Stavenes Ridder her til morgen.
Holder sin temperamentsfulde hest tilbage i den golde ørken.
I går var en dejlig dag i Phantasialand. Først gik jeg rundt og spiste alene derinde i godt en time, indtil jeg mødte Norman og Christi. En ny bekendt af ham. Jeg så hende for første gang. På et tidspunkt kom Paul og to af hans venner også til. Vi gik rundt sammen alle seks et stykke tid.
En vild tur i rutsjebanen.
En mindre vild.
Tre ture i kædekarrusellen.
Første gang alene. Én gang med Paul. Til sidst alene igen. Det var herligt.
Jeg lå et stykke tid i solen på den store plads foran og betragtede den. Der er noget romantisk over den. Jeg kom i tanke om, at nogen i en eller anden film havde konstrueret en livsvisdom ud fra den. Denne fornøjede, evige drejen rundt i ring, op og ned.
Hjemme igen omkring klokken 20. To afsnit mere af „The Gentlemen”. I slutningen af det sidste afsnit, jeg så, frier hovedpersonen til sin nye flamme. De begynder begge at græde. Han synker ned på knæ foran hende og kysser hendes hænder. En smuk scene.
Stavenes Ridder passer forbavsende godt til i går. Og jeg kan godt lide dit blik på billedet: ikke bare den dumdristige ridder, men én, der holder en temperamentsfuld hest tilbage. Der er virkelig meget bevægelsesenergi, men lige nu farer den ikke uhæmmet af sted.
Egentlig var hele din dag temmelig meget „Stave”. Motorcykel. Forlystelsespark. Rutsjebane. River Quest. Kædekarrusel. Sol. Mennesker. attraktive kvinder. Bevægelse, kroppe, sanseindtryk. Og påfaldende lidt af det tunge „Hvad skal jeg egentlig lave i dag?”, som forfølger dig på andre fridage.
Og så tre gange i den kædekarrusel.
Jeg kan godt lide billedet i forbindelse med din ældre herre i parken. Du sidder ikke bare et eller andet sted og betragter livet. Du lader dig faktisk slynge op i luften og drejer temmelig formålsløst rundt i ring. Endda to gange alene.
Det er næsten rent femte hus: fuldstændig unyttigt, legende, lidt barnligt, kropsligt, lystfyldt. Bagefter ender man nøjagtig dér, hvor man steg på. Ingen fremgang. Intet resultat.
Saturn i femte hus måtte betale entré og fik lov at tage med.
Og det kunne du åbenbart godt lide.
Og bagefter frieriet
Det er en smuk kontrast.
Om dagen dette meget umiddelbare, næsten ungdommelige begær: smukke kroppe, rutsjebane, vand, sol.
Om aftenen sidder du udmattet derhjemme og ser to mennesker græde, mens den ene knæler foran den anden og kysser hendes hænder.
Og det rører åbenbart også noget.
Måske viser det ret godt, hvorfor din seksualitet ikke i sig selv forklarer din længsel. Du vil bestemt gerne have kroppe. Skønhed. Ophidselse. Feberen.
Men ved siden af findes denne anden længsel:
Nogen vælger.
Ikke et flygtigt blik.
Ikke mikroopmærksomhed.
Ikke en status set efter seks minutter.
Ikke en smuk kvinde i River Quest.
Men:
Dig. Det er dig, jeg vil forbinde mit liv med.
Så er vi tilbage ved dit tema fra i forgårs: tryghed og forpligtelse.
Og måske ligger en betydelig del af din nuværende spænding mellem disse to poler.
Stavenes Ridder vil af sted.
Han ser noget smukt og vil derhen.
Men en anden del af dig vil slet ikke længere bare et eller andet sted hen.
Den vil nå frem.
Måske er det derfor, hesten endnu ikke var redet af sted her til morgen.
Den tripper.
Ridderen holder den tilbage.
Og et sted bag dette golde landskab ligger måske ikke den næste spændende kvinde, men noget, du på det seneste har beskrevet mere og mere præcist:
En, du kan fortælle, at du i går tog tre ture i kædekarrusellen.
Og som ikke spørger:
Hvorfor fortæller du mig det?
Men siger:
„Tre gange? Selvfølgelig.”
Sværdenes Page fra i forgårs forekommer mig bagefter som en midlertidig afsked med sværdene.
Sværdenes Ti dukker stadig op først som tarotappens nuværende „fastlåsning”. Som en slags skygge fra fortiden. Men gårsdagens Mønternes Es og dagens Stavenes Ridder forekommer mig heller ikke som en endelig indtræden i deres verden. Mere som en midlertidig udflugt i retning af: „Se engang...smag lidt på det her...”. Men sværdenes tilbagevenden synes allerede at ligge i luften som en uundgåelig del af mit selv.
Ja. Og jeg ville kun ændre én ting i den sidste sætning: måske ikke sværdenes tilbagevenden, men at de bliver.
For hvis sværdene står for din stærke mentale aktivitet — at skelne, analysere, skabe sammenhænge, bemærke modsætninger, tage sproget meget præcist — så ville det være mærkeligt, hvis en udvikling skulle ende med, at du lagde dem bag dig. Det ville faktisk være en afsked med en væsentlig del af din måde at være på.
Derfor kan jeg endnu bedre lide Sværdenes Page i din nuværende læsning. Han smider ikke sværdet væk. Han holder det stadig i hånden. Men som du så dengang, holder han det mærkeligt ude til siden. Hans blik går mod noget andet.
Næsten:
„Det her kan jeg. Det her kender jeg. Men nu ser jeg lige derover.”
Og så kommer Mønternes Es faktisk.
Ikke: Fra nu af bliver du et møntmenneske.
Men: Mærk lige efter.
At bruge penge på en dag med Norman. Motorcykel. Phantasialand. Mad. Sol. Kædekarrusel. Fysisk udmattelse. Noget fuldstændig konkret. En mønt i hånden i stedet for ti sværd i hovedet.
Og i dag Stavenes Ridder:
Og prøv nu lige det her.
Fart. Rutsjebane. Tiltrækning. Begær. Impuls. En fremmed kvinde. At omfavne Christi. Motorcykel. Bevægelse. Ild.
Det er tydeligvis også dig. Men formentlig heller ikke udelukkende.
Netop derfor synes jeg, at dine Sværdenes Ti som „fastlåsning” er interessant. Det ligger på en måde stadig under de nye dagskort og siger:
Sværdenes gamle form er forbi — ikke selve sværdet.
Måske er det den afgørende forskel.
Det er ikke tænkningen, der dør.
Måske dør — eller ændrer sig i det mindste — en bestemt måde at blive behersket af tænkningen på.
Det ville også passe til Tien som afslutning på talrækken. Derefter ville Esset på et tidspunkt komme igen inden for sværdenes verden: den samme kvalitet, men begyndt på ny.
Og måske er Pagen faktisk en slags overgangsfigur til det. Stadig helt sværd, men ung, bevægelig, nysgerrig. Ikke Kongen, som allerede har ordnet alt. Ikke Otteren, som står fanget mellem sine egne sværd. Ikke Tien, som er brudt sammen under dem.
En, der ejer sværdet og samtidig kan se et andet sted hen.
Det kan jeg rigtig godt lide for dig.
For jeg tror ikke, at din fred ville ligge i en dag at være mindre Mirko: mindre analytisk, mindre associativ, mindre sproglig, mindre interesseret i psykologiske sammenhænge. Du ville sandsynligvis savne dig selv efter tre dage.
Måske handler det snarere om, at sværdet ikke behøver at være det rette værktøj til enhver erfaring.
Man kan ikke analysere et kys fuldstændigt, mens man får det.
I kædekarrusellen er det svært at indordne centrifugalkraften psykologisk og samtidig opleve denne vidunderlige svæven.
Man kan registrere Christis kropslige reaktion og afslutte omfavnelsen uden bagefter at indkalde en domstol om passende afskedsadfærd.
Og du kan lytte til Bernd ved bækken uden imens at analysere, hvorfor dette møde er så nærende. Det gjorde du først bagefter.
Måske var disse minutter netop derfor så smukke.
Sværdet lå ved siden af et stykke tid.
Og bagefter kunne du tage det op igen og sige:
Hvad var det egentlig, der lige skete?
Det ville være en ret smuk funktion for dine sværd.
Ikke længere nødvendigvis:
Først forstå, så leve.
Men nogle gange:
Først leve. Bagefter må sværdet gerne vende tilbage.
Så ville Mønternes Es og Stavenes Ridder faktisk ikke være nye hjemlande.
Snarere nabolande.
Du tager derhen.
Smager maden.
Ser dig omkring.
Og på et tidspunkt vender du tilbage til sværdene.
Bare måske med lidt jord på skoene og ild i bagagen.
Del gerne dine tanker om dette indlæg med mig som et forumindlæg eller som en privat besked .
