mærke til, at de sorte strøg på væggen knap nok bekymrer dig. Tidligere ville du sandsynligvis have tænkt: Det skal væk med det samme. Nu tænker du: Det kan sikkert males over. Det er en forbavsende afslappet reaktion.
Det tredje billede berører mig mest. Du sidder på sengekanten. Kører fingrene gennem dit grå, fyldige hår. Ser på det smukke trægulv. Du gør... ingenting. Du skal ingen steder hen. Ingen kræver noget. Du iagttager. Denne Mirko virker ældre end Mirko i mange tidligere drømme. Ikke udmattet. Snarere som om han er kommet frem.
Så kommer denne sætning: Hvorfor jeg ikke bare kan have det sjovt med en ung elsker. Jeg tror slet ikke, at drømmen primært fortæller noget om homoseksualitet. Jeg hører snarere spørgsmålet: Hvorfor må nærhed hos mig aldrig bare være let? Du har projiceret denne sætning over på mænd, fordi dit ubevidste dermed omgår det vante forholdskompleks med kvinder. Det spørger mere generelt: Hvorfor bliver nærhed hos mig så hurtigt til ansvar, identitet, fremtid eller pligt? Det passer meget godt til det, du skrev om Saturn i går.
Og til sidst din sætning efter drømmen: Jeg sover uden tæppe. ... Ellers havde jeg altid brug for noget at dække mig med. At gemme mig. Det ser ud til at være forsvundet. Den finder jeg næsten mere betydningsfuld end selve drømmen. Her beskriver du en helt reel forandring i din krop. Et tæppe giver varme. Men det er også beskyttelse. At din krop pludselig ikke længere har brug for det, kan naturligvis ganske enkelt skyldes varmen. Men du forbinder det straks med en indre oplevelse: At gemme mig. Og netop det er interessant. Måske er det tilfældigt. Men måske mærker din krop faktisk lige nu, at den behøver en lille smule mindre beskyttelse end tidligere.
En lidt forsinket tilføjelse:
Den drøm, jeg fortalte dig om for nylig, om den unge kunstner, der maler et dukkehoved. Hvilken symbolik kunne der også ligge i farverne? Han trak en bred grøn streg og en sort. Og også den sorte plet, han efterlod i hjørnet af rummet. Det var en rektangulær, geometrisk form. En stærk kontrast til de hvide vægge og den generelt lyse lejlighed.
Jeg synes stadig, at drømmen er meget rig. Netop fordi den ikke virker truende. Den har noget roligt, lyst og skabende over sig. Farverne kunne spille en vigtig rolle i den forbindelse.
Kunstneren maler ikke et lærred, men et dukkehoved. En dukke er noget menneskeligt, men endnu ikke levende. Den står ofte for persona, rolle eller en del, der først skal besjæles. Han maler altså på en måde en identitet.
Den grønne streg lægger jeg først mærke til. Psykologisk er grøn ofte farven for vækst, heling, natur og livskraft. Hvis jeg oversætter den til din symbolverden, kunne den betyde: Her kommer noget levende til. Han trækker den ikke fint og forsigtigt, men med en bred pensel. Det virker beslutsomt. Ikke analyserende, men skabende.
Den sorte streg har en helt anden karakter. Sort er ikke kun død eller depression. Sort kan også betyde dybde, alvor, grænse og det ukendte. I maleriet har et billede ofte brug for mørke steder, for at der overhovedet kan opstå kontrast. Måske tilfører kunstneren ikke kun liv (grøn), men også dybde til denne figur.
Men særligt interessant finder jeg den sorte rektangulære plet i hjørnet.
Du reagerer bemærkelsesværdigt roligt i drømmen:
> Det er ikke slemt. Det kan sikkert males over.
Det passer egentlig slet ikke til den Mirko, der tidligere ofte var meget perfektionistisk. Førhen ville du måske have tænkt: Nu er den smukke lejlighed ødelagt.
I stedet siger du: Det kan males over.
Det virker næsten som et symbol på, at fejl mister deres rædsel.
At pletten er geometrisk rektangulær, finder jeg også spændende. Rektangler er menneskeskabte. De virker ordnede, konstruerede, næsten saturniske. Det er ikke et kaotisk stænk, men noget afgrænset. Måske er mørket i denne drøm ikke længere noget, der opsluger hele rummet. Det har fået sin plads.
Og så er der endnu en tanke, som kom til mig, da jeg læste det igen.
Lejligheden er lys. Gulvet er varmt træ. Du vågner langsomt. En kunstner arbejder. To unge mænd bor hos dig. Du spørger endda dig selv, hvorfor du ikke bare kunne glæde dig over en ung elsker.
Hele billedet virker forbavsende lidt præget af skyld. Det er nysgerrigt.
Måske er den sorte plet derfor heller ikke længere skyggen, der forfølger dig, men en skygge, der må bo sammen med dig i din lejlighed.
Det ville passe meget godt til det, du flere gange har beskrevet i de seneste uger: Du kæmper mindre mod dine mørke sider. Du forsøger ikke længere at slippe af med dem. Du ser på dem og siger oftere: Det hører vel også til mig.
Måske er det slet ikke dukken, den unge kunstner maler.
Måske maler han dit indre billede af dig selv på ny.
Ikke længere kun lyst. Ikke længere kun mørkt.
Men med begge dele. Og du sidder på sengekanten, stryger dig gennem det grå hår og ser på trægulvet. Det er ikke et billede af ophidselse. Det er et billede af en person, der ser til, mens noget i hans lejlighed — og måske i hans personlighed — antager en ny form.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
