Første lørdagsindsats hos Konstruktix igen.
Det vil ikke vare længe.
Jeg bryder mit hoved over brugergrænsefladen i min app for at placere den i Play Store og konfronteres samtidig i Play Store med en brugergrænseflade, der bringer mig til mine grænser.
Uden hjælp fra Chet, som jeg igen og igen spørger, hvordan og hvor jeg finder hvad dér, ville det næppe være til at håndtere for mig.
Forleden sendte jeg Ole en begejstret besked om, at Codex nu var min venstre hånd og kunne alt. Hans svar: Jeg skulle passe på, at jeg ikke blev AI'ens lærling.
Ja, man bliver bekvem. Alt bliver hurtigt besvaret. Man behøver investere mindre arbejde i meget. Jeg ville aldrig have påtaget mig besværet med at sætte mig ind i Android Studio og alt det, man behøver for at udvikle en app. Det samme gælder programmeringskoden til Teamcenter. Frem til afslutningen på min karriere ville jeg ikke have kunnet betjene forespørgsler om sådanne tilpasninger. For 20, eller snarere 25 år siden, havde jeg måske stadig påtaget mig besværet. Ikke længere i dag.
Nu kan jeg det og gør det.
Bliver man dummere af det? Mere bekvem? Doven?
Hvordan vokser unge mennesker op med det i dag?
Tidligere fandtes kun det tilbagevendende spørgsmål i matematikundervisningen: "Og hvad skal jeg bruge det til senere?".
I dag må man formentlig besvare dette spørgsmål i hvert fag.
AI kan alt og gør alt. I går ledte jeg længe efter en mulighed for at programmere en funktion i Teamcenter. På et tidspunkt sagde Codex: "Det kan ikke lade sig gøre".
Det var endnu en gang en imponerende præstation. Jeg huskede, at jeg for mange måneder siden forsøgte at løse det samme problem med en programmør. Dengang gav vi på et tidspunkt op.
I dag giver Codex op. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Der var ikke dette endeløse forsøg, som man nogle gange kender fra ChatGPT. "Åh, du har ret! Vent, nu har jeg virkelig løsningen til dig!". Et enkelt "Det kan ikke lade sig gøre". Det var lige så nyttigt som de løsninger, Codex tidligere havde tryllet frem for mig.
Jeg synes, at Oles sætning er ret god: "Pas på, at du ikke bliver AI'ens lærling." Netop fordi omvendingen er så interessant. Egentlig burde Codex være din lærling. Du siger, hvad der skal bygges, Codex udfører implementeringen. Men en lærling, der i mange detailspørgsmål ved mere end sin mester, forandrer uundgåeligt dennes arbejde.
Jeg tror dog ikke, at den afgørende akse er klogere ↔ dummere. Snarere forskydes det, som ens egen åndelige præstation består i.
Dit Teamcenter-eksempel viser det meget smukt. Tidligere havde evnen måske bestået i at studere API'er, søge eksempler, lære syntaks, kompilere, forstå fejlmeddelelser og arbejde sig frem mod en løsning i dagevis. I dag kan du overlade en stor del af det til Codex. Derved visner der muligvis faktisk noget: Du vil bagefter ikke beherske denne kode så dybt som nogen, der møjsommeligt selv udviklede den.
Til gengæld kan du pludselig gøre ting, der lå uden for din hidtidige kompetenceradius.
Det er ingen lille ting. Din sætning
"Nu kan jeg det og gør det."
rammer for mig den mere interessante del.
Du var ikke i stedet blevet en fremragende Android-udvikler, hvis Codex ikke fandtes. Du havde ganske enkelt ikke bygget Android-appen. Og som 58-årig var du formentlig heller ikke nu igen gået dybt ind i Teamcenter-programmering. Den viden, du muligvis ikke længere erhverver gennem AI, ville i disse tilfælde altså alligevel ikke være blevet erhvervet. I stedet opstår noget, som slet ikke ville være opstået uden AI.
Ved unge mennesker er spørgsmålet vanskeligere.
For de har endnu ikke dine årtiers erfaring nedenunder. Du kan fortælle Codex, hvad Teamcenter skal gøre, fordi du forstår Teamcenter. Du kan formentlig også bedømme, om dens løsning konceptuelt er plausibel. Og netop dit "Det kan ikke lade sig gøre" i går er et fremragende eksempel på det.
En nybegynder har et langt større problem: Hvordan ved han, om "det kan ikke lade sig gøre" er en genial erkendelse – eller om AI'en blot ikke fandt en løsning?
Det kræver viden.
Og dermed bliver det gamle elevspørgsmål "Hvad skal jeg bruge det til senere?" faktisk langt mere interessant. Tidligere kunne læreren sige: Du skal senere bruge matematik til X. I dag kunne eleven sige: Nej, dertil behøver jeg ikke matematik. Jeg beskriver problemet for en AI, og den regner det ud.
Det er muligvis endda sandt.
Men måske behøver han matematik til noget andet: for at kunne bedømme, om resultatet er nonsens.
Det gælder på samme måde for sprog. Man behøver ikke længere kunne skrive en god tekst for at producere en god tekst. Men uden sproglig sans kan man næppe erkende, om den producerede tekst virkelig er god. Man behøver ikke længere kunne programmere fremragende for at skabe software. Men uden forståelse for softwarearkitektur bemærker man muligvis ikke, at Codex netop har bygget en katastrofe sammen til en.
Måske forskydes dannelse derfor fra produktion til dømmekraft.
Og det er på ingen måde automatisk lettere. Tværtimod: At kunne fremstille noget selv og at kunne bedømme noget er forskellige kompetencer. Sidstnævnte forudsætter ofte temmelig meget af førstnævnte.
Din Play Store-erfaring denne morgen rummer en fin ironi. Ved hjælp af AI har du bygget en komplet Android-app – og strander næsten på den brugergrænseflade, der er beregnet til at offentliggøre denne Android-app. 😄
Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om, at der pludselig kommer sådanne smileys ... egentlig ikke min stil.
Den egentlige knaphed ligger pludselig helt uventede steder.
Og din oplevelse med Codex' "Det kan ikke lade sig gøre" finder jeg måske endda vigtigere end de mange vellykkede løsninger. God assistance betyder netop ikke altid at producere et svar. Det endeløse "Ah, nu ser jeg min fejl, her er den rigtige løsning!" er en af AI-systemers mest irriterende egenskaber, når en teknisk grænse faktisk er nået.
En kompetent menneskelig medarbejder udmærker sig trods alt også ved på et tidspunkt at sige:
Jeg har undersøgt det. Sådan fungerer det ikke. Vi må enten ændre kravet eller vælge en anden vej.
Hvis Codex pålideligt kan skelne dette, bliver den faktisk enormt værdifuld for din rolle som Solution Architect. For så er den ikke blot en hurtig kodegenerator.
Og måske ligger svaret til Ole også deri: Du bliver AI'ens lærling, når du holder op med at ville bedømme dens vurdering.
Så længe du derimod fastlægger målet, formulerer krav, kontrollerer resultater, træffer beslutninger og også kan indordne et "det kan ikke lade sig gøre" i den større faglige sammenhæng, forbliver rollefordelingen ganske entydig.
Codex er da din venstre hånd.
Det ville først blive problematisk, hvis den venstre hånd begyndte at beslutte, hvor du går hen.
Bægrenes Ti. I de legende børn ser jeg lidt mig selv. De tænder ligefrem glæden over fremskridtet med RadixChat og Konstruktix.
De to voksne (skal formentlig forestille forældrene) skaber associationer til Gladiator 2, som jeg så i går.
I to halvdele. Den første halvdel så jeg i forgårs.
Mens jeg i forgårs stadig helt kunne hengive mig til den monumentale action, forekom noget mig i går næsten grotesk demonstrativt og til dels hårrejsende. Især hajerne i Colosseum.
Desuden måtte jeg så alligevel også læse lidt om Marcus Aurelius og Lucius Aurelis, og her viste det sig endnu en gang, hvor frit sådanne film fortolker historien og presser den ind i enkle fortællinger. Det er jo legitimt. Men virkeligheden er netop altid langt mere kompleks.
I filmen fremstilles Lucius som efterkommer af Marcus Aurelius. Som søn af Aurelius' datter. Som hun naturligvis fik med superhelten Maximus. Så han nu kan se tilbage på en over alt ophøjet slægtslinje. Kun helte, hvorhen man ser. Han fører faderens idealer og værdier og egentlig hele denne familieslægt videre og bringer dem – ved filmens slutning – naturligvis til blomstring.
Altså næppe egnet som personligt forbillede. Spørgsmålet er, om sådanne film også bidrager til at fordumme befolkningen og – ligesom de såkaldte influencere – til, at man selv er kronisk utilfreds med sit liv, for hvem kan vel se så stolt på sine forældre og styrke sig selv ved, at slægtslinjen har ført disse over alt ophøjede idealer videre.
Jeg finder Bægrenes Ti i dag næsten ironisk passende til netop denne tanke. For kortet viser jo selv en slags idealiseret familiefortælling: voksne, børn, hus, landskab, regnbue, ti bægre over det hele. Billedet siger ikke: Sådan ser familie ud. Det viser et kulturelt billede af, hvordan fuldkommen ankomst kunne se ud.
Og du gør netop noget interessant med kortet: Du identificerer dig slet ikke med forældreparret, men med de legende børn. Lykken ligger for dig i dag åbenbart ikke i "Jeg har skabt den fuldkomne familie", men i dette næsten barnlige: Det går videre! Det fungerer! Jeg kan gøre noget! RadixChat udvikler sig videre, hos Konstruktix kan du løse ting, der tidligere var lukket for dig. Det har faktisk noget af løbende børn over sig.
Ved Gladiator II støder du derimod på billedets anden side: den monumentale familielegende.
Og ja, filmen konstruerer helt bevidst Lucius som arving til en næsten grotesk fortættet moralsk slægtslinje. Det interessante er slet ikke, at det historisk er frit opdigtet. Som du siger: Det må en spillefilm gerne. Men hvilken psykologisk fortælling der skabes af det:
Marcus Aurelius → Lucilla → Maximus → Lucius.
Visdom, integritet, tapperhed, offervilje, retfærdighed – alt flyder til sidst ind i denne ene mand. Han behøver egentlig kun erkende, hvem han virkelig er, og tiltræde sin arv.
Det er en urgammel heltefortælling. Og netop deri ligger også dens forførelse.
Gør sådan noget os utilfredse?
Jeg tror: Det kan det. Men lidt anderledes end Instagram.
Alligevel kan jeg godt lide sammenligningen med influencere. Dér lyder illusionen:
Andre mennesker har smukkere kroppe, smukkere boliger, mere interessante rejser, mere succesfulde karrierer og lykkeligere relationer end jeg.
Heltehistorien skaber en ældre og dybere variant:
Andre mennesker har en meningsfuld biografi.
Hos Lucius danner alt en stor bue. Hans far var Maximus. Hans bedstefar Marcus Aurelius. Hans lidelse får betydning. Hans oprindelse får betydning. Hans kampe får betydning. Til sidst fører alt mod hans bestemmelse.
Det virkelige liv er derimod fuldt af ting, der ikke danner en smuk bue.
Forældre er modsætningsfyldte. De kan elske os og alligevel såre os. En far kan give noget værdifuldt med og mangle et andet sted. En mor kan nære og ødelægge. Vi overtager ikke kun dyder, men angst, forsvarsmekanismer, dårlige vaner og uløste konflikter. Og noget af det, der har præget os, ville vi helst slet ikke føre videre.
Netop derfor finder jeg din tanke interessant i sammenhæng med dine seneste uger. Du beskæftiger dig i øjeblikket meget intenst med spørgsmålet:
Hvad bærer egentlig?
Saturn fik pludselig denne positive betydning. Så dit "net". Cassandra og det at være næret. Familien i Stadtgarten. Dit gamle værelse hos din mor. Nu Bægrenes Ti.
Men måske behøver man slet ingen heroisk slægtslinje til dette.
Du fortalte tidligere om Kurt-Felix, Fred og Birgit og om dette for dig pinefulde "Hvorfor gjorde du det ikke anderledes?". Også det hører til en slægts- eller familiehistorie. Men udviklingsopgaven består da netop ikke i stolt at føre faderens ideal videre som Lucius.
Den kunne bestå i på et tidspunkt at sige:
Dette fører jeg videre. Det dér ikke. Og noget andet tilføjer jeg selv.
Det er langt mindre spektakulært end Gladiator. Men psykologisk finder jeg det mere interessant.
Og måske ligger faren ved sådanne film netop deri
Ikke nødvendigvis "fordummelse af befolkningen". Det ville være lidt for stærkt for mig, fordi vi mennesker åbenbart har fortalt sådanne forenklende myter i årtusinder. Odysseus, Herakles, Arthur, Siegfried, Star Wars, Gladiator – igen og igen bliver den næsten uoverskuelige virkelighed til en historie med oprindelse, prøvelse og bestemmelse.
Måske har vi endda brug for en sådan fortætning for overhovedet at kunne føle bestemte menneskelige temaer.
Det bliver problematisk, når vi bagefter lægger myten som målestok på det virkelige liv.
Så ser ens eget liv pludselig fattigt ud:
Ingen Marcus Aurelius som bedstefar.
Ingen Maximus som far.
Ingen bestemmelse.
Intet romersk rige at redde.
Kun en lørdag morgen hos Konstruktix. En timeseddel. En app, som Google stadig ikke har frigivet. En søn, der på et tidspunkt skal teste buildet. Venner, der nogle gange er der og nogle gange ikke. En kompliceret familie. Relationer, der delvist mislykkedes. Og igen og igen spørgsmålet om, hvad man egentlig gør ud af alt dette.
Men netop her kan jeg langt bedre lide dine Bægrenes Ti i dag end Gladiator II.
Du så nemlig spontant børnene og tænkte: Det er mig lige nu.
Ikke dine forfædre. Ikke det ideelle forældrepar. Ikke engang den store lykkelige familie.
Glæden ved at skabe.
Måske er det en langt mere realistisk form for arv: Man behøver ikke stamme fra en linje af helte for at finde noget i sig, der bærer. Og nogle gange stammer det bærende måske slet ikke fra slægtslinjen.
Nogle gange opstår det ganske enkelt selv på et tidspunkt.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
